Pamela Adlon i Danmark: »Jeg kunne have været lam nu, men alle var ligeglade«

Pamela Adlon i Danmark: »Jeg kunne have været lam nu, men alle var ligeglade«
Pamela Adlon under årets Copenhagen TV Festival.
Foto: Ernst Tobisch
’Better Things’-skaber Pamela Adlon besøgte mandag København for at fortælle om sit arbejde på Copenhagen TV Festival. Vi mødte efterfølgende den 52-årige skuespiller, manuskriptforfatter, producer, instruktør og mor til tre døtre til en snak om utaknemmelige børn og universelle familiedynamikker, om at være whistleblower og om at grine ad sin egen ulykke.

Man taler ofte om børn som en hindring for kvinders karriere, men for skuespiller, instruktør og serieskaber Pamela Adlon er hendes tre døtre kilen til succes.

Hun har skabt tv-historiens måske mest rammende, rå og rørende serie om forældreskab, FX-komedien ’Better Things’, med inspiration fra sit eget liv som alenemor og midaldrende skuespiller. Og sin evne til at holde mange bolde i luften som både producer, forfatter, instruktør og hovedrolle i samtlige afsnit tilskriver hun netop sin erfaring som mor.

»At være enlig mor har været den bedste bootcamp til at lave min serie«, siger Adlon fra scenen på Copenhagen TV Festival mandag eftermiddag, da sessionens interviewer, instruktør Mikkel Munch-Fals spørger til hendes usædvanligt mange hatte på produktionen.

»Jeg spiller med i serien, så når jeg alligevel er der, kan jeg ligeså godt udføre en masse jobs. Serien er løst baseret på mit liv: Jeg er enlig mor til tre piger og har været det i over et årti. Det er i sig selv et shitshow, så HVORFOR IKKE gøre alle de andre ting, som en mand ville finde overvældende«, siger hun med sin karakteristiske hæse stemme og samme direkte facon og bramfri sprog, vi kender fra hendes seriepersona.

‘Better Things’ sæson 1. (Colleen Hayes/ FX)

Adlons moderlige omsorg og evne til at multitaske er også det første, der slår mig, da jeg møder hende på tomandshånd efter hendes sceneoptræden.

Hun kalder mig »honey« og har i løbet af det første minut spurgt, hvordan jeg har det, taget et billede af mig (!), fordi det ser så sejt ud med festivalens store banner af hende i baggrunden, selv stillet op til foto og fået festivalens presseansvarlige til at finde en wifi-forbindelse på hendes telefon, fordi hun stresser over ikke at kunne kommunikere med sin yngste datter, 16-årige Rocky, der er med i København. »Jeg stoler på dig! Jeg har ingen dickpics på min telefon!« råber hun ud ad døren, da hun overdrager telefonen.

Men da jeg påpeger, at vi nu kun har 14 minutter tilbage af mit 15 minutters interview, er hun klar til at fokusere. »OK, GO!« siger hun og ser mig lige ind i øjnene.

Gråd på settet

’Better Things’ handler om forældreskab, men mere specifikt om mødre og døtre. Hvad er det ved mor-datter-forholdet, der er så specielt? Kunne du have lavet serien med sønner?
»Da jeg først fandt på konceptet til serien, tænkte jeg, at jeg skulle lave den meget forskellig fra mit liv. At jeg måske skulle have en søn og en adopteret kinesisk pige. Men så tænkte jeg på, at min far altid sagde, ’skriv hvad du kender’. Så jeg tog strukturen fra mit liv. Så til dit spørgsmål: Jeg elsker, at det handler om tre generationer af kvinder. Når jeg ser på mig selv og mine døtre gå ned ad gaden, føler jeg, at vi er med i det der skud i ’Reservoir Dogs’. Jeg har tilsat Sams mor som ekstra ingrediens, og jeg synes, det er virkelig fascinerende og vigtigt for serien at skildre de tre kvindegenerationer«.

Især forholdet til den midterste datter Frankie er komplekst. Hun har så meget vrede mod Sam, men du dykker aldrig ned i de specifikke grunde til, hvorfor hun for eksempel tager væk hjemmefra i det sidste afsnit. Hvorfor lader du det stå åbent?
»Sagen er, at du aldrig virkelig ved, hvad der foregår med dine børn. Jeg kan huske, da jeg var barn, og min far gjorde noget pinagtigt, og han aldrig forstod, hvor min frustration kom fra.

Det er en universel sandhed, og det er det, jeg gerne vil have med i min serie. Jeg vil gerne have, at den er for alle og ikke kun for mødre. Jeg hører også fra mange folk uden børn, der kan relatere til den, for alle er vokset op i en eller anden familie, der har en dynamik.

Jeg prøver at vise, hvordan familiedynamikker og menneskelige interaktioner er. Det er vigtigt for mig, at folk kan relatere til den, og sige, ’Wow, det var hårdt!’ Eller ’Oh my God, det gjorde mig glad’. Jeg vil gerne fremkalde en følelse, og jeg vil have det til at være en stor følelse, så det ikke er en serie, man bare klikker forbi, og som ikke betyder noget«.

Følelsesfulde øjeblikke har serien mange af, og Adlon siger, at hun nogle gange må minde sig selv om at lette tonen.

»Når vi optager serien, og alle græder hver anden dag, er jeg sådan, ’what the fuck, det her skal forestille at være en komedie!’ Jeg kan godt lide at grine, når tingene er hårde. Hvis der sker noget fucked up, skal man være i stand til at vende det på hovedet og sige, Oh my God, det her er virkelig slemt, men guess what, det her er værre. Og så kan du grine. Det er magisk«.

Skrald til guld

Under sceneinterviewet fortæller Adlon, at arbejdet med serien har lært hende at bruge sine negative oplevelser konstruktivt.

»Min mor plejede at drive mig til vanvid, men en dag kiggede jeg på hende og tænkte, ’ha, det er sjovt’ og tog min telefon frem og optog hende. Det er en måde at forvandle skrald til guld«, siger Adlon, der heller ikke bærer rundt på vrede eller bitterhed på trods af alle de fucked up ting, der er galt med verden og branchen.

»Jeg har ikke tid til at være vred. Jeg kan godt blive gal over noget, men jeg foretrækker at bruge min energi mere proaktivt. Jeg overfører al min angst til serien«.

I den ånd sætter Adlon i tredje sæson fokus på magtmisbrug og dårlig sikkerhed på filmsettet. I afsnittet ’Monsters in the Moonlight’ spiller Sam med i en stor zombiefilm, hvor hun skal optage et bilstunt med to andre skuespillere uden at være blevet inviteret til det foregående sikkerhedsmøde eller have mødt produktionens stuntkoordinator. Bagefter marcherer Sam op til instruktøren. »Var det lovligt, det der lige foregik? Burde I ikke beskytte alle en del mere end det, der lige skete?« spørger hun, mens de andre på settet tydeligvis er enige, men dukker sig for konfrontationen.

Pamela Adlon i samtale med Mikkel Munch-Fals under Copenhagen TV Festival. (Foto: Ernst Tobisch)

Mikkel Munch-Fals viser scenen fra serien til publikum og spørger Adlon, om den opsummerer hendes oplevelser som skuespiller.

»100 procent. Det er en blanding af 30 års arbejde på tv og film, hvor alle er bange, og ingen siger noget. Eller at blive spurgt som 15-årig om at tabe det håndklæde, jeg havde på, for at vise min numse. Instruktøren var en mand, og jeg stod sammen med drengene, der var med i scenen, og det var så pinligt bare at blive spurgt om det«, siger hun og fortæller videre om upassende bemærkninger før kyssescener og om at blive slået bevidstløs under optagelserne af horrorfilmen ’Gate 2’, da hun var 21.

»Jeg kunne have været lam nu, men alle var ligeglade. Sådan er det. Alle råber op om sexchikane, hvilket er kæmpestort og skal gøres. Men der foregår også et magtmisbrug og en ydmygelsespolitik på settene«, siger Adlon, der har kaldt plottråden »sin MeToo-historie«. Jeg spørger hende, hvad reaktionerne har været i branchen.

»Jeg har fået så mange reaktioner fra folk, der elskede scenen og er taknemmelige for den. Det er vanvittigt, for hvis man går ind i et filmstudie, hænger der skilte med ’If you see something, say something’ og ’Be a whistleblower’. Ingen gør det, og det foregår stadig. Vi tror, vi er forbi arbejdsmisbrug og chikane, men det er stadig virkelig udbredt.

Scenen viser bare én lille skuespiller råbe op. Da vi skulle skyde den, tog jeg mine støvler af og klipklappere på, så jeg ville se virkelig lille ud ved siden af de andre på settet. Og hun spytter praktisk talt i vinden, for de ser på hende med en mine, der bare siger, ’Du forsinker os, vi vil videre til næste take’«.

Har du altid været i stand til at råbe op?
»Jeg har altid råbt op for de svage. Jeg er kommet i slagsmål over ting, der ikke kom mig ved. Det er helt klart en del af min psyke«.

Har det nogensinde kostet dig et job?
»Nej. Det tror jeg ikke. Måske nu«, siger hun og griner.

Nu har du jo også et job.
»Ja. Thank God!«

På toppen af karrieren – i kulkælderen privat

Pamela Adlon har spillet skuespil, siden hun var ni år og har haft mindre roller i et hav af film og serier. I sine første år som voksenskuespiller havde hun dog svært ved at få roller og ernærede sig i årevis hovedsageligt som stemmeskuespiller, hvor hun er mest kendt som stemmen bag drengen Bobby Hill i animationsserien ’King of the Hill’ fra 1997. Men først i slut-00’erne fik hun et populært gennembrud som Marcie Runkle i ’Californication’ og Pamela i ’Louie’, som hun også skrev til sammen med Louis C.K. De skabte sammen ’Better Things’, hvor det endelig var Adlons tur til at være i front. Efter C.K.’s #MeToo-sag i 2017 brød hun samarbejdet og hyrede fire manuskriptforfattere til sit forfatterrum, som hun nu står i spidsen for alene, ligesom hun siden anden sæson har instrueret alle afsnit.

»Jeg ved, at folk er fascinerede af, at jeg har skabt den her serie og udfører alle de funktioner, og at jeg endelig er brudt igennem i en mør alder af 50«, siger Adlon under talken.

’Better Things’ er hendes første instruktørjob og er gradvist blevet mere stilistisk eksperimenterende. Jeg spørger hende, om hun er blevet mere selvsikker som instruktør.

»Åh ja. Min læringskurve stiger hvert år. Når jeg tænker på andre fantastiske instruktører, føler jeg mig som en nyfødt, der ingenting ved. Alt jeg ved er at følge mit instinkt og kultivere seriens look, følelse, skuespil og lyd og lade mine afdelinger operere på et højt niveau. Jeg ved også, at mine skuespillere stoler på mig, fordi jeg ikke hænger dem til tørre. Hvis præstationen ikke er der, kommer den ikke med i serien«.

Apropos ’Reservoir Dogs’-skuddet – hvad er der blevet af introsekvensen i tredje sæson?
»Jeg ville gerne gøre noget andet i år, fordi der har været så massivt et skifte fra sæson to til tre. Jeg ville gerne have den til at føles anderledes, så jeg skabte titelkortet og de forskellige musikbidder. INGEN HAR SPURGT MIG OM DET! Du er den første!« udbryder hun og giver mig en high-five.

Når man ser ’Better Things’, kan man godt tænke, at det må være en lettelse at få de genstridige teenagere ud af huset. Men ligesom Sam har det hårdt med at sende Max på college – hun kommer da også hjem igen – er Pamela Adlon »ødelagt« over, at hendes to ældste døtre for nylig er flyttet hjemmefra.

Pamela Adlon & Mikey Madison i sæson 3 af ‘Better Things’ (Foto: Suzanne Tenner/ FX)

»Det har været virkelig hårdt. De flyttede ud med en uges mellemrum. Jeg var så fucking deprimeret. Jeg er på toppen med min karriere og min smukke serie, og så er jeg helt nede privat på grund af mine børn. Men de kommer heldigvis tit tilbage«, siger hun og griner.

Jeg kan godt lide scenen, hvor Max på vej til college endelig giver Sam hendes store ’This Is Us’-kram, fordi meget af serien handler om, hvor lidt børnene sætter pris på dig. Er det din erfaring med dine egne døtre, at de værdsætter dig mere, når de bliver ældre?
»Jeg havde et fantastisk øjeblik med min ældste datter, lidt efter hun var fyldt 20, hvor hun så på mig og sagde, at hun kunne se, hvad jeg gik igennem med de andre to, og tænk at jeg skulle gå igennem det tre gange. Hun sagde, ’Jeg var et helvede, og jeg er så ked af det.’ Det slog benene helt væk under mig. Enhver påskønnelse er kæmpestor«.

Der er en scene i tredje sæson, hvor Sam møder en ældre mand på settet, der fortæller om sin afdøde kone. Sam siger, at han er heldig at have haft et helt liv af minder, og han svarer, at det føles for kort til at være et helt noget. Er det en pointe i serien – at de her umiddelbart ubetydelige øjeblikke er det, der virkelig betyder noget?
»Ja. Det giver mig lyst til at græde. Jeg elsker, at du nævner den scene, for det er en fritstående scene, man sagtens kunne tage ud. Den driver ikke historien fremad.

Min instruktørassistent og line producer spurgte mig sidst på optagedagen, om jeg virkelig havde brug for den, og jeg svarede, at det havde jeg. For mig er den scene ekstremt meningsfuld, for man forstår, at Sam bliver påvirket af folk omkring sig og de menneskelige interaktioner. Jeg elsker de øjeblikke«.

Pamela Adlon var inviteret til Danmark af Copenhagen TV Festival og Copenhagen Film Fund.

Læs også: Anmeldelse af ‘Better Things’ sæson 3

Læs også: ‘Chernobyl’-instruktør i Danmark om kritik – »Jeg er ligeglad«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold