K-X-P

At lytte til finske K-X-P’s andet album er som at blive sat ind i en tidsmaskine, for så at blive kastet uvilkårligt rundt mellem adskillige tidsaldre. Ja, indimellem virker det nærmest som om, at man lægger øre til et bizart møde mellem tyske krautrockere og mørke britiske postpunk-bands fra de sene 70’ere. Hør bare albummets anden skæring, ‘Melody’, hvor flimrende synthesizere og stramt galoperende trommer trækker tråde tilbage til Neu!’s meditative udforskning af rockrytmikken, mens frontmand Timo Kaukolampi med sin dybe, messende baryton vækker stærke mindelser om Joy Division-forsanger Ian Curtis’ ildevarslende stemmeføring.

Og sådan kunne man blive ved. For K-X-P er og bliver et band, som nyder at svælge i fortidens musikalske bedrifter. Men at kalde dem for rene kopister ville være lidt af en fejltagelse. Dertil rummer albummet alt for stor kompositorisk og produktionsmæssig tyngde. Faktisk kunne man hævde, at ‘II’ er et langt mere interessant bekendtskab end den selvbetitlede forgænger, ikke mindst fordi Timo Kaukolampi og co. i denne omgang har fundet frem til en bedre fusion af melodi og eksperimenterende instrumentalforløb. Og det klæder i den grad albummets 12 sange, som på én og samme tide fremstår både opdagelystne og helt igennem lytteværdige.

Dermed ikke sagt, at K-X-P har begået en pletfri toer. Dertil er der stadigvæk et par smuttere undervejs. Men de har under alle omstændigheder formået at forvandle deres allerede interessante, musikalske formel fra debutalbummet til en mere helstøbt lytteroplevelse.