Stuepige, bandemedlem eller gravid teenager. Det var de roller, skuespiller Gina Rodriguez, der har puertoricanske rødder, fik tilbudt i årevis. Selv efter hun i 2012 blev kåret til den nye it-girl i Sundance efter sin rolle som rapper i filmen ‘Filly Brown’.
»Jeg troede, jeg ville blive den nye Jennifer Lawrence. Så kommer jeg tilbage, og det sker ikke. Det går op for mig, at de roller, der er tilgængelige for mig, selv at komme til auditions til, er de samme stereotype roller«, fortæller Rodriguez i Marc Marons podcast ‘WTF’. I dag spiller hun titelrollen i serien ‘Jane the Virgin’, som hun har vundet en Golden Globe for, og er ved at producere flere serier med fokus på latinokarakterer.
»Der er ikke noget galt med at være stuepige eller at udføre sit arbejde i de roller. Men når man ser dem igen og igen, kommer man til at tænke, at det er grænsen for éns eksistens. Og så begynder man at tvivle på sit værd. Hvorfor kan jeg ikke spille lægen? Gad vide om der ville findes ekstrem racisme i den amerikanske middelklasse, hvis bestemte refleksioner af bestemte kulturer blev fjernet fra medierne, og de ikke konstant så billeder, der er så ensidige«, siger hun.
Rodriguez har ret i, at latinobefolkningen i USA har et dårligt image. Fra politisk hold har Præsident Trump lovet at smide »bad hombres« fra Mexico ud af landet. Han har ophævet DACA-programmet, som gav amnesti til udokumenterede immigranter, der var kommet til landet som børn. Og ikke mindst gennemført en ’nultolerancepolitik’, der i sommer adskilte flere tusinde immigrantbørn fra deres forældre. Hollywoods portrættering af latinoer er stort set lige så generaliserende. Græsrodsorganisationen Opportunity Agenda har i en analyse af tv-serier fra 2014-16, der skildrede immigranter, fundet frem til, at halvdelen af immigrantkaraktererne med latinobaggrund havde begået en kriminel handling.
Latinx-hovedpersoner en mangelvare
Udover stereotyperne om kriminelle og stuepiger er den temperamentsfulde sexbombe med store fagter en klassiker. Tænk bare på Sofia Vergaras Gloria i ‘Modern Family’ eller Eva Longorias Gabrielle i ‘Desperate Housewives’.
Det hjælper ikke på ensidigheden, at befolkningsgruppen er massivt underrepræsenteret i film og tv. Latinoer udgør 18 procent af den amerikanske befolkning, men kun 5-6 procent af karaktererne i Hollywood-film og amerikanske tv-serier. En ny rapport fra USC Annenberg Inclusion Initiative viser endda, at latinoer (sammen med personer med handicap) er den mest underrepræsenterede befolkningsgruppe i Hollywood. Ikke en eneste af de 100 mest populære film i 2017 opnåede en repræsentation af latinoer proportionel med befolkningen. Og det til trods for, at latinoer som gruppe er blandt de flittigste biografgængere i USA.
Andelen af film og serier, der finder vej til Danmark, er endnu mindre. Tænk lige over det: Hvornår har du sidst set en film eller en serie, hvor hovedpersonerne er latinx? Af biograffilm fra nyere tid kan jeg kun komme i tanke om ‘Coco’ og ‘Sicario’. I forhold til hvor optagede mange af os danskere er af amerikanske film og serier, er det tankevækkende, at vi i den grad ignorerer så stor del af kulturen.
Men det kan man råde bod på nu. Selvom udvalget stadig er begrænset, har en række nye serier, der foregår i amerikanske latinomiljøer, fundet vej til danske streamingtjenester.
Serier som ‘Jane the Virgin’, ‘One Day at a Time’, ‘Vida’ og ‘On My Block’ giver et nuanceret indblik i kulturer, mange af os ikke kender så godt, uden at være hverken ekskluderende eller didaktisk. De behandler specifikke emner relateret til immigration, racisme og kulturel splittelse såvel som universelle temaer som familie og kærlighed. Og så fortæller de alle gribende historier med masser af humor.
Familiesitcom om generationskløft
Det er ‘One Day at A Time’, skabt af Gloria Calderon Kellet og Mike Royce, et glimrende eksempel på.
Serien er et remake er Norman Lears klassiske sitcom af samme navn fra 1970’erne og blander et traditionelt sitcomformat med aktuelle problemstillinger. Vi følger den cubansk-amerikanske familie Alveraz i Los Angeles. Justina Machado (der også er med i ‘Jane the Virgin’ og ‘Queen of the South’) spiller den nyligt fraskilte veteran og sygeplejerske Penelope, der kæmper med at få penge og tid til at række, mens hun opdrager teenagedatteren Elena (Isabella Gomez) og tween-sønnen Alex (Marcel Ruiz) med hjælp fra sin dominerende diva-agtige mor, Lydia, spillet af legenden Rita Morena.
Mange af seriens konflikter udspringer af generationsforskellene mellem traditionelle Lydia, der forsøger at holde fast i sin cubanske kultur og romerskkatolske værdier, og hendes mere moderne amerikaniserede datter og især barnebarn. Således forsøger Lydia at få queer-feministen Elena til at gå i kjole og med makeup og forfærdes over, at hun ikke vil fejre sin quinceãnera, fordi hun finder traditionen kvindeundertrykkende.
En anden gennemgående konflikt er behandling af depression, som serien beskriver som et tabu i latinomiljøet. Penelope kæmper med posttraumatisk stress efter sin udsendelse i Afghanistan og er i tvivl, om hun skal tage medicin og gå i terapi. Men det er noget pjat, mener hendes mor. Der er ingen sygdomme, som mirakelsalven Bix ikke kan løse.
Selvom serien hylder Penelope og Elenas opgør med traditionalismen, behandler serien Lydia med respekt og forståelse. Når hun opfører sig urimeligt, bunder det ofte i hendes traume fra at blive sendt til USA alene som teenager med familien efterladt i Cuba. Det giver for eksempel udslag i, at hun har en garage fuld af gammelt skrammel, som hun nægter at skille sig af med, fordi følelsen af ikke at eje noget sidder dybt i hende.
I det hele taget spiller immigration en vigtig rolle i serien. Til familiens overraskelse viser det sig, at Lydia aldrig har ansøgt om statsborgerskab, og vi følger hendes beslutning om at gøre det – hun tøver, fordi hun føler det som et svigt af sit hjemland. Vi får også sat ansigt på den aktuelle immigrantdebat gennem Elenas veninde Carmen, hvis forældre bliver deporteret til Mexico. Det betyder, at hun må flytte til Austin hos sin bror.
Teenageforelskelser midt i skudsalver
Samme skæbne lider 14-årige Olivia i coming-of-age-dramaet ‘On My Block’, skabt af Lauren Iungerich, Eddie Gonzalez og Jeremy Haft. Da hendes forældre bliver deporteret til Mexico, flytter hun ind hos en af seriens fire jævnaldrende hovedpersoner, Ruby, der straks forelsker sig i sin smukke nye sambo. For at muntre hende op gør han sit yderste for at arrangere den perfekte quinceãnera for hende.
Ruby er del af en vennegruppe, der også består af Cesar med latinobaggrund, sorte Jamal og afrolatina Monse, der starter på deres første år i gymnasiet i et råt kvarter af South-Central Los Angeles.
Her er skyderier så stor del af hverdagen, at vennerne jokende gætter på pistolens kaliber, når de løber væk fra en fest, hvor der lyder skudsalver. En af handlingstrådene følger Cesars ufrivillige involvering i sin storebrors bande og vennernes forsøg på at redde ham ud, men selvom bandehistorien er lidt en stereotyp, formår serien at hæve sig over klichéen ved at tilsætte en stor portion ungdommelig optimisme og humor.
Vold og kriminalitet lurer konstant i kulissen, men de unge er mere optagede af deres venskaber, forelskelser og eventyr – som en skattejagt efter en forsvundet stak penge fra et berygtet røveri i 1980’erne, som vennerne drømmer om at flygte ud af kvarteret med.
Sæbeopera med immigrationsdebat
‘Jane the Virgin’, skabt af Jennie Snyder Urman, er en kærlig metasatire over den latinamerikanske telenovela-genre, som den både hylder – Janes familie elsker telenovelas, og hendes far er en berømt telenovela-stjerne – og udfordrer konventionerne på. Serien er fuld af mord, kærlighedsintriger og hemmelige tvillinger, men er i sin kerne en oprigtig historie om en 23-årig kvindes dilemmaer om familieforhold, kærlighed, karriereambitioner (hun er aspirerende forfatter), moderskab og økonomi.
Seriens vanvittige begivenheder forklares faktisk også altid rationelt. For eksempel skyldes seriens søgte præmis om en jomfrugraviditet, at Janes læge kommer til at bytte rundt på to patienter og dermed inseminere hende ved en fejl frem for at give hende en smear-test.
Men trods sin kulørte og ironiske form tager serien mange seriøse emner op, blandt andet immigration. Ligesom i ‘One Day at A Time’ er Janes abuela Alba, der immigrerede fra Venezuela i sin ungdom, udokumenteret. Hun lever i konstant frygt for myndighederne og med god grund: Da hun bliver skubbet ned ad en trappe og ender i koma (det er nu engang en sæbeopera), truer hospitalet med at melde hende til myndighederne, der så vil deportere hende til Venezuela, fordi hun ikke har en sundhedsforsikring. I løbet af serien ansøger og får Alba et green card, men hun er stadig nervøs for at få det frataget, særligt efter Trump bliver præsident. Det får hende blandt andet til at tøve med at tage med Jane til demonstration mod immigrationsmyndighedernes razziaer.
Igen ligesom ‘One Day’ handler ‘Jane’ også om de kulturelle forskelle mellem tre generationer af latinaer – specielt i forhold til sex. Stærkt katolsktroende Alba har opdraget Jane til at forblive jomfru inden ægteskab, illustreret af en sammenkrøllet blomst som symbol på hendes skrøbelige mødom.
Gennem store dele af serien kæmper Jane med dilemmaet om, hvorvidt hun skal bevare sin mødom, men kan ikke få sin abuelas stemme ud af hovedet. Da Jane senere, efter hun er blevet gift, er blevet seksuelt aktiv, er det hendes tur til at lære Alba om sex. Alba indrømmer, at hun efter 30 år som enke i cølibat er nervøs for at indlede et forhold til en ny mand. Jane opfordrer hende til at droppe sin katolske skam over seksuel nydelse og tager hende med ud at købe en vibrator.
Serien har desuden mange fine sproglige detaljer. Alba taler spansk, mens Jane og hendes mor svarer hende på engelsk. Janes far Rogelio, der er fra Mexico og har spansk som modersmål, taler spansk med Alba og engelsk med den øvrige familie. I en forbigående joke viser det sig til gengæld, at den sproglige forståelse forringes, når ingen karakterer har engelsk som modersmål: Rogelio og Janes søns fars ekskone Petra, der kommer fra Tjekkiet, forstår ikke et ord af hinandens accenter.
Genefication på spanglish
Sprog er også centralt i halvtimedramaet ‘Vida’, der ikke berører immigration, men skildrer livet som fuldt assimileret anden-tredjegenerationsmexicansk-amerikaner, der stadig har kulturel splittelse som livsvilkår. Flere taler ikke spansk, men smider stadig om sig med spanske ord og vendinger i et herligt spanglish – som ikke er undertekstet til et engelsksproget publikum.
Seriens mexicanske skaber Tanya Saracho har fortalt, at det er vigtigt for hende at ramme den specifikke slang fra Los Angeles’ Eastside, hvor serien foregår. Udover at der i hendes rene latinx forfatterrum er tre, der kommer fra L.A., har hun konsulteret en lokal aktivist i lavindkomstkvarteret Boyle Heights.
»Jeg har altid ment, at jo mere specifik, man kan være, des mere universelt bliver det«, siger Saracho i et interview med GQ. Jeg giver hende ret. Uden at være bekendt med det mexicansk-amerikanske miljø i L.A., skinner autenticiteten igennem, og det giver en følelse af ægthed og relevans.
Boyle Heights er omdrejningspunkt for en historie om gentrificering – eller gentefication, som man kalder gentrificeringen fra egne rækker, hvor unge universitetsuddannede latinoer, der er steget i socialklasse, vender tilbage og investerer i deres gamle kvarter. I ‘Vida’ følger vi søstrene Emma og Lyn, der vender hjem til Boyle Heights, da deres mor dør. Søstrene, der lever som henholdsvis forretningskvinde i Chicago og boheme-hipster i San Francisco, modtager dog ikke ligefrem en hjertelig velkomst.
»Chipster« og »whitetina« råber gentrificeringsaktivister efter dem på gaden, da det kommer frem, at de planlægger at sælge morens bar, et lokalt queer-stamsted med overkommelige priser, til en ejendomsudvikler.
Serien følger vor to antiheltinders splittelse mellem deres nye privilegerede tilværelse og loyaliteten til deres rødder. I en nøglescene bliver Lyn inviteret til fest hos en gruppe rige hvide unge, der dåner over hendes Frida Kahlo-øjenbryn, men hun føler sig ubehageligt til mode og identificerer sig mere med værtens latinastuepige.
Flere immigrationsserier på vej
Den politiske dagsorden i USA har sat flere serier om immigranter i gang: Gina Rodriguez producerer ‘Illegal’ om en 16-årig, der opdager, at han er udokumenteret, og ‘Have Mercy’ om en latina-læge, der ikke kan praktisere, da hun immigrerer til Miami og åbner en ulovlig klinik.
‘Orange Is the New Black’- og ‘Jane the Virgin’-skuespiller Diane Guerrero er showrunner på ‘Casa’, baseret på hendes selvbiografi om at blive adskilt fra sine forældre som 14-årig. Annoncerede reboots af ‘Roswell’ og ‘Party of Five’ har også fokus på latinoimmigranter. Og slutningen af sjette sæson af ‘Orange Is the New Black’ lægger op til et fremtidigt fokus på udvisning af latina-indsatte.
Og rykker det så?
I et interview med Variety kalder Jennie Snyder Urman ‘Jane the Virgins’ historie om Albas vej til statsborgerskab et af seriens største øjeblikke. Men hun er i tvivl om, hvor mange meninger den har ændret.
»De mennesker, der ser vores serie, er en åbenhjertig generøs flok. Vi har mest oplevet, at folk siger, at de sætter pris på portrætteringen. Men jeg tror ikke, Donald Trump ser den og genovervejer sit synspunkt«, siger hun.
Og nej, det gør præsidenten formentlig ikke. Men selvom serierne i vid udstrækning prædiker til koret, kan man håbe, at en mere nuanceret repræsentation forplanter sig i den kollektive bevidsthed.
‘One Day at A Time’, ‘Jane the Virgin’ og ‘On My Block’ kan streames på Netflix. ‘Vida’ kan streames på C More.
Og hvis du kan opstøve dem på det amerikanske marked, så prøv også for eksempel ‘East Los High’, ‘Lopez’, ‘Grand Hotel’, ‘Superstore’ eller ‘Superior Donuts’.