»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More
Elisabeth Moss: »Jeg har ikke så høje tanker om mig selv«

Elisabeth Moss: »Jeg har ikke så høje tanker om mig selv«

Elisabeth Moss griner ikke. Hun fniser. Ikke sådan selvbevidst koketterende, ‘jeg ved godt, hvor cute jeg er’, men mere på den drilske skolepigeagtige facon, afvæbnende fjolleri fra den populære pige i klassen, som sidder i festudvalget, men heller ikke virker uopnåelig eller helt uden selvironi. Hun var kendt som præsidenten af den base camp, der udgjorde ‘Mad Men’-settet i et lille årti, mens hun selv har beskrevet sig som klassens klovn under optagelserne på den ellers rigeligt alvorsfulde ‘The Handmaid’s Tale’.

Lige nu fjoller hun med en banan foran en gruppe journalister på en hotelterrasse under Cannes-festivalen i maj, hvor hun er repræsenteret med Ruben Östlunds ‘The Square’, der et par dage senere vinder hovedprisen Guldpalmen, og som hun har en birolle i.

Mit trick er, at jeg lader, som om jeg er en god person under interviews

»Bliv nede, banan«, beordrer hun den uskyldige frugt, hvis efterladte skræl hun midt i et animeret svar får verfet op i luften med en hurtig bevægelse. Kort før har hun for sjov skældt nabobordet, hvor ‘The Square’s danske hovedrolleindehaver Claes Bang holder hof, ud for at larme for meget (»quiet pleeeeease!«).

Hun har journalisterne i sin hule hånd og er fuldkommen på toppen af situationen. Hun spiller spillet med naturlighed, selv om det måske ikke falder hende så naturligt, når det kommer til stykket.

»Jeg føler mig meget akavet, når det er meningen, at jeg ikke skal være akavet, som i talkshows, hvor jeg er meget nervøs. Jeg er nødt til at drikke en cocktail inden. Og mit trick er, at jeg lader, som om jeg er en god person under interviews. Jeg lader, som om at jeg er god til talkshows. Jeg lader, som om det er en rolle. Jeg spiller skuespil. Og det redder mig. Ellers ville jeg ryste«, siger hun lidt senere.

At gå ind i et mandebefolket rum

Den 35-årige skuespiller, der er født og opvokset i Los Angeles som barn af to musikerforældre, er blevet kaldt dronningen af peak tv, et andet ord for seriernes hyperproduktive guldalder. Vi så hende først som præsident Bartletts datter i politikerklassikeren ‘The West Wing’, hvor hun blandt andet blev kæreste med præsidentens taskemand og var offer for en dramatisk kidnapning. Allerede her demonstrerede hun nogle af de facetter, hun senere skulle forfine yderligere: En troværdig almindelighed og sødme med et stænk af farlighed, hvis omstændighederne tillader det.

Skal man kondensere Elisabeth Moss’ talent i én arketypisk sekvens, er det en scene, hvor hun med stædig stolthed går ind i et rum fuld af mænd, der ser (ned) på hende. Det har hun prøvet som Peggy Olson i gennembrudsrollen i ‘Mad Men’, som steg fra sekretær til copywriter og siden chef hos konkurrenten i Manhattans reklameverden, og som gang på gang mærkede de mandschauvinistiske piskeslag på egen ryg. Hun har også prøvet det som tjenerinden Offred i dystopien ‘The Handmaid’s Tale’, hvor hun tvinges til at dukke nakken i det patriarkalsk-repressive regime.

Og i ‘Top of the Lake’, der er aktuel med anden sæson, ‘China Girl’, hvor hendes politiefterforsker Robert Griffin i den grad også får kærligheden at føle fra mænd, der hader kvinder.

Elisabeth Moss pryder forsiden af det nyeste nummer af Soundvenue.

Så altså: Ingen kan gå ind i et rum inficeret af lumre, nedladende mandlige blikke som Moss – med forknyt værdighed og indestængt vrede. Won’t bow, don’t know how. Hun er blevet et slags underspillet feministisk ikon, selv om det slet ikke var tilsigtet.

»Jeg baserer ikke mine rollevalg på, om det er stærke kvinder, men jeg kan godt lide, når det flugter. Der sker bare noget spændende, når en stærk, intelligent og kompleks kvinde stiller spørgsmålstegn ved patriarkatet, om det er mændenes reklameverden i 60’erne eller et institutionaliseret patriarkat som i ‘The Handmaid’s Tale’«, siger hun under den sydfranske middagssol.

»Dog tror jeg, de bedste roller for mig er, når de viser kvinden for, hvad hun virkelig er: Et menneske. Kvinder er stærke og sårbare og kloge og naive og komplicerede«.

Ordinær – på den gode måde

Det er de fire ovennævnte, frygtindgydende stærke serier – ‘The West Wing’, ‘Mad Men’, ‘The Handmaid’s Tale’, ‘Top of the Lake’ – der har givet Moss sin dronningeudnævnelse.

»Den er jeg selvfølgelig smigret over. I ‘Mad Men’ var jeg den samme karakter i ni år, fra jeg var 23 til næsten 32. Det er bare en så stor del af mit liv, og jeg forandrede mig så meget i løbet af serien. Og karakteren ændrede sig, efterhånden som jeg ændrede mig. Det er en af grundene til, at jeg elsker tv så meget og konsekvent omfavner det«, siger hun.

»Men egentlig prøver jeg bare at kigge efter gode manuskripter. Det har været min rettesnor hele vejen igennem. Og så med en god portion held involveret«.

Men heldet står den kække bi. Og man må tage hatten af for, hvordan Elisabeth Moss er trådt ud af ‘Mad Men’-skyggen. Man kan fodre svin med skuespillere, som aldrig kommet videre efter en karrieredefinerende rolle, der bliver allemandseje. For mange venter en karriere fuld af variationer over samme figur. Men Moss transcenderede hurtigt og effektivt den lidt tilknappede skrivenørd Peggy.

Elisabeth Moss i ‘The Handmaid’s Tale’. (Foto: Take Five/Hulu)

Skal man finde tværsnittet i hendes roller handler det om en gennemført naturlighed på overfladen og noget uregerligt, der rumsterer lige under: Noget aggressivt, hævnlystent, hudløst, liderligt eller rablende, som gør desto større indtryk, fordi udgangspunktet er så… gennemsnitligt.

Som David Dencik, der har en stor rolle i ‘Top of the Lake: China Girl’ over for Moss, udtrykker det:

»Det er ofte ret tydeligt, når man er kvindelig skuespiller i Hollywood, og man er meget køn, så skal man hele tiden være bedårende smuk, lave reklame for en parfumeflaske og holde sig ved lige med botox. Men hun er meget mere ordinær – på en virkelig god måde. Og det bruger hun også, når hun spiller. Hun har en evne til at kombinere noget feminint med noget maskulint. Hun er ikke poserende, hun er ikke forfængelig på en måde, der forhindrer hende i at spille rollen. Det er en ret sjælden kvalitet hos kvindelige skuespillere, som får så meget skærmtid, som hun får«, siger han.

»Jeg er lige begyndt at se ‘The Handmaid’s Tale’ også, og hun har en mærkelig power og kraft – og en aggressivitet, som også er skøn at se på. Det kunne hurtigt have handlet om bare at se yndig eller forvirret ud«.

Elisabeth Moss som politiefterforsker i ‘Top of the Lake: China Girl’.

Dencik husker, at de grinede meget sammen under prøverne, hvilket passer hans eget temperament godt. Men også, at hun arbejdede med stor alvor på settet, hvilket måske ikke er så mærkeligt i en serie, hvor hun efterforsker mordet på en prostitueret, prøver at tilnærme sig sin nu halvvoksne datter, som hun fik efter en voldtægt, og samtidig plages af en række traumatiske oplevelser fra sæson 1.

»Det er ikke så usædvanligt, at stjernerne lukker sig lidt om sig selv under optagelserne, og hun gik også nogle gange rundt med høretelefoner på, før vi skulle filme. Du skal tænke på, at hun laver en kæmpe rolle i ‘Top of the Lake’. Hun skal fylde hele lærredet ud, og det ved hun godt«, siger den dansk-svenske skuespiller.

»Men det var også hende, der gav alle på holdet politikasketter med ‘Top of the Lake’-logo på i afskedsgave. Det siger også noget om, at hun godt ved, hvordan folk knokler for hende«.

Passionerede paparazzier

Selv er Elisabeth Moss påpasselig med at tage skuespillet alt for seriøst. Der er noget absurd i, at hun står op hver morgen og tager andres tøj på og lader, som om hun er en anden, mener hun. Det er kun skuespillere og strippere, der gør det, som hun engang har bemærket til New York Magazine.

Faktisk mener hun, at den afslappede tilgang kan bruges i hendes roller.

(Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Elisabeth Moss – kort fortalt

Født i 1982 i Los Angeles som datter af to musikerforældre.

Ville oprindeligt være danser og gik på balletskole i New York, inden hun forfulgte skuespilkarrieren.

Hun havde sin første skuespilrolle allerede som otteårig i miniserien ‘Lucky Chances’.

Hun var med i syv afsnit af tv-serien ‘Picket Fences’ (1992-95) og havde derefter løbende roller i eksempelvis ‘Girls Interrupted’ og Ron Howards ‘The Missing’, før hun fik en fast tjans som præsidentdatter i ‘The West Wing’.

Fik sit store gennembrud i ‘Mad Men’, vandt en Golden Globe for ‘Top of the Lake’ og en Emmy sidste år for ‘The Handmaid’s Tale’.

Blev gift komikeren Fred Armisen i oktober 2009 og separeret fra ham i juni 2010.

»Man kan ikke have for meget ego, hvis man skal være en god skuespiller. Selvbevidsthed er den første ting, man kan se i dårligt skuespil«, siger hun i Cannes.

»Uanset hvad du laver – uanset hvilken rolle det er, om du er sårbar og græder eller er vred eller skal være sjov, er man nødt til ikke at have det store ego fremme. Og jeg har ikke et stort ego«, siger hun og griner. »Jeg har ikke så høje tanker om mig selv!«.

Det virker ikke som falsk beskedenhed, når hun siger det. Fordi hun samtidig illustrerer, hvor bizar den verden, hun er havnet i, kan være, uden at falde i klicheer som at det hele bare er hårdt arbejde, og at hun i virkeligheden ikke duer til noget. Som når hun i forbifarten nævner, at en stor del af livet som berømthed handler om at »tisse på et mobilt lokum og prøve at fixe sin kjole«. Eller når hun fortæller om buzzen på den røde løber, der er en stor del af Cannes-festivalen.

»Røde løbere er meget akavede og skræmmende, og jeg ved ikke, hvor jeg skal anbringe mine ben, og jeg føler, at mit hår er dumt. Men her i Cannes fik jeg gåsehud! Der er ingen interviews, men i stedet bare musik. Jeg følte, jeg var med i en film! Eller at jeg var en model på catwalken, just working it! Og jeg elsker de franske paparazzier, for de er så varme og entusiastiske, og hvis man gør et eller andet, bliver de virkelig begejstrerede omkring det. Meget passionerede. Jeg anede ikke, at jeg ville elske det så meget!«.

Mange af hendes amerikanske stjernekollegaer (hovedparten) ville man have sværere ved at tage seriøst, hvis de prøvede at underspille deres eget ego.

Men det er nok hele hemmeligheden bag, at Moss er med i ‘The Square’. Svenske Ruben Östlund er nemlig – ikke helt ulig Lars von Trier – kendt for sin opslidende metode, hvor skuespillerne indspiller de samme scener op mod 100 gange, så han til sidst får et fuldstændigt afskrællet, ukunstlet bud.

»Jeg havde set hans ‘Force Majeure’ året forinden, som jeg elskede. Han ledte ikke efter engelsksproget cast, så jeg syntes bare, det var cool at møde ham. Men så endte jeg med at få rollen«, siger hun om filmen, hvor hun spiller en journalist, der først interviewer og siden knalder med Claes Bangs mere og mere pressede museumskurator.

»Det var en af de mest udfordrende oplevelser i mit liv. I USA arbejder vi 12 timers dage, nogle gange 16-17 timer. Min arbejdsuge på ‘The Handmaid’s Tale’ var 95 timer. I Europa er det otte timer om dagen, så jeg tænkte, det er jo en ferie! Men så gik det op for mig, hvorfor man kun arbejder otte timer med Ruben. Det er hårdt. Og man improviserer konstant, man tænker konstant, man kigger ikke på sin telefon, man er ikke over ved bordene og spise snacks, man arbejder, arbejder, arbejder hele dagen. Og man kan kun gøre det i otte timer. Det er faktisk meget sværere end at arbejde 15 timer i USA«.

Elisabeth Moss spiller over for danske Claes Bang i omkring tre scener i ‘The Square’.

På forhånd havde Ruben Östlund advaret hende om, hvordan hun ville reagere i løbet af optagelserne.

»Han sagde, at man først ville synes, man gjorde det rigtigt godt, og så bryder man lidt sammen, og pludselig tænker man, det her er forfærdeligt, vi kommer aldrig i mål. Og så går det langsomt opad igen, indtil man finder ud af, hvad scenen skal være. De sidste takes, man laver, er dem, der normalt ender i filmen, og man forstår, hvorfor man gik gennem alt det de sidste syv timer. Det var præcis, sådan det var«, fortæller hun.

Ruben Östlund og Claes Bang havde filmet i tre en halv måned, da Moss landede på opdagelserne i Sverige.

»Jeg var ved at være godt slidt i det. Mange i filmen er ikke skuespillere, og de var vildt fede at arbejde med. Men da hun kom de sidste ti dage, kunne jeg alligevel godt se, at hun havde lidt flere værktøjer i kassen. Hun var et pust af frisk luft i systemet«, fortæller Claes Bang, der i én af de lange scener slås med Moss om et brugt kondom, som han er bange for, hun vil gemme af graviditetsspekulative årsager.

»Vi var færdige af grin i den scene. Og hendes evne til at glide ind i denne særlige måde at optage på helt uden problemer, var jeg rimeligt imponeret af. Det kræver et ekstremt modtageligt apparat at gøre det. Hun har en legende tilgang, som stadig er professionel og har bund, men som også virker meget let og kommunikerende«.

Scientology – off limits

Elisabeth Moss er medlem af Scientology. Ingen om bordet i Cannes – eller ved andre interviews i de senere år – tør spørge. Der er ikke nedlagt forbud mod emnet, men det virker for intimt selv i nysgerrige journalisters øjne.

Indeni tænker alle dog nok det samme: Det virker helt sort. Stikker fuldstændigt af fra alt, hun ellers står for. Og kritikken af, at hun på den ene side agiterer for ligestilling, fritænkning og demokrati i forbindelse med ‘The Handmaid’s Tale’ og på den anden side er medlem af en så kontroversiel og, vil mange sige, undertrykkende trosretning, har genlydt på nettet.

Selv har Moss været tavs. Hun ønsker tydeligvis ikke at lave en Tom Cruise og blive poster-girl for religionen. Og hun ved, at det trækker overskrifter, hver gang hun så meget som kommer med antydninger om sit forhold til kirken. Som nu i august i år, efter hun svarede en Instagram-følger, som spurgte, om ‘The Handmaid’s Tale’ fik hende til at genoverveje sit forhold til religionen, eftersom »både Gilead og Scientology mener, at alle udefrakommende kilder (aka nyheder) er forkerte eller onde«.

Rollen som Peggy, der starter som sekretær og ender som en af reklameverdenens spidser, blev Elisabeth Moss’ brede gennembrud.

»Det er faktisk slet ikke sandt om Scientology«, svarede hun. »Religiøs frihed og tolerance og forståelse af sandheden og lige rettigheder for alle racer, religioner og tro er ekstremt vigtigt for mig. Nok den vigtigste ting. Og derfor ramte Gilead og ‘The Handmaid’s Tale’ mig på et meget personligt niveau. Tak for det interessante spørgsmål«.

Der er heller ingen grund til at tro, at Moss er det mest fanatiske medlem af kirken. Hendes forældre var scientologer, og hun er således opvokset i troen. Hun har tidligt i karrieren udtalt, at Scientology hjælper hende personligt, at kirken ikke er mod homoseksuelle, og den er stærkt misforstået i medierne. De senere år har hun dog ikke haft lyst til at snakke om emnet.

»Jeg har sagt, hvad det betyder for mig, og alle kan finde det, hvis de vil vide, hvad jeg føler. Men nu er det privat, off-limits«, sagde hun til New York Magazine i 2014 og udviste forståelse for, at mange er skeptiske over for det, de ikke kender til eller forstår.

Forbillederne med de lange karrierer

Man kan spekulere i, om Scientology-tilknytningen afslører et mørke i den ellers så humørfyldte base camp-leder, som hun trækker på, når hun skal fremkalde sine karakterers ofte fremtrædende indre uro. Men det er ren spekulation, og mere er der vel ikke at sige om det.

Hendes præstationer kan meget vel også bare være udslag af en uformidlet adgang til hendes følelseslivs mange tangenter, som det gælder for mange skuespillere. Selv om hun spiller rollen som afslappet filmstjerne til et selvtillidsfuldt 12-tal under interviewet, bemærker selv hun sin sensitive side.

»Hvis nogen gør noget ondt mod mig, bliver jeg virkelig oprørt. Jeg bliver virkelig såret. Jeg kan være ret følsom. Hvis jeg for eksempel kører bil og vil skifte bane, men et røvhul lukker mig af, så bliver jeg utroligt oprevet. Jeg tager det meget personligt. ‘Jeg ville have ladet dig komme ind! Det ville jeg have gjort for dig«, siger hun og spiller levende situationen for journalisterne, så man næsten bliver helt indigneret på hendes vegne over det hypotetiske scenarie.

Uanset hvad er der ikke mange lyserøde skyer og florlette budskaber i de fortællinger, Moss medvirker i. Da Jane Campion prøvede at overtale hende til at lave en ny sæson ‘Top of the Lake’, insisterede Moss på, at den skulle være mere dyster end første sæson.

»Det var mit krav. Det skal være mørkere, det skal være værre«, fortæller hun.

Elisabeth Moss i en af sine udfordrende roller i amerikanske indie-film: I Alex Ross Perrys syrede ‘Queen of the Earth’, hvor hun spiller over for Katherine Waterston.

Siden ‘Mad Men’ nærmede sig slutningen, har hun da også opsøgt nogle af de mest interessante indie- og arthouse-filmskabere i den engelsksprogede hemisfære lige nu – som misantropen Alex Ross Perry i ‘Listen Up Philip’ og ‘Queen of the Earth’, hvor Moss er mere enigmatisk end nogensinde, Charlie McDowells sci-fi-parforholdshistorie ‘The One I Love’ over for Mark Duplass og britiske Ben Wheatleys kompromisløse sci-fi-dystopi ‘High Rise’ over for Tom Hiddleston.

Det antyder en skuespiller, der har andet end ‘Begin Again’ og ‘Me Before You’ i Netflix-køen.

»Jeg var lidt af en cinefil i mine yngre dage«, forklarer hun. »En dejlig ting, som jeg er glad for, jeg gjorde som teenager, og som jeg vil anbefale alle spirende skuespillere, er, at jeg så alle de film, man ‘bør’ se. Fransk nybølge, Fellini, Bergman. Det skabte virkelig et grundlag for, hvad stor filmkunst skal være. Filmkunst, som vi ikke ser så tit, slet ikke i USA«.

Hun synes at have udstukket en klar retning for sin karriere, og hendes forbilleder er også de hæderkronede kvindelige skuespillere, som veksler mellem store og små produktioner med integriteten i behold.

»Dem, jeg beundrer mest, er generelt lidt ældre end mig, og jeg vil gerne have lange karrierer som dem. Kristin Scott Thomas, Hellen Mirren, Jessica Lange. De har været gode til at vælge projekter. Og Maggie Smith, hun er nok min yndlingsskuespiller i hele verden. Fucking brilliant«.

Men tror man, det er derfor, hun endnu ikke har en stor Hollywood-basker på cv’et, kan man godt stoppe sin idealistiske verdensforestilling tilbage i tasken. Hun er nemlig slet ikke blevet spurgt. Og når man udfritter hende, hvad hun ville svare til sådan et tilbud, svarer hun uden tøven.

»Jeg ville sige JA«.

Hun sender hun et drillende forurettet blik, der antyder, at svaret var givet på forhånd, og tilføjer så:

»Jeg har altså regninger at betale«.

Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1

Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1