De bedste dunjakker mod kulden: »Jeg levede seriøst i den hele vinteren«

Det er tid til at klæde sig praktisk, så vi har bedt fire stilbevidste københavnere fortælle om de dunjakker, der holder dem varme.
Klättermusen Atle-jakke.

Klättermusen

Victor Boy Lindholm, 29, forfatter (aktuel med ‘Jeg slæber lungerne som en vægt’), journalist og cykel- og friluftsentusiast, @victorboylindholm:

»Min dunjakke er fra det svenske mærke Klättermusen. Det er egentlig et dedikeret klatremærke, men de laver både flotte, kvalitetsbevidste og bæredygtige produkter.

Den følger mig overalt, og den pakkes ind i sin egen lomme, så den kan bruges som hovedpude, hvilket er virkelig smart, når jeg skal sove ude, men ikke have så meget med. 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er overraskende vigtigt for mig at føle mig varm, når jeg for eksempel er på reportager. Jeg bliver ekstremt utålmodig, hvis jeg fryser. Jeg er virkelig dårlig til det. Jeg hader at fryse. Derfor har jeg den næsten altid med, og på grund af den lave vægt, den gode isoleringsevne og minimale fylde, så er den fuldstændig perfekt til en frossen forfatter. 

Klättermusen går meget op i genanvendelighed og økologi i deres produkter, hvilket er ret sjældent blandt outdoor-mærker. Blandt andet er dunene i den her jakke certificerede, så dyrevelfærden er i top. Det er ingen tvangsfodring, eller gæs der bliver plukket levende, hvilket desværre ikke er reglen. Det kan jeg godt lide.

Jakken er svinehamrende dyr, men den har været pengene værd. Den er lavet til bjergene, så hvis du ikke brænder hul med din lighter, så holder den forevigt«.

Model i The North Face Nuptse-jakke.

The North Face

Rebecca Hyldahl, 22, sneaker-samler og -entusiast, @rebeccahyldahl:

»Nuptse-jakken er bare classic. Den sidste, jeg havde, er gået i stykker, men jeg skal have en ny. Mærket er jo kendt for outdoor-wear og kvalitet – når man altså behandler tingene pænt.

Den er varm og komfortable, og så passer den til det meste tøj. Du kan være chill, men også pænere. Den har det streetwear-look, jeg gerne vil have.

Model i The North Face Nuptse-jakke.

Sorte jakker er min ting. Hvert år har jeg næsten altid tre forskellige dunjakker, der nærmest er identiske, måske med forskellige mønstre.

Jeg går mest i sweatsuits og tracksuits, og der er det fedt at have en oversize-jakke til, som giver det der bulky look«.

66ºNorth Tindur-jakke.

66˚North

Simon Wick, 24, stifter og medindehaver af tøjmærket (di)vision, @simonwickx:

»De seneste år har jeg faktisk ikke shoppet så meget. Så i stedet for at kigge efter stilmæssige udtryk er jeg begyndt at kigge meget mere efter funktionalitet.

Når det kommer til outerwear, er jeg blevet meget glad for 66˚North til at dække sæsonens behov – om det er regn, sne eller bare super koldt.

Sidste år anskaffede jeg mig deres Tindur-dunjakke, og det var alt, hvad jeg skulle bruge. Jeg levede seriøst i den hele vinteren.  Den er selvfølgelig lidt pricey, men jeg vil bestemt mene, at den er det hele værd.

Simon Wick i sin dunjakke.

Jeg er blevet fortalt, at det tager to hele dage at sy en enkelt jakke. Og fra en, der selv laver tøj, ved jeg godt, hvad det betyder. Den skriger kvalitet, og jeg tror ikke, jeg har prøvet at fryse i den.

Efter at jeg har fået hund her under corona, glæder jeg mig til, at det bliver lidt koldere. Fordi jeg ved, jakken bliver en lifesaver på morgenturene«.

Model i Helly Hansen-jakken.

Helly Hansen

Alexander Liafi, 33, indehaver af secondhand-butikken Liafi Studio, @alexliafi:

»Min favorit dunjakke er fra Helly Hansens AW20-kollektion. Den er fra deres offshore-linje, HH-118389225.

Jakken kommer kun i salg nu, men jeg var heldig allerede at få fat i den sidste vinter igennem en ven. Jakken er designet med inspiration fra nogle af Helly Hansens ældre jakker, som de lavede til blandt andre redningsfolk og fiskere.

Jeg bruger meget tid i naturen, og der er det fedt med en funktionel jakke. Den er drønvarm og vandtæt, og så vejer den ingenting og kan pakkes sammen, så den heller ikke fylder så meget. Jeg elsker designet og alle detaljerne. Jakken er desuden vendbar«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af