’The Dark Tower’: Nikolaj Arcels storfilm er overraskende underholdende fantasyguf
10 minutter inde i Nikolaj Arcels filmatisering af Stephen Kings mastodontværk ’The Dark Tower’ var jeg hooked. Hooked på drengen Jakes (Tom Taylor) foruroligende dommedagsmareridt og en atmosfærisk billedside så spækket med King-ikonografi, at fans af gysemesterens bogklassikere vil få lyst til at trykke på pause for at få alle saftige referencer med – fra ’Cujo’ til ’The Shining’, ’Christine’ og ’It’.
Man skal have haft hovedet godt begravet i sandet i de seneste par uger for ikke at have bemærket, at både Arcel og hans titulære tårn er blevet pillet fra hinanden mursten for mursten af udenlandske medier. Men – hånden på hjertet og uden et gran af danskernepotisme er de høtyvsvingende haters galt afmarcherede og ’The Dark Tower’ forbavsende underholdende fantasyguf.
Det siger sig selv, at man helst skal kunne sluge præmissen om et Babylons-lignende bygningsværk, der står i centrum af universet og holder sammen på et uendeligt antal verdener, vores egen inkluderet. Verdener fyldt med seksløberbærende cowboyhelte, dæmoniske mørkemænd og særlige menneskebørn med telekinetiske evner a la Danny i ’The Shining’. ’The Dark Tower’ kombinerer et væld af Kings karakterer og plot, og lyder det en fantasytand for farverigt, skal man formentlig afstå fra at indløse billet.
Historiens unge hovedperson Jake oplever voldsomme visioner af mørke og ild. Hans brandmandsfar er omkommet på jobbet, og Jakes psykolog og bekymrede mor knytter selvfølgelig mareridtene til barnets blødende traume. Men som så ofte før i King-regi er det de fantasiløse voksne, der ikke har begreb om situationens dødelige alvor.
Samtidig rystes New York nemlig af besynderlige jordskælv, som vi tidligt erfarer skyldes angreb på universets tårn. Det siges, at et barn med evnen til at ’shine’ kan destruere tårnet, og den djævlelignende Walter aka. The Man in Black (en lækkert slesk Matthew McConaughey) tester sagesløse børns mentale styrker i en apokalyptisk helvedesmaskine (at anfægte logikken bag uslingens bevæggrunde svarer til at undres over, hvorfor mytologiske sataner generelt vil vippe deres guddommelige overhoveder af pinden).
Kings selverklærede mashup af ’Ringenes herre’ og Sergio Leone fornægter sig ikke, og Jake følger sine drømmebilleder til parallelverdenen Mid-World, hvor han møder revolvermanden Roland (Idris Elba i stoisk badass-lune), den sidste af de fredsbevarende gunslingers, der har viet deres liv til at bekæmpe The Man in Black.
Som King-aficionadoer vil vide, er forfatteren ikke blot ferm ud i at spinde litterær gru, han er også eminent til at formidle barndommens forunderligt vovemodige og naive famlen efter eventyr og anerkendelse såvel grundangsten for social udstødelse – og i allerværste fald forældredød. I ’The Dark Tower’ rammer Arcel og hovedrolleindehaver Tom Taylor en fin og umiskendeligt King’sk tone i portrættet af Jake, der vækker sympati og genkendelse i lighed med børneskildringerne i ’Stand By Me’ (1986) og tv-filmatiseringen af ’It’ (1990).
Og det er dét kunststykke snarere end Hollywood-kombinationen Idris/McConaughey, der for alvor gør ’The Dark Tower’ seværdig.
Med sin menneskelige nerve og effekternes analoge stoflighed er ’The Dark Tower’ overraskende beslægtet med 80’ernes eventyrfilm, og for en ’Tower’-novice står Arcels version glimrende alene som et fascinerende appendiks til Kings øvrige fantasybaserede fortællinger. Hvorfor et vist kendskab til disse bestemt er et plus: For eksempel rejser gåsehuden sig, da filmen løfter en flig af sløret for, hvor rædselsklovnen Pennywise stammer fra.
I forhold til hvor ofte man vånder sig i biografsædet over blockbusterbragenes ulideligt lange ørkenvandringer (*host* Michael Bay), er det ironisk, at ’The Dark Towers’ mest åbenlyse problem er den beskedne spilletid på 95 minutter. Filmen kunne snildt have tilføjet 20 minutter, så verdensombygningen og Elbas karakter havde fået mere kød på sidebenene, og flere afbrudte sekvenser synes at antyde, at visse mellemregninger er gået tabt i en lidt for hårdhændet redigeringsproces.
Nu hvor planerne om eventuelle filmfortsættelser i franchisen formentlig er skrottet for good, kan man i stedet håbe på en mere svulstig director’s cut-udgave.
Den momentvis besynderlige klipning og et par ufrivilligt morsomme småfejl i flueknepperafdelingen (den bedste involverer en malplaceret høne) kan dog ikke distrahere fra, at ’The Dark Tower’ er en velspillet og oprigtigt spændende rutsjebanetur i Stephen Kings magiske universer. Hovent frister man sig til at spørge: Hvad ved de egentlig også over there?
Kort sagt:
Nikolaj Arcels stemningsfulde, men lidt for korte Stephen King-filmatisering er fantasyguf for genrefans og giver et interessant indblik i, hvordan gyserforfatterens mest ikoniske værker – måske – hænger sammen. Glem den udenlandske anmeldergalde: ’The Dark Tower’ er et dystert og svært underholdende sommereventyr.
Læs også: Med Nikolaj Arcel på Jante-skafottet og Meta på meth: De tre grunde til, at ‘The Dark Tower’ blev kaldt ufilmatiserbar