En ny epoke er skudt ind i dansk film – men alt for få har opdaget det

En ny epoke er skudt ind i dansk film – men alt for få har opdaget det

Vi skal ikke længere tilbage end juni 2017, før DR2 Deadline bragte et indslag med vinklen: »Der bliver talt meget om krise i dansk film. Men hvor slemt står det egentlig til?«

Dansk film var med kunstneriske briller i en sløj forfatning, det var mange iagttagere enige om for blot ni måneder siden. Der blev spillet på det sikre, på filmatiseringer og historiske dramaer, og man sukkede længselsfuldt efter de nye navne, der kunne erstatte Lars von Trier-generationen, som slog igennem med dogmefilmene i slutningen af 90’erne, imponerede ved både billetluger og festivaler og stadig sidder på toppen af dansk film, hvis de da ikke for længst er rejst på eventyr i England eller USA.

Der en nerve i disse film, som repræsenterer meget af det, man har savnet i mere end et årti

Men allerede dengang, Deadline-indslaget blev sendt, ulmede det i den hjemlige filmmuld. Og årets to store danske filmpriser tegner tendensen tydeligt op. Ved filmbranchens egen pris, Robert-showet i februar, var tre af de nominerede for bedste instruktør debutanter, mens de to resterende blot havde lavet deres anden film. Og op til filmkritikernes Bodil på lørdag gør et tilsvarende billede sig gældende, idet alle fem nominerede til Bedste film er første- eller andengangsbedrifter: Annika Bergs ’Team Hurricane’, Christian Tafdrups ’En frygtelig kvinde’, Mehdi Avaz’ ’Mens vi lever’, Fenar Ahmads ’Underverden’ og Hlynur Palmasons ’Vinterbrødre’.

Kvalitetsmainstreamfilm af den slags, der tidligere ville have været sikre nomineringskort – ’Du forsvinder’, ’Gud taler ud’, ’Den bedste mand’ – er til gengæld stort set blevet forbigået.

Vi befinder os simpelthen i det mest interessante danske filmmoment i 20 år. Der er energi, der er nytænkning, der er store talenter, der er glimrende film. Det er bare, som om det ikke rigtigt er blevet opdaget endnu.

Dansk films nye indie-scene

Talenternes triumf er den foreløbige kulmination på de lovende takter, der kunne spores allerede i 2016, hvor Ali Abbasis arthorrorfilm ’Shelley’, Tafdrups surrealistiske ægteparsportræt ’Forældre’ og Puk Grastens impressionistiske ’37’ anviste en anden, mere visuelt og fortællemæssigt eksperimenterende vej, end det har været normen.

Med streg under foreløbig kulmination. For når jeg så skråsikkert vil hævde, at vi står over for noget skelsættende og ikke bare en heldig omgang ’en-to-tendens’, skyldes det den omfattende række af interessante debutfilm, der møder et publikum det kommende års tid:

Milad Alamis ’Charmøren’ om en flot og tiltalende flygtning, der scorer danske damer i håb om et ægteskab, som sikrer ham statsborgerskab i Danmark. Gustav Möllers ’Den skyldige’ om en politimand på en alarmcentral, der indrulleres i et heftigt drama, efter han får et opkald fra en kidnappet kvinde. Isabella Eklöfs ’Holiday’ om en ung søgende kvinde, der er trofæ-elsker til en kynisk dansk gangsterboss på den tyrkiske solkyst. Rasmus Kloster Bros ’Cutterhead’ om en pr-medarbejder, der indespærres dybt nede i metrobyggeriet sammen med to udenlandske arbejdere efter en ulykke. Martin Skovbjergs ungdomsfilm ’Brakland’ om et venskab mellem en københavnsk tilflytter og en uregerlig og gådefuld teenager i en sjællandsk provinsby. Malene Chois CPH:DOX-aktuelle ‘The Return’, der eksperimenterer i grænsefeltet mellem dokumentar og fiktion. Og Kasper Kalles ’Christian IV – den sidste rejse’, et kammerspil mellem kongen og hans ekskone Kirsten Munk i en karet kort før førstnævntes død.

I Rasmus Kloster Bros kommende ‘Cutterhead’ spærres en ung kvinde (Christine Sønderris) inde i metrobyggeriets undergrund.

Det er en broget forsamling, men på hver deres måde er der en nerve i disse film, som repræsenterer meget af det, man har savnet i mere end et årti. Eller som den unge producer bag ’Christian IV’, Claudia Saginario fra Good Company Films, udtrykker det:

»Der er en kæmpe energi i det danske filmmiljø lige nu. Vi ser en ny generation, som bare tordner afsted«.

»For første gang oplever man, at der er en indie-scene i dansk film«, supplerer et den nye generations helt store talenter, fotografen Jasper Spanning, der har filmet ’Den skyldige’.

»Det skyldes selvfølgelig de tekniske faciliteter, der er blevet meget mere tilgængelige, men også at de yngre generationers tilgang til medier har ændret sig meget. Og af alt det kommer en anden stemme og folk, som vil ud med andre typer historier. Det gode er, at det føles som en naturlig udvikling båret af autentiske fortællere, ikke som en strømning, som er i protest eller definerer sig i modstand til det etablerede«, siger han, mens instruktøren bag ’Cutterhead’ Rasmus Kloster Bro er inde på noget tilsvarende:

»Det er ikke et opgør, men mere sådan at jeg ikke selv har været interesseret i den type film, der har domineret dansk film. Jeg har et andet sprog og vil stimuleres audiovisuelt på en anden måde«.

Genreglæde og underholdningsappel

Tilbage i slutningen af 2011 bragte Filmmagasinet Ekko en artikel under overskriften ’Generation Hvem’, som jeg selv var med til at redigere, og som efterlyste et skud vildskab og generationsdefinerende fællesskab hos den årgang, der på det tidspunkt netop havde debuteret uden (med visse undtagelser som Tobias Lindholm, Michael Noer og Martin Zandvliet) at gøre meget væsen af sig.

»Hvem skal tegne dansk film i fremtiden? Er det generationen, der debuterer i disse år? I så fald skal de ud af busken, hvis de ikke skal ende som Generation Hvem«, lød det i artiklen.

Den nye generation, som bryder igennem i disse år, står bag en række mere helstøbte og originale film end de film, vi beskæftigede os med dengang. For de flestes vedkommende udgør deres film ikke blot konturerne af en kunstner to watch, men vellykkede værker med saft og kraft i egen ret. Ikke siden dogme er så mange instruktører debuteret inden for et så kort tidsrum med så stor selvtillid og originalitet – og med film, der på hver deres møde føles som noget friskt og vibrerende, som noget andet end det, der har defineret den danske filmscene i årevis.

Men er der derudover noget, der samler den nye generation – som generation?

Rudi Køhnke og Rosalinde Mynster som de unge Christian IV og Kirsten Munk i flashbacks i Kasper Kalles ‘Christian IV’. (Foto: Jason Idris Alami)

Det er indlysende, at filmene er ekstremt forskellige. Der er langt fra historisk kammerspil i ’Christian IV’ til aktuel satire i ’En frygtelig kvinde’, klassisk melodrama i ’Mens vi lever’, mystificerende arthouse i ’Vinterbrødre’ og fragmenteret collageæstetik i ’Team Hurricane’.

Skal man sige noget helt overordnet – og måske derfor også lidt flyvskt – om, hvad der binder dem sammen, er det en kompromisets kompromisløshed. Filmene er kommet til verden med meget begrænsede ressourcer i bagagen, som skaberne har fået til at leve med stramt komponerede koncepter, eksempelvis at lade filmene udspille sig på én location, som vi ser det i ’Den skyldige’ (alarmcentral), ’Christian IV’ (hestevogn) og ’Cutterhead’ (undergrund), eller ved på ukuelig vis at få filmene til at se langt dyrere ud, end de faktisk er (’Underverden’, ’Charmøren’, ’Mens vi lever’).

Mange af filmene er lavet på en energi og en viljestyrke, som kan sammenlignes med det, dogmefilmene kom frem med i sin tid. Filmskabere som Annika Berg og Hlynur Palmason mødte betragtelig skepsis, da de først pitchede henholdsvis ’Team Hurricane’ og ’Vinterbrødre’, Christian Tafdrup skider højt og flot på enhver form for politisk korrekthed, og Fenar Ahmad har bragt storskrydende hiphopattitude ind i dansk film. Flere af instruktørerne er dygtige til den iscenesættelse uden for biografen, som kan være givtig, når man skal manifestere sig som nyankommet kunstner.

Jeg synes også, der i den nye generation er en vilje til at underholde, en rækken ud mod publikum. De fleste af filmene er intense oplevelser, ’Den skyldige’ og ’Cutterhead’ holder tilskueren i et klaustrofobisk jerngreb, så man først trækker vejret, når rulleteksterne rammer lærredet, ’Team Hurricane’ er fuld knald og in your face, ’En frygtelig kvinde’ skærer humoren og dramaturgien ind til benet, ’Mens vi lever’ er ublu melodrama på den store klinge. Flere af filmene benytter sig af markante twists i sidste akt.

Vi havde lyst til at sprede os ud, til at arbejde med genrefilm, high concept-historier, larger than life

Jeg har ikke kedet mig mange sekunder gennem disse film, og det virker, som om skaberne selv er optagede af, at deres film skal besidde en let afkodelig attraktionsværdi. Vi taler ikke om 10 minutters indstillinger af græsset, der gror, eller tre timers kontemplationer over menneskets ensomhed eller kunstnerens lidenhed – selv en typisk festivalfilm som ’Holiday’ er stærkt og bevidst provokerende, både i hovedkarakterens passive facon og med en dybt grænseoverskridende voldtægtsscene.

»Der er stor forskel på dem, men der er en lyst til publikum, til at åbne sin film op, samtidig med at man er tro mod sig selv. Man er ikke bange for genregreb, men mikser det op med en særlig kant«, forklarer leder af Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen, Mette Damgaard-Sørensen.

Ali Abbasis arthouse-horrorfilm ‘Shelley’.

Den umiddelbare underholdningsværdi hænger blandt andet netop sammen med et med mere tolerant forhold til genregreb, end vi nogensinde har set i dansk film. I punkt 8 i dogmebrødrenes såkaldte kyskhedsløfte fremgik det trods alt, at »genrefilm accepteres ikke«, og i de efterfølgende år flirtede mange danske film primært med middelklassens naturalistiske problemer, mens Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg med ’Kongekabale’ stod som dansk films eneste og meget eksotiske genredrenge. Nu oplever vi actionbrag i ’Underverden’, thriller i ’Den skyldige’, katastrofefilm i ’Cutterhead’, horror i ’Shelley’.

»Vi fandt ud af, at når vi kiggede på plakaterne i biografen, så var der en ekstrem diversitet, men dansk film befandt sig ofte i to-tre genrer«, som en af den nye generations centrale producere Jacob Jarek, der står bag både ’Underverden’ og ’Shelley’, siger. »Vi havde lyst til at sprede os ud, til at arbejde med genrefilm, high concept-historier, larger than life – alt det, udenlandske film tidligere har haft patent på«.

Svensk invasion

I den nye bølge er der stor tematisk variation. Flere af filmene handler om mennesker, der bliver skubbet helt ud på kanten og konfronteres med deres undertrykte dyriske drifter – ’Cutterhead’, ’Underverden’, ’Vinterbrødre’’ ’Shelley’ – men det er jo ikke så usædvanligt dramastof. Pressede mænd står i centrum for adskillige af historierne, og to af filmene tematiserer køn på dristig vis, ’En frygtelig kvinde’ og ’Holiday’. Den danske ungdom har endelig igen fået troværdige og moderne repræsentationer i Kasper Rune Larsens charmernede slackerfilm ’Danmark’, ’Team Hurricane’ og ’Brakland’.

Vi oplever nu også flere markante filmstemmer med indvandrerbaggrund, som skildrer det at være fremmed i Danmark på tankevækkende vis, langt fra den elendighedssvælgende realisme, der ofte har været indpakningen til det socialkritiske filmstof.

Det gælder Fenar Ahmad, der i den slagkraftige ’Underverden’ behandler splittelsen mellem de mellemøstlige rødder og det nye liv i Danmark, og det gælder Milad Alami, der er født i Iran, opvokset i Sverige og uddannet i Danmark, og som i ’Charmøren’ udfolder en flygtnings desperation med en yderst elegant, overraskende og følsom historie.

Ardalan Esmaili i hovedrollen i Milad Alamis ‘Charmøren’. (Foto: Jason Idris Alami)

I det hele taget er der en fin mangfoldighed blandt de nye instruktører. Også ’Shelley’-instruktør Ali Abbasi og Avaz-brødrene bag ’Mens vi lever’ har rødder i Iran, før de kom til henholdsvis Sverige og Danmark, og i det hele taget er der stor svensk tilslutning blandt de danske debutfilm: Også de dansk filmskoleuddannede Gustav Möller og Isabella Eklöf kommer fra broderlandet, og de får konkurrence fra Island, hvor man krydser fingre for, at de sanselige talenter bag ’Vinterbrødre’ (Hlynur Palmason) og den dansk-islandske ungdomsperle ’Heartstone’ (Gudmundur Gudmundsson) får store karrierer med afsæt i Danmark).

Endnu er der flest mænd blandt debutkometerne, men de meget distinkte stemmer Annika Berg, Eklöf og Choi venter på følgeskab fra talenter som Josefine Kirkeskov og Marie Grahtø, der begge arbejder på deres første film, henholdsvis ’Lifeboat’ og ’Teenage Jesus’.

Endelig er det en fornøjelse at se, hvordan de nye filmskabere både kommer fra Filmskolen, de alternative filmskoler Super16 (Rasmus Kloster Bro, Fenar Ahmad m.fl.) og Super8 (Kasper Rune Larsen) og de helt alternative veje: Mehdi Avaz, Martin Skovbjerg og Christian Tafdrup er selvlærte med hver deres unikke indgang til instruktørstolen.

Trætte af socialrealismen

Noget af det mest velgørende i den nye bølge er, at den billed- og lydlige dimension igen er trådt i forgrunden, ofte på en pågående, nærmest aggressiv facon. Manuskriptet har i en årrække været kongen af dansk film, og selvom vi er blevet henført af smukke billeder, har den stilistiske dimension stort set altid føltes underordnet historien som skrevet på siden – som et aspekt, der ikke skulle tiltrække for meget fokus i sig selv.

»Høj visualitet er ikke det, der har kendetegnet dansk film tidligere. Den nye generation er gode til at finde filmiske greb, der løfter den snævre ramme, og flere af de nye film viser, at man kan lave billige film, som er meget visuelle og ikke nødvendigvis er bundet op på et håndholdt kamera«, som fotograf Jasper Spanning udtrykker det. Mette Damgaard-Sørensen fra New Danish Screen siger:

»Mere end at tænke, at manuskriptet skal illustreres, så er billedet en del af det fra start med de nye instruktører. Der er en stor lyst til at udvikle fortællingen på anden måde, og vi har flere udviklinger, hvor det filmiske udtryk undersøges parallelt med udviklingen af historien, ligesom det virker, som om fotograferne og instruktørerne arbejder tættere sammen«.

Stiliseret dans i starten af Isabella Eklöfs ‘Holiday’.

I ’Holiday’ blander Eklöf en bevidst amatøristisk æstetik med højstiliserede tableauer, der kan minde om blikket hos store arthouse-auteurs som Carlos Reygadas og Claire Denis. ’Team Hurricane’ er hidsig stream of consciousness med både videoæstetik og intime bekendelsesklip, og Annika Berg arbejder slet ikke med et traditionelt manuskript, men i stedet med et visuelt oplæg. ’Vinterbrødre’ slås an af et lydmæssigt overvældende ridt ned i kalkminerne, og det er mere hele miljøet, stemningen, produktionsdesignet og billederne, man husker, end selve historien. Også Hlynur Palmason arbejder helt fra start af med videodagbøger, som supplerer manuskriptet.

Selv i de mere konventionelle fortællinger suger billed- og lydsiden publikum ind på overbevisende vis. ’Underverden’ er visuelt ambitiøs, særligt i det utrolige åbningsskud fra himlen ned mod to gangstere i en bil på Vesterbrogade. Arbejdet med lys og skygge i ’Den skyldige’s ellers så anonyme omgivelser på alarmcentralen tilføjer altafgørende facetter til karakterportrættet. Selvom ’Christian IV’ i det store hele er en samtale mellem to ældre mennesker i kareten, bruger Kasper Kalle opfindsomme visuelle greb til at få fortiden til at leve, suppleret af moderne musik på lydsiden.

Og selvom ’Brakland’ står på skuldrene af de store danske ungdomsfilm fra 70’erne, har den en frenetisk aggression over sig, som minder mere om Gaspar Noé eller Romain Gavras end om Søren Kragh-Jacobsen, underbygget af et hårdtpumpende elektronisk score fra instruktør Skovbjergs eget band, Av Av Av, der ligesom Jens Ole McCoys musik til ’Underverden’ er moderne milepæle i dansk filmmusik.

Vilmer Trier Brøgger med gevær i Martin Skovbjergs ungdomsfilm ‘Brakland’. (Foto: David Gallego)

»Jeg tror, at mange af de unge instruktører har været trætte af, at lowbudget skulle ligne lort. De har været trætte af socialrealismen og vil gerne lave noget, der både ser godt ud og er spændende«, siger producer Claudia Saginario.

Det er selvfølgelig debutantens privilegium at kunne freake frygtløst ud, at prøve nye ting, men det er ikke desto mindre en befrielse – og en altafgørende ambition, hvis filmkunsten skal kunne konkurrere mod tv-serie-formatet, der sjældent eksperimenterer æstetisk, men til gengæld fortæller medrivende historier. Filmmediet skal kunne noget andet, noget mere, hvis folk skal betale 90 kroner for biografbilletten.

Rasmus Kloster Bros metode er symptomatisk for generationens tilgang til det visuelle niveau:

»Jeg tror, mange af os kigger på manuskriptet som en huskeliste. Det er det dokument, som alt vores arbejde drypper ned i, frem for den anden vej, hvor manus er det, der forløses eller løftes op. Mit eget temperament er meget hands on, jeg skyder små videoer, lave videocollager, smider ting ind i klippeprogrammet og ser, om det kommunikerer på en måde, som ikke nødvendigvis er rationel og naturlig. ’Cutterhead’ er for eksempel meget defineret af rummene – det rumlige forløb gennem undergrunden danner også den dramaturgiske kerne«.

De gamle selskaber uden talent

Ekstra spændende bliver det, når det står klart, at det ikke kun er de enkeltstående film i sig selv, der antyder et tøbrud.

De fleste af de ovennævnte titler kommer fra unge produktionsselskaber som førnævnte Profile Pictures (’Underverden’, ’Shelley’), Good Company Films (’Charmøren’, ’Christian IV’), Adomeit Film (’Team Hurricane’), Snowglobe (’Brakland’) og Masterplan Pictures (’Vinterbrødre’). De fleste er stiftet af friske producernavne, der satser på det nye talent, de har fulgt og samarbejdet med på Den Danske Filmskole og den alternative filmskole Super16.

I min generation har udgangspunktet fra starten været: ’I får ikke en skid, I skal konceptuere det helt ud’

»Da jeg kom ud fra Filmskolen, føltes det, som om branchen var meget fastlåst. Folk lavede en bestemt type film og hørte til i bestemte selskaber, og filmene skulle finansieres på bestemte måder«, fortæller Jacob Jarek, der har stiftet Profile Pictures sammen med Ditte Milsted og Thor Sigurjonsson.

»Vi kom ud i 2011, og det var en publikumsmæssigt god tid, men det kunstneriske miljø kørte i tomgang. Det var stadig kræfterne fra dogmegennembruddet, der lavede film, og vi følte, det var på tide at lave noget andet. Dansk film var blevet det sikre valg, ikke det spændende valg«.

Helt tæt på Jakob Cedergren som politimand i Gustav Möllers ‘Den skyldige’, der vandt en publikumspris på årets Sundance-festival. (Foto: Nikolaj Møller)

De nye selskaber har kunnet udnytte, at de store spillere, som har været indbegrebet af dansk film siden dogme – først og fremmest Zentropa og Nimbus – ikke har vist synderlig interesse for at fremdyrke nyt talent.

I 2011-12 meldte Zentropa ud gang på gang, at man ikke satsede på talentudvikling, og blandt de etablerede selskaber er det lige nu nærmest kun Nordisk Film, der med deres Spring-afdeling centreret omkring den unge producer Lina Flint har lagt ressourcer i at give nye talenter chancen.

»Det er ikke længere på de gamle selskaber, man drømmer om et komme ud som nyuddannet. Sådan er det, når de ikke har arbejdet med talenter i så lang tid, og det virker til at være et bevidst valg, selvom det er lidt uforståeligt. Vi konkurrerer med andre nye selskaber om talenterne, ikke med de etablerede«, som Jacob Jarek siger.

Den afgørende selvfølelse

Det er i høj grad fra disse nye selskaber, at energien kommer, og man får fornemmelsen af, at det er et miljø, der spirer og sender dansk film i nye retninger med fuldt overlæg.

»I generationerne før os har man været vant til at kunne lave store film på relativt store budgetter. Men i min generation har udgangspunktet fra starten været: ’I får ikke en skid, I skal konceptuere det helt ud’ Vi er oplært til at konceptuere på en måde, så det giver mening inden for rammerne«, siger Claudia Saginario .

»Og samtidig kom jeg ud af Filmskolen i 2015, og bare et par år inden lød det fra alle, at talentudviklingen var lukket. Men så kom reaktionen med fokus på lowbudgetfilm, der kunne få især instruktørerne i gang hurtigere, men også hele holdet bag. Og så giver det en fantastisk energi og frihed ikke at have nogen penge, når det gælder ens debut, for så er risikoen lille, og dermed er der heller ikke noget stort pres på skuldrene fra alle mulige sider«.

Collageæstetik i Annika Bergs ‘Team Hurricane’. (Foto: Louise McLaughlin)

Når mange unge danske instruktører, fotografer, producere og manusforfatter træder i karakter netop nu, skyldes det således også, at filmbranchen er blevet bedre til at sætte dem i scene.

»Jeg tror, at det, der sker lige nu, handler om bedre strukturelle muligheder, der gør, at talenterne kommer frem. Der er flere og mere varierede støttemuligheder, samtidig med at mange af de etablerede instruktører er i udlandet, hvilket giver plads til nye talenter«, siger rektor for Den Danske Filmskole Vinca Wiedemann.

»Det viser, at man altid skal vare sig for at dømme talentet ude. Der har altid været diskussionen i dansk film, om der var talent nok, men når mulighederne er de rette, og de har haft uddannelsesrammerne at modnes i, dukker der altid talenter op, som har den risikovillighed og udtrykslyst, der skal til«.

Den Filmskole-uddannede Hlynur Pálmasons ‘Vinterbrødre’ vandt i februar en Robert for bedste film.

Filmskolens fokus på, at eleverne allerede under uddannelsen prøver at arbejde i det spillefilmlange format, har gjort et betydelig forskel. Og så er hele den institutionelle fødekæde blevet opmærksomme på, at de nyuddannede instruktører skal debutere hurtigere, efter det stod klart, hvordan det meste af et par instruktørårgange fra Filmskolen i midten af det forrige årti blev tabt på gulvet, fordi de aldrig fik lavet deres første film.

I 2015 søsatte Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen et koncept, de kaldte Skitsen, hvor ni instruktør/producer-hold fik mulighed for at udvikle en film til tre millioner kroner baseret på et visuelt forstudie – herfra udspringer både ’Christian IV’, ’En frygtelig kvinde’, ’Cutterhead’ og ’Lifeboat’. Leder af New Danish Screen Mette Damgaard-Sørensen siger:

»Det giver mindre angst og mere skarphed, at instruktørerne har fået mulighed for at arbejde med lavbudget og debutere hurtigere. Alene det, at det giver dem en selvfølelse som instruktører i stedet for at være nogen, der bare sidder og skriver og skriver, gør, at de kommer ud med en helt anden kraft – og får lyst til at slå med armene med et større budget på deres næste film. Der bliver udfordringen så for dem at holde fast i deres egen stemme«.

Det brede gennembrud venter

Naturligvis skal man huske, at hverken dansk films eller de enkelte instruktørers lykke er gjort med én vellykket film lavet for et par uforpligtende håndører. Det nye kuld har stadig meget at bevise, før de kan indtage positionen som dogmegenerationens langsigtede arvtagere.

»Vi skal hele tiden huske, at talentudvikling er en langsigtet investering. Det handler ikke om at lave én film, men om at skabe et varigt talent. Og på sigt skal de nye til at knække koden til publikum, som dogmeinstruktørerne lykkedes med. Får de først det aspekt med, rykker det virkelig«, som Vinca Wiedemann siger.

Den nye generation skal løfte successen til et bredere gennembrud, hvis karakter afhænger meget af den enkeltes sensibilitet. Nogle skal lave film, der imponerer ved festivaler ved at udfordre formsproget, nogle skal blive umiskendelige anmelderdarlings, nogle skal vise, at de kan sælge billetter med stærke fortællinger.

Ali Sivandi i profil efter en eksplosion i Fenar Ahmads ‘Underverden’.

Men de er kommet godt ud af starthullerne – Gustav Möller, Isabella Eklöf, Annika Berg, Milad Alami og Hlynur Palmason har allerede gjort fin figur på festivaler som Sundance, Venedig, San Sebastian og Karlovy Vary, og Christian Tafdrup, Mehdi Avaz og Fenar Ahmad har anvist vejen for, at man kan få mange mennesker i biografen uden 20 millioner på lommen/og eller kendte ansigter på plakaten.

»Jeg tror, vi står med en generation, som vi kan investere os i mange år frem. Jeg er meget optimistisk«, siger producer Jacob Jarek.

Da DR’s nye kulturprogram Gejst i slutningen af februar således portrætterede dansk films aktuelle status under overskriften ’Publikum svigter danske film’, kan jeg derfor ikke undgå at blive lidt ærgerligt. Selvfølgelig er det et seriøst problem, at dansk film får færre danskere i biografen end i mange år. Selvfølgelig er det værd at snakke om, at økonomien i dansk film er på gyngende grund. Men det føles også som at fokusere på de pjaltede klæder, i samme øjeblik som guldåren springer. Som et reaktionært blik på tilstanden i dansk film på et tidspunkt, hvor progressive landvindinger springer i øjnene, hvis man besværer sig med at se efter.

Fortsætter de nyankomne talenter deres lovende takter, vil vi kigge tilbage på 2016-18 som epokegørende for dansk film.

Læs også: Stort interview – Fenar Ahmad 2.0

Læs også: Der var chokerende få kvindelige hovedroller i dansk film 2017