’Jul i republikken’: Det er stadig pinligt for DR efter impulsiv teateropsætning

Vi er ikke gået glip af et satirisk mesterværk med DR’s pludselige aflysning af radiojulekalenderen ‘Jul i republikken’. I hvert fald ikke, hvis man skal dømme efter Aveny-T’s opsætning onsdag aften, der ifølge programmet er skabt »frit efter en nedlagt julekalender«. Således får vi både uddrag af selve julekalenderen læst op af de originale skuespillere og lidt af historien om processen bag.

Instruktør Lotte Svendsen lægger ud med at præsentere skuespillerholdet – blandt andet Mette Horn som Dronning Margrethe, Claes Bang som Prins Henrik, og Georg Metz som fortæller – der stiller sig hen foran mikrofonerne og begynder at spille scenerne. Vi starter med et folketingsvalg, hvor monarkiet afskaffes. Johanne Schmidt-Nielsen er valgt til præsident og meddeler kongefamilien, at de skal forlade Amalienborg, men er blevet tildelt en bolig i Urbanplanen på Amager.

Oplæsningen afbrydes jævnligt af en »DR-medarbejder«, der træder ind på scenen. Han beder Lotte Svendsen skrive Johanne Schmidt-Nielsen gradvist længere ud af serien, og til sidst må hendes navn slet ikke nævnes, heller ikke mellem linjerne. Imens bliver de allerede berømte e-mails fra DR’s ledelse til Lotte Svenden blæst op på scenen.

Den groteske proces præsenteres vittigt, og det er især disse pausescener, som publikum griner og klapper af. Der er god stemning i salen – og stor applaus, da Johanne Schmidt-Nielsen udråbes som styrets første præsident. Man fornemmer en klar sympati over for skabernes protest over at være blevet dømt ude som røde lejesvende. »Jeg er ikke en rød lejesvend, jeg er bare kværulant«, siger Georg Metz. Og som en omfavnelse af den påståede venstresnoning slutter forestillingen med, at vi synger ’Arbejdsløs jul’ som fællessang.

Desværre er selve julekalenderen kun lidt sjov. Jeg grinede cirka fem gange plus et par tøhø’er i løbet af de cirka fem kvarter. Kalenderen er sjovere i idé end udførsel. Kongefamilien på Amager er et skægt koncept, og der var gode takter til satire over blandt andet arbejdsløshedssystemet og familiesammenføring, som Kronprins Frederik løber panden ind i muren på. Frederik og Mary har rejst for meget for at have størst tilknytning til Danmark. Og da han på jobcenteret siger, at han gerne vil arbejde, beder jobkonsulenten ham tænke på, at der også sidder et menneske på den anden side af bordet, som ikke har et job, hvis han kommer i arbejde med det samme.

Det sjoveste er dog det uden om kalenderen: Claes Bang, der ikke kan holde masken – hans Prins Henrik-stemme er også sjov – og skildringen af DR-ledelsens indblanding.

Serien er egentlig ikke specielt kritisk over for kongehuset. Den udstiller paradokset i, at de kongelige lever på overførselsindkomst, og at de er hævet over de regler, vi andre skal leve under. Men grundlæggende fremstilles de som sympatiske mennesker. Dronning Margrethe og Prins Henrik får endda en sød slutscene, hvor Henrik siger, at han alligevel gerne vil ligge sammen med hende i sarkofagen.

Jeg kan godt forestille mig, at kalenderen ville fungere fint i fem minutters doser, mens man gør sig klar om morgenen. Og den var ikke dårligere end så meget andet. Så selvom det er formildnende, at kvaliteten rent faktisk kan diskuteres, ser sagen stadig enormt pinlig ud for DR.