‘Loving Vincent’: Oliemalet animationsfilm er en imponerende, men langtrukken bedrift

‘Loving Vincent’: Oliemalet animationsfilm er en imponerende, men langtrukken bedrift
'Loving Vincent'.
3 6
Spillefilm
Instruktion

Dorota Kobiela & Hugh Welchman

Medvirkende

Saoirse Ronan, Aidan Turner, Helen McCrory, Chris O'Dowd & Douglas Booth

Spilletid

95 min.

Premiere

Den 15. marts

Der er 65.000 filmframes i ’Loving Vincent’, og hver og én er et oliemaleri malet af et internationalt hold af 125 malere over fire år. Det gør den Oscar-nominerede film til noget absolut unikt, verdens første malede spillefilm. At den også er delvist finansieret via crowdsourcing på Kickstarter, gør kun projektet endnu mere særligt.

Et år efter Vincent van Goghs død dukker et uafleveret brev adresseret til Vincents bror Theo op hos Vincents gode ven, postmesteren Joseph Roulin. Han sender sin søn Armand, en lapset, drikfældig slagsbror, ud for at aflevere brevet. I Paris finder Armand ud af, at Theo døde kort efter sin ældre bror, og sporet fører ham til den lille by Auvers-sur-Oise, i hvis marker Vincent efter sigende begik selvmord ved at skyde sig i maven med en pistol.

Armands opgave med at finde den rette arvtager til brevet udvikler sig til en jagt på sandheden om Vincents sidste tid og død, som han optrevler blandt Auvers-sur-Oises brogede personager. Plottet er skruet sammen som en detektivhistorie med Armand som film noir-detektiven, der konstant ryger, drikker, rager uklar med de lokale og flirter med smukke kvinder. Desværre er fortællingen det absolut svageste punkt i ’Loving Vincent’, hvor historien knirker afsted, så man hele tiden tror, at den skal til at gå helt i stå. Selv med sine blot 94 minutter føles filmen lang.

I centrum for filmen står dog den fascinerende teknik. I filmens første mange minutter sidder man i ærefrygt og ser, hvordan de malede filmframes danser i projektorens lysstråle. Det er en magisk oplevelse. Da hver enkel frame er unik, sitrer og pulserer penselstrøgene konstant. Teknikken er allermest effektiv i baggrunde og overgangsbilleder, der som oftest er fra van Goghs egne motiver.

Mindre imponerende udfolder det sig i de mange dialogscener med close-ups af talende hoveder. Her er det rigtige skuespillere, der har opført scenerne, som malerne så har malet over bagefter. Det er en teknik, der hedder rotoscoping, og det minder desværre mere om et Photoshop-filter, end det imponerende håndarbejde som det er. Det samme gælder en række flashback-sekvenser i sort-hvid og med den samme, lidt kedelige computereffekt-kvalitet.

Der er dog en god stemning i ’Loving Vincent’. Det skyldes ikke mindst et stærkt lyddesign, der virkelig gør de locations, Armand besøger, levende, og et stemningsskabende soundtrack fra altid gode Clint Mansell. Det svage plot trækker desværre ned, især når man har valgt at skrive en detektivhistorie, og malereffekterne ender desværre lidt med at blive en gimmick, man glemmer hen ad vejen, som i enhver 3D-film.

’Loving Vincent’ er absolut en imponerende bedrift, men vil ikke stå tilbage som en egentlig stor film.

Læs også: Her er filmene, du skal se i biografen i marts – med nyt fra Haneke, Spielberg og Bornedal