Alle bør se den franske musicalperle, der inspirerede ’La La Land’

Alle bør se den franske musicalperle, der inspirerede ’La La Land’
Jacques Demys utrolige ’Pigen med paraplyerne’ er en stor inspirationskilde for Damien Chazelle, der står til at vinde adskillige Oscars for ’La La Land’. Vi fortæller historien om filmen, der bliver vist på lørdag i Cinemateket i København.

En musical? Nej, det er for vildt! Sådan synes filmproducenter kontinuerligt at reagere på idérige instruktørers nye takes på genren, selvom den igen og igen har bevist sin appel til både publikum, kritikere og prisakademier – i nyere tid blandt andet med ‘Moulin Rouge!’, ‘Into the Woods’, ‘Chicago’, ‘Sweeney Todd’, ‘Dancer in the Dark’ og tv-serien ‘Glee’.

Wunderkind-instruktøren Damien Chazelle skrev sit første udkast til ‘La La Land’ tilbage i 2010, men lykkedes først at få filmen sat i søen efter sin overraskende Oscar-succes med det lille trommedrama ‘Whiplash’ (2014). Nu har ‘La La Land’ tangeret rekorden for Oscar-nomineringer med 14 af slagsen og indtager en absolut favoritposition til statuetten for bedste film.

I begyndelsen af 1960’erne havde franske Jacques Demy lige så mange problemer med at få sin drømmemusical realiseret. Debutspillefilmen ‘Lola’ (1961) havde han egentlig tænkt som en musical – en ret uprøvet genre i fransk sammenhæng – men måtte droppe farver, kostumer og sangnumre på grund af manglende finansiering.

Les parapluies de Cherbourg

‘Pigen med paraplyerne’

‘Pigen med paraplyerne’ (originalt ‘Les parapluies de Cherbourg’, 1964) var tæt på at lide samme skæbne. »Det er en sød historie – men kan du ikke lave den i sort/hvid? Og kan de ikke bare sige replikkerne?«, foreslog én producent, inden den mere visionære nybølgeproducer Mag Bodard sprang på Demys originale idé om et kærlighedsdrama, hvor alle replikker synges som en filmisk opera.

Filmen endte som en publikumsbasker i Frankrig og blev belønnet med Guldpalmen i Cannes, fem Oscar-nomineringer og en Hollywood-invitation til Demy. I dag anses den som et hovedværk i filmhistorien.

Realisme og amerikansk genrefilm

‘Pigen med paraplyerne’ handler om et ungt elskende par, der skilles af ydre omstændigheder i den lille kystby Cherbourg i Normandiet i 1957.

Geneviève (Catherine Deneuve) arbejder i sin mors paraplybutik, Guy (Nino Castelnuovo) er bilmekaniker. Parrets planer om at gifte sig afbrydes abrupt, da Guy bliver indkaldt til Algierkrigen. Geneviève sværger, at hun vil vente på ham, men da hun opdager, at hun er gravid, lader hun sig presse af sin mor (Anne Vernon), hvis butik er i økonomiske vanskeligheder, til et trygt giftermål med den rige og sympatiske juvelér Roland Cassard (Marc Michel).

To år efter vender Guy tilbage til nyheden om, at Geneviève har giftet sig og forladt byen. Efter en depressiv periode gifter han sig med sin tantes loyale plejer, Madeleine (Ellen Farner), der altid har elsket ham, og køber sin egen benzintank. Flere år senere en snefuld juleaften kører Geneviève tilfældigt ind på Guys benzintank. De veksler et par akavede ord, inden de atter skilles.

pigen med paraplyerne

‘Pigen med paraplyerne’

Med sit smægtende og stiliserede melodrama ligger ‘Pigen med paraplyerne’ æstetisk langt fra den upolerede og spontane stil, der præger hans kolleger i den franske nybølge. Fælles er dog en inspiration fra amerikansk genrefilm sat i en nutidig fransk hverdagsrealisme med kraftig brug af æstetiske eksperimenter, filmiske referencer og refleksivitet, ligesom filmen i tidens ånd er optaget på location i Cherbourg i virkelige hjem, forretninger og gader.

Et sansebombardement

Med ‘Pigen med paraplyerne’ gør Demy Hollywood-musicalen til sin egen. Filmen har en tungsindighed og en socialrealisme, som de eskapistiske musicals, Hollywoodstudierne spyttede ud på samlebånd i specielt 1930-50’erne, ikke rummer. Demy, derimod, er ikke bange for at ødelægge den gode stemning med uønsket graviditet, krig, økonomiske vanskeligheder, forældrepres, død, depression, afvisning af den store kærlighed og triste slutninger.

I virkeligheden er ‘Pigen med paraplyerne’ ikke en musical, men en filmopera. Der er ingen deciderede numre og ingen dans. Til gengæld synges alle replikker, ned til den mest trivielle interaktion om bilreparation eller frokostanretning, til Michel Legrands svulstige og melankolske musik, der knytter ledemotiver til de forskellige karakterer og situationer.

Replikkerne er påtaget hverdagslige og har ofte et glimt i øjet – som i den første scene på bilværkstedet, hvor Guys kollega synger, at han ikke bryder sig om opera, fordi al den sang giver ham hovedpine. I andre scener løfter sangen og musikken de banale replikker – fra »det er koldt« til »jeg vil aldrig kunne leve uden dig« – op til følelsesfuld poesi.

La La Land R E

‘La La Land’

Musikken og de store følelser ledsages af et visuelt sansebombardement i form af distinkte kamerabevægelser – blandt andet et langt tracking shot, hvor parret ‘svæver’ gennem gaden – og ikke mindst en eksplosion af kraftige primærfarver og pasteller i alle regnbuens farver. De farverige paraplyer lyser op på den grå gade og indenfor matcher Genevièves mønstrede kjoler tapeterne i butikken.

Sange om smerte og længsel

Således forener Demy hverdagsdramaet med en drømmende eventyrverden – vel og mærke et eventyr, hvor den unge prinsesse ikke består adskillelsens prøve, men kasserer ‘den store kærlighed’ til fordel for en anden kærlighed, som måske er lige så fin. Slutningen deler vandene.

Damien Chazelle har i adskillige interviews fortalt, at han er inspireret af de klassiske MGM-musicals som ‘Singin’ in the Rain’ (1952), ‘An American in Paris’ (1951) og ‘The Band Wagon’ (1953), men mest af alt Jacques Demys musicals.

Ligesom Demy forsøger Chazelle at opdatere Hollywood-musicalen til en moderne problematik og skabe en kontrast mellem hverdagens grå drama og en romantisk drømmeverden i pangfarver, filmisk realisme og musicalens kunstighed (det er ikke så realistisk at bryde ud i sang og dans).

Med sin historie om to idealistiske kunstnere, der drømmer om en karriere i underholdningsbranchen, hylder ‘La La Land’ Hollywoods musicaltradition, hvor filmene ofte foregår i showbiz og er præget af en uskyldig kådhed og optrædeeufori.

Ligesom hos Demy udspringer sangene for Mia og Sebastian dog ikke nødvendigvis fra overstadighed, men fra en smerte og længsel, de ikke kan holde tilbage.

Det er langt fra bare liv og glade dage for parret, der både er i stiv modvind, når det gælder deres karrierer, kærlighedsforhold og økonomi i forsøget på at balancere drøm og virkelighed – og særligt filmens bittersøde epilog vækker mindelser til Geneviève og Guys møde på benzintanken.

‘Pigen med paraplyerne’ bliver vist i Cinemateket 14. marts og 10. april. Køb billet her.

Flere anbefalinger, hvis du kan lide ‘La La Land’

‘Singin’ in the Rain’ (Stanley Donen og Gene Kelly, 1952)
Den ultimative romantiske og selvbevidste filmmusical med Gene Kelly og Debbie Reynolds er en rørende og original hyldest til filmmagi, rent talent og ydmyghed i historien om den vanskelige overgang fra stumfilm til talefilm. Får blandt andet en hilsen i ‘La La Land’ med dyrkelsen af filmsettet som romantisk kulisse, og da Ryan Gosling smyger sig om en lygtepæl.

‘An American in Paris’ (Vincente Minnelli, 1952)
Romantiske forviklinger og parisiske kunstnerdrømme. Gene Kelly spiller en økonomisk trængt amerikansk kunstmaler i Paris, der er splittet mellem en rig amerikansk kvinde, der er villig til at sponsorere ham, og en ung franskmand, som allerede er optaget. Filmen slutter med en ekspressiv drømmeballet, som epilogen i ‘La La Land’ er tydeligt inspireret af.

‘Top Hat’ (Mark Sandrich, 1935)
Det legendariske musicalpar Fred Astaire og Ginger Rogers synger, danser, pingponger, skændes og forelsker sig i en klassisk historie om et par, der ved første møde ikke kan udstå hinanden, så forelsker sig, så skilles af misforståelser, indtil forviklingerne opklares.

’The Band Wagon’ (Vincente Minnelli, 1953)
Fred Astaire spiller en afdanket musicalstjerne, der prøver kræfter med en moderne teaterproduktion. Undervejs forelsker sig i sin unge medspiller, som han ellers ikke kan fordrage, men varmer op overfor, da han danser rundt med hende i en stil meget lig ‘La La Land’s.

‘A Star Is Born’ (George Cukor, 1954)
I en mere rå version af showbiz-eventyret spiller Judy Garland en ung sangfugl, der opdages af en erfaren skuespiller (James Mason). Han hjælper hende på vej, og de forelsker sig, men mens hendes karriere går opad, døjer han med alkoholisme, arbejdsløshed og mindreværd.

‘New York, New York’ (Martin Scorsese, 1977)
Liza Minelli spiller en sangerinde og Robert DeNiro en saxofonist, der gennemgår et stormfuldt, nærmest voldeligt forhold, hvor de har svært ved at forene egne kunstneriske ambitioner med fællesskabet i efterkrigstidens New York.

’Pigerne fra Rochefort’ (Jacques Demy, 1967)
Jacques Demys opfølger til ‘Pigen med paraplyerne’ handler også om kærlighedsskæbner og troskab, men i en mere amerikaniseret musicalstil med storslået koreograferede numre, blandt andet et åbningsnummer på en motorvej, der minder om åbningen i ‘La La Land’. Catherine Deneuve og hendes søster Francoise Dorléac er spillende og dansende tvillingesøstre på udkig efter den ideelle kærlighed, Gene Kelly den ene bejler.

Soundvenue og Cinemateket har indgået et samarbejde for 2017, hvor Soundvenue er vært for redaktionens favoritfilm i Cinemateket, og Cinemateket er partner på Soundvenue Filmcast.

Læs også: Historien bag ’La La Land’: Seks år, 1900 klaverdemoer og skuespilstjerner på et afbud

Læs hele vores store Oscar-optakt HER.