Lang tid før Paul Mescal trak i de støvede sandaler til optagelserne af ’Gladiator II’, var der andre planer for en efterfølger til Ridley Scotts epos.
En opfølger, der var fuldkommen vanvittig.
Da ’Gladiator’ udkom i 2000, blev den en enorm succes, der tjente næsten en halv milliard dollars på verdensplan og vandt fem Oscars, blandt andet for Bedste Film.
Den cementerede Russell Crowe som en af Hollywoods største stjerner, og den var Ridley Scotts største hit i årevis i en karrierebane, der havde stået i stampe siden ’Thelma & Louise’ fra 1991.
Så det siger sig selv, at DreamWorks, Scott og Crowe hurtigt flirtede med tanken om at lave en toer.
Problemet var bare – spoiler alert! – at hovedpersonen dør til slut. Russell Crowes Maximus finder fred i efterlivet, genforenet med sin dræbte søn og hustru, mens Commodus (Joaquin Phoenix) også får som fortjent.
Ingen ubesvarede spørgsmål, ingen løse ender, ingen oplagte muligheder for at fortsætte historien. Eller hvad?
»Det må du finde ud af«
I 2006 begyndte Ridley Scott at jage nogen, der kunne knække koden til det umulige manuskript. Men hvem kunne løfte den monumentale opgave at skabe en fortsættelse til en film, der ikke ligefrem skreg på én?
Ridley Scott havde egentlig tænkt sig at hyre John Logan, en af de oprindelige manuskriptforfattere, til at lave en opfølger, der skulle foregå i det antikke Rom … uden Russell Crowe… og faktisk også uden gladiatorer. Med andre ord: ikke rigtigt en efterfølger.
Russell Crowe havde dog andre planer. Han ville have en film, han selv var med i, og han hyrede derfor sin australske landsmand og kammesjuk Nick Cave til opgaven. Jeps. Den mørke, teatralske musiker Nick Cave, som for nylig sparkede døren ind på Royal Arena.
I 2006 havde Nick Cave kun skrevet ét manuskript, der var blevet realiseret, nemlig ’John Hillcoat’s Ghosts… of the Civil Dead’, og fokuserede primært på sin musikkarriere.
Alligevel kunne han ikke modstå fristelsen, da Crowe tilbød ham jobbet med ’Gladiator II’ på trods af en åbenlys bekymring. »Døde du ikke i ’Gladiator’?« spurgte Cave. »Jo, det må du finde ud af«, svarede Crowe. Det har musikeren selv fortalt i et interview hos Marc Marons WTF-podcast.
Mesterværk på LSD
Så det gjorde han – fandt ud af det.
Arbejdstitlen hed ’Christ Killer’, og når man læser manuskriptet, står det hurtigt klart, at præmissen var forrykt: Crowes hovedperson genopstår som en udødelig spøgelseskriger, der hamrer sig igennem historien, hele vejen op til nutiden.
Efter Maximus’ død i den første film vågner han ikke op i det hvedemarksbeklædte paradis, han drømte om, men i stedet i et mørkt og fugtigt ingenmandsland, fyldt med fortabte sjæle langs bredden af et sort hav. Tartarus.
Med dødsguiden Mordecai ved sin side snubler han sig frem til et forladt tempel. Her møder han en gruppe sygdomsbefængte guder – Jupiter, Mars og flere andre romerske skikkelser, forvrænget som korrupte versioner af deres tidligere magtfulde selv.
Men en af dem, Hephaestus, har forrådt de gamle guder og prædiker nu om en ny, altoverskyggende supergud.
Hephaestus er ganske vist en græsk gud. Men hey, det glemmer man hurtigt, for manuskriptet fyrer på alle cylindre med en stil, der gør det værd at læse til sidste side.
Jupiter tilbyder Maximus en aftale: Hvis han dræber Hephaestus, vil han blive genforenet med sin kone og søn på de gyldne kornmarker i Elysium. Men så snart Maximus får snerten af Hephaestus, bliver han rykket ud af mørket og tilbage til vores verden af kød og blod, et årti eller to efter sin død.
I menneskeform rejser han til Rom for at lede efter sin søn Marius. Nå ja, for resten – Marius, som blev korsfæstet og brændt ihjel i ’Gladiator’, er i live og klar på lidt mere action her i Nick Caves toer.
Lad os slå Jesus ihjel
Efter et møde med lidt pest, utallige undvigelser fra de romerske autoriteter, en zoologisk have, gensynet med Juba (spillet af Djimon Hounsou i den første film) og selvfølgelig en tur i Colosseum skifter filmen igen til sjette gear og fyrer op for den overnaturlige kedel.
Maximus suser blodigt gennem alt fra korstog til Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen. Fanget i en endeløs cyklus af død og ødelæggelse – dømt til at være soldaten, der aldrig slipper sin kamp mod historien.
»Maximus stands. Jungle. Carnage. Choppers. Flamethrowers«, som Nick Cave skriver i passagen fra Vietnamkrigen.
Efter sigende ville Cave have 20 minutters nonstop kampscener, hvor Russell Crowe skærer sig vej gennem menneskehedens samlede krigshistorie. Det forekommer dyrt og voldsomt, som en slags hallucinerende cocktail af ’Gladiator’, ’Forrest Gump’ og ’Highlander’.
Maximus kastes ud på en tidsrejse som en kosmisk lejesoldat – en Messias-figur, der bærer verdens krigssynder på sine skuldre. Og apropos titlen skal han også lige slå selveste Jesus ihjel.
Her vil jeg lige minde om, at det var tænkt som en opfølger til den bredtfavnende blockbuster ’Gladiator’, ikke som en kultfilm til Husets Biograf.
Et mesterværk!
Nick Cave har selv beskrevet projektet som en »popcorn-dropper« og et »stone-cold masterpiece«.
Og altså – manuskriptet er svært at slippe, fordi det minder om 80’ernes coked up cinema, hvor alt kan lade sig gøre, og ingen besværer mig med rudimentære spørgsmål som: »Giver det her egentlig mening?«
Nick Caves gotiske og teatralske stil forvandler ’Gladiator’-universet til en mørk, mytologisk fortælling, der udforsker gråzoner mellem moral og menneskelig skrøbelighed. Han tilfører altså en dybde, som originalen slet ikke rørte ved – og som den sene Ridley Scott til tider måske mangler.
Som bekendt blev Caves manuskript aldrig til en film i sidste ende.
For det første var historien nok slet og ret for kontroversiel til et stort amerikansk filmstudie. Man slår ikke Jesus ihjel for sjov. For det andet var det en radikal afvigelse fra originalens tone og stil. For det tredje var den nok lidt for larger-than-life til Crowes smag.
»Don’t like it, mate,« lød hans reaktion til Cave efter at have læst manuskriptet første gang. Men hvad havde han egentlig forventet, da han tappede fra mørkemandens balstyriske hjerne?
Helt ærligt er det en skam, at filmen strandede i skrivebordsskuffen. Især slutningen, som I fortjener at få serveret råt for usødet:
INT. GANG:
MAXIMUS går ned ad en gang, under neonlys. Han passerer en sekretær, der bærer på en bunke dokumenter. Han åbner en dør.
INT. RUM I PENTAGON. WASHINGTON.
Maximus træder ind i rummet. Der er et stort rundt bord. Ti mænd i jakkesæt sidder omkring bordet. De har hver en bærbar computer foran sig. Langs en væg er der en række skærme. Maximus sætter sig ved bordet i en sort, højrygget læderstol.
Maximus: Excuse me, gentlemen.
Maximus kigger på sin bærbare computer og ser derefter op på de andre ti mænd.
Maximus: Now, where were we?
THE END
Det er meget svært at forestille sig, at den ’Gladiator 2’, vi nu rent faktisk får at se om et par uger, kan nå Nick Caves version til sokkeholderne.
’Gladiator 2’ får biografpremiere 14. november.