Med Nikolaj Arcel på Jante-skafottet

Da de barske anmeldelser af storfilmen ’The Dark Tower’ tikkede ind, ringede dens instruktør, danske Nikolaj Arcel, til sit pr-bureau og aflyste alle interviewaftaler. Men han fortrød hurtigt. For når man kan stille op til rosen, kan man også stille op til tæskene. Så her sad han. På vej ind i Go’morgen Danmark – med en journalist fra Soundvenue som skygge. Ikke for at sælge, ikke for at forsvare sig. Men for at sige, at han ikke har noget at være flov over.
Med Nikolaj Arcel på Jante-skafottet
Foto: Philip Høpner, Soundvenue

Tivoli er ved vågne med byen. Klokken er lidt i otte mandag morgen, og mens busserne spytter travle mennesker i kontorblå skjorter ud på fortovene, er Tivoli-folk i arbejdstøj ved at rigge forlystelseshaven klar til en af de sidste uger i sommersæsonen.

Et sted lidt derinde, et par hundrede meter efter medarbejderindgangen, forbi det kinesiske tårn inde i Orangeriet sender TV 2 Go’morgen Danmark i sommermånederne, og i dag får de besøg af instruktøren og manuskriptforfatteren Nikolaj Arcel, der er inviteret ind for at tale om sin suverænt største film i karrieren, den amerikanske ’The Dark Tower’, der har Matthew McConaughey og Idris Elba i de bærende roller.

Det ser ud, som om Arcel sidder alene, ude foran, og kigger tomt ned i jorden, men går man tættere på, kan man se, at han har selskab. Værten Ida Wohlert, som skal interviewe ham om en halv times tid, er ved at briefe ham om, hvad indslaget skal handle om. Men det havde hun egentligt ikke behøvet, og det er derfor, Arcel bare kigger ned i jorden. Han ved udmærket godt, hvad hun vil spørge om.

Vi havde 10 punkter til manuskriptet. De blev skudt ned. Et for et.

Arcel er en af dansk films gulddrenge. Han kan instruere, og han kan skrive manuskripter, og de film, han laver, kan modtage Sølvbjørne, Bodil’er og Robert’er og blive nomineret til BAFTA’er, Golden Globes og Oscars.

Derfor gør modtagelsen af ’The Dark Tower’ måske også ekstra ondt. I morgen får den dansk premiere, men artiklerne om de amerikanske anmeldelser har for længst væltet ind over det danske medielandskab.

Rolling Stone Magazine skrev, at filmen var »en seriøst forbier«, at »så meget var i vejen med den, at det ikke er til at vide, hvor man skal begynde« – og kvitterede med én stjerne. The Guardian skrev, at »filmen er glemt, lige så hurtigt som man har smidt sit sodavandkrus ud i skraldespanden«.

Værten siger, at de kommer til at vise nogle af de dårlige anmeldelser på skærmen, fordi de næsten ikke kan undgå det, og at hun gerne vil spørge ind til, hvordan han har det med det. Nikolaj Arcel nikker lidt og svarer noget med, at han kan trøste sig lidt med de gode anmeldelser, der også er.

»Jeg har set den«, siger Ida Wohlert, »og jeg var sgu da meget godt underholdt«.


Jeg kan ikke sige så meget, men Anders Thomas (Jensen, medforfatter, red.) og jeg var hjemme hos en af producenterne. Producenten boede i et stort hus i Los Angeles med udsigt ud over hele byen, og vi fik kaffe og vand og frugt og alt muligt. Vi havde 10 punkter med tanker om, hvordan vi syntes, manuskriptet skulle være, inden vi begyndte at skrive det. De 10 punkter blev skudt ned. Et for et. Da vi havde haft det møde, spurgte vi hinanden i bilen på vej hjem, hvordan vi kom ud af det her med æren i behold.

For præcis en uge siden var Ida Wohlert sammen med en god portion af den danske journaliststand inviteret til pressevisning af ’The Dark Tower’ og blev inden visningen bedt om at skrive under på, at ingen offentligt måtte ytre deres mening om filmen inden den danske premieredato.

På første og anden række sad to unge mænd i grafiske t-shirts. Uden umiddelbart at vide hvem de var, kunne man nok med en vis sikkerhed sige, at de var filmelskere og skrev for hvert deres filmmedie. I hvert fald brugte de ventetiden før filmen på at udveksle citater fra dårlige udenlandske anmeldelser.

Filmen, der ventede os, er kort fortalt en filmatisering af Stephen Kings hovedværk på otte bøger af samme navn. Det er dermed en stærkt komprimeret version af historien om Matthew McConaugheys sortklædte Man in Black, der vil rive det tårn ned, som står i midten af verden og beskytter den imod det onde.

Til sit formål har han brug for et barns shine, en indre kraft, som kun børn besidder. En sådan har Jake, der har haft mareridt om den sortklædte mand og Tårnet, som hans forældre anser for at være en form for vrangforestillinger. De sender ham til psykolog og finder et behandlingssted til ham, men det lykkes for Jake at rejse til en anden verden, hvor han møder Tårnets beskytter, Roland, spillet af Idris Elba. Og sammen sætter de sig for at bekæmpe den sortklædte mand.

Idris Elba som Roland Deschain i ‘The Dark Tower’.

Da filmen er overstået, forsvinder anmelderne og journalisterne ud af salen. De to unge fyre i T-shirtsne går næsten arm i arm grinende hen til bussen. »Hjem og i gang«, siger den ene.

Der er en vis konsensus om, at filmen er gået galt i mødet mellem den danske og den amerikanske måde at lave film på. I Danmark er det normalt, at filmskabere modtager penge af det offentlige til at lave film for, mens det i USA er private investorer, der primært går op i, at deres dollars (som minimum) kommer tilbage igen. I Danmark har instruktøren kontrollen – i USA er det pengemændene.

I Danmark holder Nikolaj Arcel altid testvisninger af sine nye film for kollegaer, han har respekt for, som von Trier og Vinterberg, men i USA bliver den vist for et panel af gennemsnitlige biografgængere. Og derefter bliver der skudt nye scener, hvis der er dele af filmen, de ikke forstår eller ikke kan lide. Her er filmskaberens vision ikke så vigtig som investeringsforsikringen.


Der skete nogle private ting undervejs i produktionen, jeg ikke har lyst til at gå i detaljer med. Kort fortalt var der noget i min nære familie, jeg var nødt til at tage hjem og tage mig af. Der fik jeg at vide, at der var ’no way’, at jeg kunne tage hjem midt i det hele. Der blev jeg trodsig og skred. Faktisk blev jeg hjemme en uge længere, end jeg havde planlagt, kun fordi jeg ikke måtte. Det havde de af en eller anden grund respekt for.

Arcel virker til at være i et overraskende godt humør omstændighederne taget i betragtning. Han har sat sig udenfor Go’ Morgen-studiet med en cappuccino af en art, da Rune Klan går forbi. Han har været inde for at fortælle om sit nye show, ’Barnløs’, som har fået fire og fem stjerner over hele linjen, og at han er nomineret til årets komiker. Det er et noget andet interview, han kommer fra.

»Jeg synes, det er fair nok, at de danske medier skriver om de amerikanske anmeldelser, også selvom danskerne endnu ikke har haft mulighed for selv at bedømme filmen«, siger Arcel.

»Det har nyhedsværdi, fordi jeg er dansker, og de havde også skrevet om det, hvis det var gået godt. Jeg har set det ske mange gange med andre danskere, der ikke har haft den forventede succes i USA. Faktisk kan jeg kun lige komme på Refn, der lavede ’Drive’, som en dansk instruktør, der har haft succes i USA. Resten har ikke haft samme held. Crash’n burn«.

Egentligt havde Arcel besluttet sig for, at han ikke ville sminkes, inden han skal ind i studiet, men er alligevel blevet overtalt. Derefter går han udenfor igen og ryger en cigaret.

»Det gælder om at lære spillet, sådan som det er derovre. Herhjemme kan man tale rimeligt frit fra leveren, hvis der er noget, jeg som instruktør synes skal være på en bestemt måde. Det kan man slet ikke derovre. Der er man nødt til at lære at snige sine meninger ind som et add-on til noget, de tunge drenge allerede har sagt. Den danske ligefremhed funker slet ikke«, siger han.

Arcel er blevet sat i en rød, rund sofa sammen med Ida Wohlert, og dessertkokken Nikolaos Strangas kaster et par græske gloser efter ham, som han kun delvist returnerer. Lige inden kameraerne tændes, kører et par eksempler på de dårlige anmeldelser over skærmen.

»Det er som at få udstillet sit beskidte vasketøj«, siger Arcel grinende.

Så går interviewet i gang, og Arcel siger, at han tager det til sig, han kan bruge, og prøver at glemme resten.

»Lad os kigge på nogle af dem«, siger Wohlert.

»Ja, lad os det, haha«, griner Arcel, men ser alligevel en lille smule såret ud, da hun begynder at læse dem op.

Anders Thomas Jensen og jeg er en forholdsvis stærk duo herhjemme, men i deres øjne kunne vi lige så godt være kommet ind fra gaden

Han forsvarer sig med, at Stephen King har sagt til ham, at han kunne lide filmen, og at folkene bag er glade. At den er nummer ét på de amerikanske biohitlister og næsten har tjent sig selv hjem allerede. At det er svært at filmatisere en bogserie, mange mennesker sætter meget pris på. Og så siger han, at han gerne vil indrømme, at det ikke er et mesterværk.

»Vil du ligefrem gå så langt som til at sige, at det er en middelmådig film?« prøver Wohlert.

»Haha, dog ikke«, svarer Arcel.


Da vi havde afleveret manuskriptet, fik vi at vide, der liiige var et par ting, folkene med pengene gerne ville have ændret. Så fik vi 20 sider med ændringer til alt fra scener og replikker til kommaer og punktummer. Anders Thomas og jeg er en forholdsvis stærk duo herhjemme, men i deres øjne kunne vi lige så godt være kommet ind fra gaden. De er fuldstændigt ligeglade med Sølvbjørne og Robert’er. »I know what makes a hit movie«, blev sagt en del gange.

Retfærdigvis skal det sige, at der ovenpå de mange dårlige anmeldelser så småt er ved at komme positive anmeldelser, der tager Arcel og ’The Dark Tower’ i forsvar. I morgen giver vores egen anmelder her på Soundvenue fire pæne stjerner. Sådan går den slags i bølger og modbølger.

Herhjemme har vi et ambivalent forhold til de danskere, der prøver at gøre det godt i udlandet: På den ene side kan vi godt lide historien om onklen fra Amerika, der kommer hjem med lommen fuld af dollars og succes. Tænk bare på Nikolaj Coster Waldau eller Lukas Graham, der har heltestatus som dem, der ’klarede den’ i USA.

Nikolaj Arcel under optagelserne til ‘The Dark Tower’.

Omvendt dyrker vi også faldet. Da Caroline Wozniacki begyndte at dale fra førstepladsen, stod alle klar til at slå fast, at ’så god var hun måske heller ikke’. Vi eskorterer dig op, men vi står også klar, når du er på vej ned.

Derfor kan det også virke indlysende at gemme sig derhjemme, når man, som i Nikolaj Arcels tilfælde, ved, hvad de næste mange interviews kommer til at handle om. Men han stiller op og siger oven i købet tak for i dag, da interviewet er overstået.

»Der er det specielle ved succes, at når det er gået godt, så har jeg været i Go’morgen Danmark for at dæmpe det lidt ned og sige, ’jo jo, jeg er meget taknemmelig, men det har været en holdindsats, og jeg er bare glad for at have måttet være med.’ Når det så går mindre godt, som nu, kan jeg ikke være bekendt ikke at ville på tv«.

»Okay indrømmet: Da anmeldelserne kom, ringede jeg til kommunikationsbureauet og sagde ’aflys alt’. Dagen efter skiftede jeg mening igen. Når man kan stille op til ros, kan man også stille op til tæsk«.


Flyet var lige landet i Kastrup, og skiltet med ’fasten your seatbelt’ blev slukket, da jeg tændte min telefon. Jeg gik ind på Rotten Tomatoes for at danne mig et overblik over, hvordan de første anmeldelser havde været. Jeg blev ked af det. Heldigvis skulle jeg hjem til min familie bagefter. Det var rart.

Næste projekt er allerede linet op for Arcel, der skal til at færdiggøre manuskriptet til en amerikansk film om Robert F. Kennedy, som skal spilles af Matt Damon. Tidligere på måneden kom det frem, at han også selv skal instruere filmen.

»Min kæreste spurgte mig her forleden, om jeg var nervøs for at skulle til Hollywood og lave film igen. Det er jeg ikke. Dels er Matt selv producent, og han er cool. Han siger, at det er en film for os og ikke for andre. Dels har jeg besluttet med mig selv, at hvis jeg på et tidspunkt føler, at jeg er ved at miste kontrollen over filmen, så er jeg på det næste fly væk derfra«.

Arcel gætter på, at han har lavet mellem 60 og 100 interviews allerede. Nogle dage op til 15 i træk efterfulgt af 3-4 telefoninterviews. Senere i dag skal han interviewes af Kino, Filmland på P1 og BT. I overmorgen skal han i Aftenshowet på DR1, og så er han endelig færdig.

Ude foran Orangeriet i Tivoli holder en sort, skinnende ren Mercedes med en jakkesætsklædt chauffør. Den er sendt af Sony, for at Arcel nemmere kan komme rundt til sine medieaftaler. I USA gav PR-folkene ham en form for talepapir med til interviews med punkter, han skulle og ikke skulle tale om. Det smed han ud.

(Foto: Philip Høpner)

I dag har han heller ikke en PR-medarbejder ved sin side, som mange skuespillere, standup’ere og musikere ellers har, når de møder pressen. Det har han frabedt sig.

»Det er, fordi jeg ikke synes, jeg har noget at skjule. Hvad skulle hun også lave? Hoppe ind og stoppe interviewet, hver gang det blev kritisk? Jeg er ikke ude for at være sælger og tale min film op eller for at forsvare den. Jeg er her for at sige, at jeg ikke har noget at være flov over«.

Han fortæller en anekdote på vej ind i bilen, som er uden for citat. Da chaufføren drejer nøglen om, skifter Arcel mening: Den må gerne blive fortalt.

»Jeg var inde i Go’morgen Danmark sammen med Nicolaj Kopernikus for nogle år siden for at tale om ’De fortabte sjæles ø’ (Arcels fantasyfilm fra 2007, red.). Der var vi sælgere. Vi smilede bredt og sagde, ’den skal bare ses, tag ungerne med i biffen’.

Bagefter, da vi skulle gå, mødte jeg Ole Stephensen, der var en af værterne dengang. Han sagde, sådan lidt køligt, ’nå, den solgte I godt’. Det har jeg tænkt på mange gange siden, for når manden bag ’Walter og Carlo’ sidder og siger, at man har solgt ud, så skal man jo tænke sig om!«.

’The Dark Tower’ har dansk premiere 17. august.

Læs også: Meta på meth – de tre grunde til, at ‘The Dark Tower’ blev kaldt ufilmatiserbar

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af