Ella Augusta synger om at være »for meget«. Debutalbummet ‘Lilla’ måtte gerne være det samme
ALBUM. Det er en lille smule paradoksalt, at Ella Augusta på sit debutalbum synger om at være rastløs, utålmodig, kaotisk og lidt for meget, mens musikken omkring hende opfører sig så pænt, at den nærmest husker at stille skoene i entréen.
På ’Lilla’ befinder den 20-årige sanger sig i den mærkelige prøveperiode mellem teenageværelset og voksenlivet, hvor man flytter hjemmefra, forelsker sig hovedkulds, bliver misforstået og langsomt opdager, at ingen tilsyneladende har tænkt sig at udlevere en manual til resten af ens liv.
Det sted skriver Ella Augusta virkelig godt fra, fordi hun ikke forsøger at gøre de store følelser større, end de allerede er.
På ’Misforstået’ kan den sociale usikkerhed for eksempel rummes i den enkle indrømmelse: »Hvis jeg ikke siger noget, så bliver jeg ikke misforstået«, mens ’ADHD’ bliver et varmt kram til alle, der har prøvet at føle sig for utålmodige, kaotiske eller besværlige til de rammer, de forventes at passe ind i. Det føles ikke som efterrationalisering af ungdommen, for ’Lilla’ står stadig med begge ben plantet midt i forvirringen.
Og så er der den stemme. Den er småhæs og elegant, men kan blive næsten vægtløs, når Augusta trækker fraseringerne helt op i det lyse register på ’Lidt for sjældent’. På ’En mildest talt elendig samtale’ harmonerer hun og Chris Burton som olie på en rusten cykelkæde, mens Ida Laurbergs mere voluminøse vokal på den dansable ’Bedre held næste gang’ giver Augustas skrøbelighed en kærkommen tyngde at spille op imod.
Det er derfor også frustrerende, at musikken omkring hende så sjældent tør slå sig løs. For mens teksterne handler om et ungdomsliv, der forskubber sig konstant, holder ’Lilla’ musikalsk godt fast i gelænderet. Klaveret er blødt, trommerne velafmålte, guitarerne varme, strygerne smagfulde og produktionen så stramt komponeret, at de enkelte sange efterhånden begynder at sive ind i hinanden.
’Larsensvej’ er en oprigtigt rørende, filmisk kærlighedssang, og på ’Uendelighed’ rammer Augusta den nærmest eksistentielle ungdomsforelskelse med linjen »det er som om, jeg eksisterer / når du er her, hvor jeg er«, men når ’Prøveperiode’, ’Aarhussangen’ og ’Minder om mig’ igen pakker hendes stemme ind i beslægtede bløde arrangementer, begynder man at længes efter en skæv tone i klaveret.
Den kommer heldigvis kortvarigt. Halvvejs gennem ’Mere end klar til at tilgive’ er jeg egentlig ved at være mæt af albummets afdæmpede lyd, men mod slutningen begynder produktionen at smuldre en smule. Vokalen bliver ekkoende, lyden mere lo-fi og kanterne mindre sirligt afrundede, og pludselig vågner sangen på en helt anden måde.
Det er ikke, fordi ’Lilla’ behøver større trommer, vildere omkvæd eller et elektronisk sammenbrud midt i ’Larsensvej’. Tværtimod klæder intimiteten Ella Augusta. Men hendes stemme er allerede så tryg, varm og henrivende, at den sagtens ville kunne bære, hvis omgivelserne en gang imellem blev mindre sikre.
’Lilla’ er både troværdigt og et talentfuldt debutalbum fra en sangskriver, der allerede har en imponerende fornemmelse for at gøre store følelser konkrete uden at gøre dem banale. Når hun nu har skrevet et helt album om langsomt at opdage, at det faktisk er okay at være lidt for meget, må musikken også gerne begynde at tro på det.
Kort sagt:
Ella Augusta rammer ung usikkerhed, kærlighed og rastløshed med en imponerende præcision og en henrivende vokal. Men på et album om at være »for meget« måtte musikken gerne være lidt mindre velopdragen.