’Hundredefodsrejsen’
Hele farvepaletten er i spil, karakterene er øjeblikkeligt aflæselige, og handlingen er familievenlig og forudsigelig. Lasse Hallströms film har meget til fælles med animationsfilm, og ‘Hundredfodsrejsen’ minder faktisk en hel del om Ratatouille (2007). I Disney/Pixar-perlen udfordrer og siden forfører en underkendt outsider de evigt snobbede franske ganer. Hos Hallström er den ubudne (men talentfulde) Ratatouille-rotte skiftet ud med en familie udbudne (men talentfulde) indiske immigranter.
Familien Kadam ender gennem en række uheld og ulyksagligheder i den lille franske by Saint-Antonin-Noble-Val, hvor familieoverhovedet, den elskeligt-stædige Papa Kadam (Om Puri), beslutter sig for at åbne en indisk restaurant. Problemet er bare, at den ligger lige over for, ja kun 100 fod væk fra, en lokal, Michelin-anbefalet fransk restaurant ledet af den elskeligt-stædige Madame Mallory (Hellen Mirren). En kulinarisk kappestrid kan begynde!
De to veteraner Mirren og Puri spiller komedie med fynd og klem, om end Mirrens franske accent indimellem lyder lidt henad ‘Allo ‘Allo!. Det modne forhold spejles fint i tiltrækningen mellem Madam Mallorys unge souschef Marguerite og Papa Kadams søn Hassan, spillet med delikat sødme og kejtethed af Charlotte Le Bon og Manish Dayal. Hassan er lidt af et geni bag et komfur og fatter interesse for både Marguerite og den franske madlavning. Men det går jo ikke – man putter jo ikke karry i en bernaise, og stolthed kan være svær at sluge.
Selvom temaer som xenofobi og locavore-trenden berøres, kradses der kun i overfladen. Filmen forbliver en luftig og ufarlig sag. Det eneste, der måske kan give en knude i maven, er de mange flødefarvede madlavningssekvenser. De er filmet så klæbrigt-sanselige, at selv softcore-tv-kokken Nigella Lawson ville skamme sig.
Jeg ankom til ‘Hundredfodsrejsen’ med solidt korslagte arme med Hallströms ulideligt fortænkte ‘Laksefiskeri i Yemen’ i alt for klar erindring, men måtte alligevel overgive mig til den ubesværede og charmerende historie. Har man lyst til at slå hjerne fra og mavefornemmelsen til, så er man i godt selskab i Saint-Antonin-Noble-Val.
Kort sagt:
Den svenske instruktør serverer endnu engang sin signaturret: En letbenet feel-good-film lavet med solide kræfter – denne gang Hellen Mirren i hovedrollen og selveste Steven Spielberg og Oprah Winfrey som producenter. Indiske krydderier møder fransk landkøkken, og sur-sød musik opstår i historien, der er lige efter kogebogen, men faktisk mætter for en stund.