Deftones

Sacramento-kvintetten opretholder på deres syvende langspiller de fine takter og det generelt høje bundniveau fra deres efterhånden omfangsrige bagkatalog. Som på de to forgængere ‘Saturday Night Wrist’ og ‘Diamond Eyes’ fokuserer Deftones her deres musiceren på balanceakten mellem de tonstunge metalliske aggressionsudbrud og de mere sfærisk flydende passager, hvor der gives plads til inderligheden. Og det er netop i afstemningen af denne balance, at kvintetten for alvor accelererer.

Frontmand Chino Moreno formår nemlig som få andre vokalister indenfor tungrocken at afpasse spændet mellem en til tider næsten patetisk følsomhed og de voldsomme primalskrig, hvor vreden og den indestængte aggression får lov at stå i lys lue. Albummet lægger stærkt ud med de tungt flossede seksstrengskaskader på den intense ‘Swerve City’, hvor disse akkompagneres til noget nær perfektion af Morenos førnævnte vokale vekslen mellem introvert sensibilitet i versene og ekspressive dæmonuddrivelser i omkvædene.

Læs anmeldelse: Deftones ‘Diamond Eyes’

Blandt højdepunkterne er ligeledes den krasse ‘Leathers’, hvori frontmanden får spyttet en god del af sine grimheder ud, som dissekerede han sig selv med en skalpel: »Shedding your skin / showing your texture / time to let everything inside show«, hvæser han i refrænet. Tak skæbne, her er det skam ikke for sarte sjæle at befinde sig i kvintettens musikalske rum.

Modsat trækkes de mere udsvævende ‘Tempest’ og ‘Rosemary’ lidt unødigt i langdrag, hvor gruppen farer en smule vild i forsøget på at kreere mere episke kompositioner. Disse vildfarelser hører dog til i småtingsafdelingen og skænder ikke for alvor det overordnede indtryk af, at Deftones atter leverer varen.