’Håbet’: Lykken punkterer dramaet i TV 2’s nye miniserie
»Jeg ved godt, det er lang tid siden, vi har set far sidst. Men når han finder ud af, at mor er død, skal han nok komme og hente os«, siger Marie trøstende til sin lillebror Karl og taler samtidig til seeren, der ellers ikke vil kunne finde hverken hoved eller hale i det, der foregår på skærmen.
TV 2’s nye miniserie ’Håbet’ bærer mærkatet »for hele familien«, og fra første færd tager man da heller ikke nogen chancer, når det kommer til at sikre sig, at selv de mest tungnemme familiemedlemmer er med.
Scenen er netop blevet sat med en landlig panoramaudsigt badet i solopgang. Året er 1899, og vi befinder os på Fyn ved børnehjemmet Kongstedgaard, som der pædagogisk står skrevet i venstre hjørne af billedet. Her er 15-årige Marie (Anine Lindvig) ved at hugge brænde, og ganske tilfældigt taber hun et falmet portrætfotografi af en sømand ud af sin dybe nederdelslomme. Karl samler det op og kigger bedrøvet på det, hvilket får Marie til at ytre ovenstående replik. Det havde hun ikke behøvet.
Marie vil finde sin far – koste, hvad det vil. Og da hendes to små søskende skal bortadopteres, må hun skynde sig af sted, så familien kan genforenes, inden ægteparret Andersen overtager forældremyndigheden. I nattens mulm og mørke svinger hun saksen, snupper vadmelsbukser, skjorte og vest fra tørresnoren og får hyre som såkaldt ’ungmand’ på skonnerten ’Håbet’, der sejler mod Norge.
Som Danmarks svar på Mulan indtager Marie mændenes verden, hvor hun må vænne sig til det hårde fysiske arbejde, der følger med livet på havet. Der lægges an til tragiske udfald, som dog konstant forhindres og vendes til ideel lykke i sidste øjeblik. Som da det viser sig, at Maries små søskende og deres adoptivforældre minsandten også skal rejse med ’Håbet’, så hun slet ikke skal undvære dem alligevel.
Filminstituttets såkaldte public service-pulje har lagt 8,9 millioner i produktionen af ’Håbet’, og dét går ingen næse forbi. Formidlingen af Danmarks fortid som søfartsnation er allestedsnærværende, der bliver læst H.C. Andersen i kahytterne inden sengetid (»jeg nåede ikke engang igennem ’Svinedrengen’, før de faldt i søvn«), og den evigt aktuelle kønsrolledebat tematiseres eksplicit gennem Maries dannelsesrejse.
’Håbet’ er produceret hos Zentropa for TV 2 og instrueret af Christian E. Christiansen, som er manden bag blandt andet den barske ungdomsfilm ’Råzone’, julekalenderen ’Mikkel og Guldkortet’og senest spændingsserien ’Gidseltagningen’.
Det brogede bagkatalog danner på sin vis et glimrende grundlag for et historisk drama, der skal kunne gribe både store og små børn, forældre og bedsteforældre. Det er modigt at kaste sig ud i en genre som periodedramaet, som danske film er druknet i utallige gange. Og ’Håbet’ skal bestemt have point for at portrættere en hidtil forsømt periode i dansk historie med en scenografi og fotografering, der giver associationer til C.W. Eckersbergs maritime mesterværker fra første halvdel af 1800-tallet.
Men det storladne kostumedrama er og bliver en svær størrelse, der balancerer på en knivsæg mellem gribende storhed og ufrivillig komik. Det vil aldrig virke helt naturligt, når Mads Mikkelsen, Nicolas Bro eller – i dette tilfælde – Lars Ranthe dukker op på skærmen, i hvad der ligner løjerlige fastelavnskostumer. Ranthe står pludselig og skramler med nogle blikspande foran en stenhytte på Island, iført fårehyrde-outfit. Og selvom han gør det forrygende, er det altså svært at glemme, at man lige har set ham som svindlende familiefar i ’Friheden’, empatisk psykiater i ’Herrens veje’ og psykopatisk rockerchef i ’Kriger’.
Kort sagt:
Ikke engang smukke billeder og dygtige skuespillere kan sætte vind i dramasejlene på ’Håbet’.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.
Læs også: Det skal du streame i december – mesterinstruktørs seriedebut, Netflix-true crime m.fl.