Mads Brügger om den sensationelle ’Cold Case Hammarskjöld’: »Filmen er også et opgør med mig selv«

Mads Brügger om den sensationelle ’Cold Case Hammarskjöld’: »Filmen er også et opgør med mig selv«
Mads Brügger.
Foto: Tobias Selnæs Markussen/Soundvenue
Lørdag aften fik Mads Brüggers mesterlige ’Cold Case Hammarskjold’ verdenspremiere på Sundance-festivalen. Vi mødte Brügger, før han tog afsted til festivalen, til en snak om hans hårdeste film i karrieren, der endte et helt andet sted, end den startede. For ikke blot afdækker den flere gruopvækkende sandheder – den afkrævede også et totalt ærlighedsøjeblik, hvor den danske provokatør måtte droppe alle sine narrestreger.

Mads Brüggers nye film er så eksplosiv, at den i disse dage skaber overskrifter i nogle af verdens førende medier, fra The Guardian til Der Spiegel og The New York Times.

Men den akutte nyhedsværdi til trods kan det anbefales at vente med at nærstudere afsløringerne, så man går ind til ’Cold Case Hammarskjöld’ – der lørdag aften havde verdenspremiere på Sundance-festivalen, har dansk premiere 7. februar, og som vi i dag giver seks stjerner – uden at vide alt for meget om, hvor historien fører os hen.

Den danske Radio24syv-chef, forfatter og filmskaber har sammen med den svenske amatørforsker Göran Björkman gravet i den daværende FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds død i 1961. Den i dag ikoniske svenske diplomats fly styrtede ned ved byen NDola i det, der nu hedder Zambia, og trods vedholdende rygter om, at der var tale om et attentat, står dødsfaldet stadig som et af verdenshistoriens største uløste mysterier. Indtil nu.

Mads Brügger og Göran Björkman forsøger at grave Dag Hammarskjölds flyvrag op i Zambia. (Foto: Tore Vollan)

For mens Mads Brüggers to seneste store, medrivende projekter – EU-dokumentarfilmen ’The John Dalli Mystery’ og bogen ’11.11.11’ om en dansk svindler og mexicanske narkokarteller – stødte på grund i selve opklaringsarbejdet, har Brügger denne gang via stædighed og detektivisk intuition ramt en guldåre. Og det var, netop i lyset af de to foregående projekter, en stor lettelse, erkender han, da vi møder ham på Radio24syv, et par dage før han rejser til Utah for at præsentere ’Cold Case Hammarskjöld’ under den prestigefyldte amerikanske festival.

»At udkomme med den ene fortælling efter den anden, hvor man undersøger og undersøger og undersøger og så til sidst løber panden mod en mur – det er jo i det lange løb trættende for alle. En fortælling står alt andet lige stærkere, når kabalen går op. Det er bestemt noget, jeg har tænkt over«, siger han.

Præcis, hvad han finder frem til i filmen, bør man som sagt opleve ved selvsyn, men vi kan pirre nysgerrigheden ved at slå fast, at det svar, som Brügger & co. bringer frem til overfladen, besvarer meget mere end det spørgsmål, de havde stillet. For ja: Vi får et mere end sandsynligt svar på, hvem der konkret dræbte Dag Hammarskjöld, ud fra både beretninger fra de lokale vidner, der så flyet styrte ned den skæbnesvangre dag i 1961, og ukuelig research i alt fra belgiske lejesoldater til hemmelige arkiver.

Men sporet fører også videre til en ufattelig konspiration, der involverer den dunkle paramilitære sydafrikanske organisation South African Maritime Research Center – SAIMR – og deres leder Keith Maxwell, som altid går i hvidt, klæder sig ud som Lord Nelson og tilsyneladende har udført så foruroligende forbrydelser mod den sorte befolkning i flere afrikanske lande, at Brügger nærmest selv håbede, at sporet løb ud i sandet.

»Man skal ikke ønske sig, at ens kilder er mytomaner, men jeg har haft et hemmeligt håb om, at Alexander Jones (filmens hovedvidne i SAIMR-sporet, red.) havde misforstået det eller var lystløgner, for er det sandt, hvad han fortæller, snakker vi om en forbrydelse så uhyggelig og vanvittig, at det trodser enhver forstand«, som han siger.

Den hårdeste film

Det hele startede, da Mads Brügger læste en The Guardian-artikel om Göran Björkmans efterforskning i Hammarskjöld-mysteriet. Danskeren inviterede svenskeren til Danmark for at finde ud af, om han blot var en paranoid konspirationsteoretiker, men hævet over enhver tvivl var han seriøs, grundig og troværdig.

Siden har de sammen brugt seks år på arbejdet. De har været på utallige rejser, der viste sig at være formålsløse, og de har forfulgt adskillige spor – fra obskure piloter til hemmelige agenter til Rumænien – der endte i blindgyder.

»Jeg synes selv, det er den bedste film, jeg har lavet. Men det har også været den hårdeste at lave. For min familie og nærmeste venner har det været en belastning, fordi jeg har talt så meget om det. Men samtidig er det også blevet en stående joke at spørge mig om min Dag Hammarskjöld-film – underforstået: Som du aldrig bliver færdig med«, griner Mads Brügger.

Mads Brügger og Göran Björkman i ‘Cold Case Hammarskjöld’. (Foto: Tore Vollan)

»Der har været perioder, hvor jeg har været så optaget af undersøgelser af belgiske lejesoldater, telegrammer og bittesmå detaljer…  Björkman, den svenske co-producent Andreas Rocksén og jeg har sendt så enorme antal dokumenter til hinanden, at viste man det til udenforstående, ville de sige, at det forekommer fuldstændigt absurd. Og gennem den proces har jeg også været bange for, om jeg var ved at fare vild i noget, som aldrig nogensinde kunne blive en film«,

»Og så hang den med det yderste af neglene finansieringsmæssigt. Det er kun, fordi jeg er så privilegeret, at jeg ikke lever af at lave film, at det er lykkedes. Min løn i filmen løb jo ud for fire-fem år siden. Det er noget, jeg har lavet i min fritid. Men vi blev ved af flere grunde. Dels fordi jeg af natur er en god protestant – jeg vil meget gerne slutte af. Og jeg ville heller ikke svigte Göran. Og da jeg starter med filmen, regnes alt det her for konspirationsteori for pensionister, men der sker så det forunderlige, at sagen begynder at få en officiel overbygning«, siger Brügger med reference til en kommission, der bliver nedsat i FN-regi, og som nu er sat til at undersøge sagen til bunds.

»Så jeg tænker på det tidspunkt, at der må være noget i det – jeg har bare ikke fået hul på det endnu. Også fordi Görans videointerview med de vidner, der faktisk så styret, er enormt overbevisende. Det er dem, der var tættest på, og der er så mange sammenfald mellem deres beretninger. Der har været et andet fly i luften, som har skudt efter Hammarskjölds fly. Og så har jeg med det her SAIMR haft en fornemmelse af en skygge, der gemte sig inde i mørket. At der var et eller andet uhyggeligt og meget ondt, som skulle afdækkes«.

Slut med gak-gak i gågaden

’Cold Case Hammarskjöld’ er på alle måder endt med at blive anderledes, end Mads Brügger havde forestillet sig, da han gik i gang.

»Min ambition var at lave en meget matematisk, prunkløs, Errol Morris-agtig film, der fulgte Göran i hans arbejde, men langsomt gik det op for mig, hvor enorm og kompliceret den her sag er. Altså litteraturen på området fylder hyldemeter. Og dertil kan Göran – hans mange kvaliteter ufortalt – ikke bære filmen alene. Han er meget introvert. Så jeg erkender, at jeg selv bliver nødt til at tage affære, men er så også bange for, at det bliver en klovnefilm. Og hvis det ikke bliver mere end det, så frygter jeg at ende med noget, som jeg ikke vil være glad for«.

Filmen starter da også med arketypiske påfund fra den danske instruktør, som tidligere har iscenesat sig selv og sin fortælling på provokerende vis i Nordkorea-filmen ’Det røde kapel’ og ’Ambassadøren’, der også styrede direkte ind i Afrikas mørke hjerte.

Rammen om ’Cold Case Hammarskjöld’ udgøres af Brügger, som på et hotelværelse i Sydafrika dikterer filmen for to sorte sekretærer, mens han er klædt i hvidt ligesom filmens overskurk Keith Maxwell. Men da uhyrlighederne efterhånden kommer for en dag, erkender filmskaberen, at sagen nu er for alvorlig til narrestreger.

Mads Brügger foran skrivemaskinen i ‘Cold Case Hammarskjöld’.

At Brügger og Björkman pludselig får hul på bylden – ikke mindst ved hjælp af den tidligere SAIMR-lejesoldat Alexander Jones – ændrer filmen radikalt.

»Jeg har virkelig arbejdet meget med, at filmen midtvejs knækker over i mit totale ærlighedsøjeblik. Og at man indtil da som tilskuer har siddet og tænkt, at det er en film, hvor jeg laver gak-gak i gågaden, og så er den ikke meget længere«, fortæller Mads Brügger.

»Derfra tager den et stemnings- og temposkifte, hvor det bliver en meget spartansk, streng, alvorlig, mørk film, hvor al humor er taget ud. Det var min ambition«.

Overvejede du at fjerne narrestregerne med den kolonialistiske hvide mand og de to sorte kvinder fra den endelige film?
»Jeg finder ret tidligt ud af, at det er en film, der kun kan lade sig gøre, hvis der er en fortæller, fordi sagen er ekstremt kompliceret og ikke umiddelbart særligt appellerende. Jeg prøvede at finde et greb, der kunne virke befordrende for en speak og kunne gøre det dynamisk, effektivt og sjovt. Hvilket leder mig frem til scenerne med de to sekretærer, som jo også er et rum, der gestalter det, der er filmens kerne, nemlig interraciale relationer«, siger han.

Selvom Brüggers udklædning og positur over for de to underdanige sorte kan virke som en gimmick, får det en overrumplende betydning mod slutningen, når efterforskningen kredser sig ind på uhyrlige forbrydelser mod regionens sorte befolkning.

»Men sekretærerne tjener selvfølgelig også som en slags avatarer for publikum. De stiller nogle enormt gode spørgsmål. Det er ikke spørgsmål, jeg har lagt i munden på dem. Det er dem, der reagerer på det, jeg fortæller dem«, siger Brügger.

»En anden side af sagen er, at hvis de ikke var der, ville filmen kun bestå af gamle hvide mænd. Men der er jo mennesker i denne verden, hvor det, at der er en hvid mand på et hotelværelse med en sort kvinde og et kamera, i sig selv er et overgreb. For nogle vil selve grebet virke provokerende. Men det er jeg kun glad for. Starten virker jo nærmest som begyndelsen på en pornofilm«.

Visker tavlen ren

Lige omkring Brüggers maskefald i filmen, erkender instruktøren også, at han dybest set er ligeglad med Dag Hammarskjölds eftermæle. Det er efterforskningen, der tænder ham – sporene, konspirationerne, de gedulgte relationer mellem vestlige kolonimagter og nye afrikanske nationer under den kolde krig. Mads Brügger som Tintin eller John Le Carré-spion, kort sagt.

Stilistisk udspiller filmen sig da også som en spionthriller i alt fra musikken til Mads Brüggers diktion.

»Det hidrører fra, at jeg er koldkrigsbarn. Og jeg elsker koldkrigsfilm, ’Tre døgn for Condor’, ’Klute’, ’The Parallax View’. Og spionlitteratur fra den kolde krig – Eric Ambler, Graham Greene, John Le Carré. Det gør jeg i øvrigt stadig – hvis jeg er stresset eller ikke kan sove, så ser jeg som terapi BBC’s gamle ’Smiley’s People’ og ’Tinker Tailor Soldier Spy’ fra slut-70’erne og start-80’erne, som er noget af det bedste tv-drama, der nogensinde er lavet. Det står fuldstændigt stille. I forhold til moderne tv-drama virker det, som om det foregår i slowmotion. Men deres æstetik og uhygge og gru er jeg helt vild med. Og det har jeg forsøgt at få ind i filmen«, siger han.

»Men samtidig er den jo langt hinsides John Le Carré. Det er så vildt et persongalleri. Og jeg bliver i arbejdet med filmen gradvist mere optaget af Keith Maxwell som figur. Man kan ikke finde en vildere skurk end ham«.

(Foto: Tore Vollan)

Hvilken effekt håber du, filmen får, nu hvor den ser dagens lys?
»Jeg håber dels, at folk vil få øjnene op for Dag Hammarskjöld, og hvem han var, og hvad han betød. For han er gået i glemmebogen – de fleste aner ikke, hvem han var.

Samtidig er jeg bekymret for, hvad filmen vil gøre i Sydafrika. Men det er også en vigtig film for Sydafrika, og jeg håber virkelig, at man vil forsøge fra både myndighedernes og mediernes side at trænge til bunds i, hvad SAIMR var. Mit indtryk er, at der i Sydafrika har været en tavshedssammensværgelse omkring organisationen«.

Har du haft nogle betænkeligheder i forhold til at skære denne alvorlige historie som en thriller?
»Nej. For den skal jo fortælles så effektivt og medrivende som muligt. Jeg er jo ikke en undersøgelsesdommer. Og samtidig… det er også det, der er formålet med filmens tippepunkt. Det var min hensigt, at hvis jeg er så ærlig som muligt og klart deklarerer mine egne svagheder og tilbøjeligheder, så kan jeg på en måde viske tavlen ren og tage fat på alvoren. Så man ikke bagefter vil sige, ’hvor vover du at lave gak og løjer om et emne, der viser sig at være så alvorligt.

På den måde tager jeg også et opgør med mig selv med den her film«.

Læs også: 6 stjerner til ‘Cold Case Hammarskjöld’ – Mads Brüggers nye film er en sensation

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold