Pennywise er din grundangst for ensomhedens uendelige skygger

Pennywise er din grundangst for ensomhedens uendelige skygger
Tim Curry som dræberklovn i miniserien over Stephen Kings 'It'.
Pennywise er din grundangst for ensomhedens uendelige skygger
Lise Ulrich

Journalist og kritiker, Soundvenue

KOMMENTAR. Man glemmer aldrig sin første gang.

En mørk og stormfuld fredag aften i 1991 sad min veninde og jeg og så tv. Klokken var 20 og Disney Sjov netop slut, og over det ganske land fladede småbørn som os ud mellem sofapuderne, saligt mættede af Bubbi-Bjørnenes løjer.

Speakeren gik i gang med at annoncere aftenens øvrige udsendelser, og pludselig viste skærmbilledet en lille blond pige på vores egen alder. Vi kiggede interessant med: Måske der var børnefilm på programmet?

Pigen stod med en dukke under armen og så intenst på et tørrestativ med blafrende hvide lagner. Vinden ruskede, barnet var alene. Lagnerne delte sig og dér, i et isnende øjeblik så uventet som et elektrisk chok, stod klovnen:

Gråd flænsede parcelhusidyllen, og historien går i dag, at den skyldige tv-kanal i minutterne efter blev kimet ned af forargede forældre fra hele landet, hvis unger sad hylende og traumatiserede med fredagsslikket krampagtigt klisteret ind i de svedige håndflader, mens akut coulrofobi bredte sig som en virus fra Kolding til København.

Gnægger i underbevidstheden

I forhold til, hvilket endeløst udbud af virkelige såvel som fiktive uhyrligheder, de fleste børn har adgang til på hjemmets skærme i dag, kan det forekomme absurd, at et enkelt tv-event kunne gøre så varigt indtryk, ikke bare på danske børn, men millioner af jævnaldrende poder verden over der i 90’erne stiftede bekendtskab med miniserieudgaven af Stephen Kings gyserroman ’It’.

Men Pennywise The Dancing Clown – som ’It’-klovnens borgerlige cirkusnavn er – begravede ikke desto mindre kløerne dybt i mine og mine venners mareridt. Mange ‘tak’ til geniale Tim Currys (’Rocky Horror Picture Show’) uforglemmeligt animerede præstation som uhyret.

Sponsoreret indhold
»Afdød legende er formidabel i sin sidste store rolle«
Oplev Baard Owe brillere som den døende konge i Kasper Kalles intense kammerspil: ‘Christian IV – den sidste rejse’. Find billetter og spilletider her.
Reel Pictures

Akkurat som i det psykologiske Pixar-mesterværk ’Inside Out’ gemte klovnen sig nede i den mørke underbevidsthed, hvor den stadig sidder og gnægger veltilfreds, når jeg som granvoksen storforbruger af alskens film og seriegenrer stik imod al logik tøver med at gå ned og hente tøj i vaskekælderen en sen aften. Eller gyser ved synet af noget så uskyldigt som en rød ballon.

Intet under at World Clown Association i USA har raset mod Stephen King for give klovnebranchen et dårligt ry. Men skaden er uoprettelig.

Valid voksenfrygt

At klovne i dag er en evig kilde til valid voksenfrygt understreges gang på gang i popkulturen. »There’s nothing scarier than a clown!«, siger Carrie for eksempel i ’Sex and the City’, da Mirandas fordrukne svigermor hyrer en klovn til en børnefødselsdag. Og i ’Modern Family’ er det en stående joke, at joviale Camerons klovne-alter ego Fizbo skræmmer coulrofobi-ramte Phil i gulvet.

Men frygten for Pennywise og hans klovnekolleger vækker mere og andet end nervøs latter.

Så sent som sidste år så en længere række depraverede individer sig som bekendt kaldet til at iføre sig klovnedragter og makeup og terrorisere sagesløse borgere i flere lande. Et hav af medier listede ikke overraskende Stephen King og hans ’It’ som mulig inspiration for overfaldsmændene, og folkene bag den nye filmversion så sig nødsaget til at understrege, at det altså ikke var dem, der havde sluppet et særligt ondsindet marketingstunt løs forud for premieren i år.

King selv tog ligeledes kraftigt afstand fra klovnenes ’drengestreger’, men det er svært at affeje, at Pennywises brede gyserappel ikke skulle have affødt copycatklovne, siden romanen udkom i 1986. Hvis ikke på gaden, så i Hollywoods studier.

Annonce

Mænd i sparkedragter

Granvoksne mænd med røde næser, alt for store sko og sparkedragter var heller ligefrem alles kop te, før ’It’ stemplede humørbomberne som potentielt psykopatiske dræbermaskiner i børnevenlig forklædning.

Siden 1940 har Batmans ikoniske ærkefjende Jokeren udstillet samfundets løsslupne kriminelle vrangside igennem hysterisk klovnelatter og skræddersyet klovnekostume. Og Poltergeist’ (1982), ’Killer Clowns From Outer Space’ (1988), ’Halloween’ (1978) og ’American Horror Story: Freak Show’ (2014) er blot nogle af eksemplerne på film og seriegys med ækle klovnefigurer på tapetet.

Der er ældre eksempler fra Hollywoods unge dage: Skønt klovnen i den hyldede stumfilm ’He Who Gets Slapped’ fra 1924 godt nok var en stakkels kærlighedshungrende karakter, efterlader hans gyselige fremtoning ingen tvivl om, at Hollywood tidligt forstod at kapitalisere på klovnens mistænkelige dualitet.

Lon Chaney i ‘He Who Gets Slapped’ fra 1924.

Grædende eller glad – der er noget forlorent ved klovnens grotesk overdrevne følelsesudbrud, der hører en svunden præ-medie æra af dukketeatre og cirkusgøglere til.

Selvom Pennywise altså langt fra er ene gyserklovn i manegen, er han alligevel den værste af dem alle. Og i min bog en langt grummere filmskurk end gysermonstre a la indiefilmenes ’Blair Witch’-hekse, dæmoniske ’Annabelle’-dukker, motorsavssvingende Leatherface, diverse hævngerrige spøgelser i form af creepy børn med spilledåser og splatterliderlige Jigsaw med hans fiffige dødsfælder.

Sponsoreret indhold
Kæreste-lokkeri med Sara Hjort
‘Perfekte steder’-skuespilleren fortæller, hvordan hun lokker sin kæreste til at se film med hende. Hør om Saras tv-cravings her.

Pennywise er ikke udsprunget af tumultariske samfundspolitiske vinde som et forvrænget tidsbillede, ej heller ud fra et basalt ønske om at udforske det grusomme i menneskets destruktive natur igennem visuel ultravold.

I stedet – og det er meget værre – repræsenterer han vores alle sammens grundangst for at blive ladt alene, for ikke at blive forstået, set eller hørt, i barndommen såvel som i voksenlivet. Romanens voksenudgaver af de hjemsøgte børn er desillusionerede, ulykkelige skygger af deres idealistiske barnefantaster.

Tim Curry som Pennywise i miniserien ‘It’ fra 1990.

Pennywise bliver hængende, længe efter tv-serien og den nye films gyserbilleder er falmet. Når klovnen først har dig alene, og ensomheden runger for ørerne, er han nemlig også det, der rumsterer under sengen om natten eller får skabsdøren til at gå knirkende op helt af sig selv. Han er alle skyggernes mulige rædsler, når der ikke er trøst at hente i fællesskabet, og i lige så høj grad en mavefornemmelse af tøjlesløs eksistentiel angst, som han er en håndgribelig person.

Han mobber dig med din isolation og griner af din længsel efter nogle at dele dine frustrationer med.

Der er en klokkeklar grund til, at Stephen King gav sin superskurk kælenavnet ’It’: Pennywises svævende identitet er lige så kaotisk og dyrisk instinktdreven som Freuds mørke ’id’.

Beslægtet med Freddy Krueger

Den eneste gyserskurk, der for mig kommer tæt på at matche Pennywise skræmmepotentiale, er 80’er-djævlen Freddy Krueger.

Freddy og Pennywise har en del til fælles. Klovnen er rendyrket ondskab, der lige præcis ved, hvad der skræmmer dig allermest. Barneofrenes forældre kan ikke se ham, selv når han forsøger at slå dem ihjel inden for hjemmets fire vægge. Dermed bliver ideen om klovnen også forældregenerationens værste mareridt, når han gestalter børnelokkeren, der kan dukke op ud af ingenting i selv det mest hygsomme villakvarter.

Annonce

Samme egenskab har Freddy Krueger, når han plager hormonforvirrede teenagere på tærsklen mellem barn og voksen i deres drømme og slører skellet mellem virkelighed og mareridt. Den første ’A Nightmare on Elm Street’-film er fra 1984, før King udgav ’It’. Det er nærliggende at tro, at forfatteren kan have skævet til Freddys karakteristika, da han fremtryllede Pennywise fra blankt papir.

I Robert Englunds skikkelse er Freddy imidlertid en mere sorthumoristisk plageånd med en forkærlighed for seksuelt aktive unge – hvis kødelige lyster han vender imod dem – og et reelt grudge med rødder i en menneskelig fortid (han er et brandoffer vendt tilbage fra de døde).

Slipper aldrig sit tag

I en nylig artikel i Interview Magazine interviewer svenske Alexander Skarsgård sin lillebror Bill, der spiller Pennywise i den biografaktuelle ’It’. Alexander på 41 år husker selv, hvordan alle i skolen snakkede om klovnen fra ’It’. Bill på 27, som sjovt nok er født selvsamme år, miniserien kom ud, har ikke helt samme forhold til Pennywise.

»Hvordan har du det egentlig med, at du kommer til at skræmme en helt ny generation af børn?«, spørger Alexander.

Bill svarer: »Det er en underlig ting; Hvis jeg lykkes med det, jeg prøver på med karakteren, kommer jeg til at traumatisere børn… På et tidspunkt skræmte jeg nogle små børn på settet, mens vi filmede, så den ene begyndte at græde, og jeg tænkte: ’Holy shit, hvad er det jeg laver?«.

Bill Skarsgård i den nye filmatisering af ‘It’.

Den svenske skuespiller skal nok snige sig ind i mangt et mareridt efter ’It’, der står til at blive en stor, anmelderrost succes med en fortsættelse på tegnebrættet. Men om filmen så var snublet ud af starthullerne, havde essensen af Pennywise overlevet fint med eller uden Skarsgård.

Klovnen, der aldrig dør, er blevet mere end et filmisk og litterært skræmmebillede. Han er den lurende frygt, der aldrig helt slipper sit tag, så længe der stadig er mørke stormfulde nætter og ensomme ture ned i tomme vaskekældre.

Læs også: Anmeldelse: ‘It’: Vellykket klovnegyser genopliver dit værste mareridt

Sponsoreret indhold
Det lykkedes ikke, da ’Girls’ peakede …
... men nu er Sara Hjort endelig lykkedes med at komme på forkant på Lena Dunaham-fronten. Hør om hendes tv-cravings her.