‘Better Things’ sæson 3: Pamela Adlon uden Louis C.K. er skarp, rørende og poetisk som aldrig før
»Vent«, råber Sam (Pamela Adlon) efter sin ældste datter Max (Mikey Madison), da hun efterlader sin mor på en jazzbar til fordel for sine nye college-venner. »Jeg vil have mit store ’This Is Us’-afskedsknus!«
Max kigger lidt skeptisk på sin mor med udstrakte arme og danser så tilbage og lader sig omslutte i et symbiotisk kram – en sjælden gengældelse af moderkærligheden, som virker så meget stærkere, fordi vi i to sæsoner har set Max opføre sig som en utaknemmelig og snotforkælet teenager.
Der er ikke meget ‘This Is Us’-sentimentalitet over ‘Better Things’, hvor bølgerne mellem Sam og hendes tre døtre her i tredje sæson går lige så højt som altid. Men der er nok ømme øjeblikke til, at forbundetheden står tydeligt frem.
Som i en anden af mine yndlingsscener i sæsonåbningsafsnittet, hvor Sam efter en lang hjemtur fra Chicago er rimelig træt af at finde en bunke af sin mellemste datter Frankies venner nedenunder, mens Frankie (Hannah Alligood) sidder oppe på sit værelse. Hun kan ikke gå i seng, for hun skal læse første akt af et skuespil til i morgen. Men det kan hun ikke overskue. »Kan du ikke læse det for mig?« plager Frankie. Sam er lige ved at miste besindelsen, men forbarmer sig så over datteren og foreslår, at de skiftes til at læse højt fra Lorraine Hansberrys ‘A Raisin in the Sun’. Det starter med en beskrivelse af familiens dagligstue:
»Møblerne gør ingen stads af sig, og deres særpræg er, at de har måttet tjene for mange mennesker i for mange år og nu er trætte«, læser Sam. »Det lyder som vores«, siger Frankie. De rækker bogen frem og tilbage efter hvert afsnit, mens Rod Stewarts ‘Mandolin Wind’ lyder fra soundtracket, og kameraet sniger sig ud i gangen og rundt i familiens trætte, men levende hjem. 
Tredje sæson af ‘Better Things’ er den første, siden Pamela Adlons faste makker Louis C.K. indrømmede at have onaneret foran en række kvindelige kolleger. Adlon brød med C.K., men valgte efter mange overvejelser heldigvis at fortsætte serien, som hun denne gang har skrevet med et forfatterrum. Jeg kunne ikke mærke nogen forskel i de to første afsnit, denne anmeldelse bygger på.
Som instruktør er Adlon sikker som aldrig før, endda lidt mere visuelt eksperimenterende og impressionistisk. En sekvens, hvor Sam følger Max på college i Chicago, åbner for eksempel med sort-hvide snapshots af byen og mor og datter fra Max’ kamera. Og flere gange finder kameraet magi ved at observere almindelige mennesker: En række personer, der går gennem sikkerhedstjek i lufthavnen. Og en livstræt og bittert udseende kvinde, som Max får øjenkontakt med på et apotek, mens Sam fylder indkøbsvognen med kondomer, bind, vitaminer og fortrydelsespiller og andet godt til det voksenliv, Max er overstadig over at træde ind i.
Som de fleste afsnit består de to episoder af små skarpt iagttagede vignetter fra hverdagslivet: Forældrekonflikter til naturvidenskabsdag på den yngste datter Dukes (Olivia Edwards) skole. Semi-ydmygelser på et filmset. Hedeture og problemer med at skrue sig ned i sit tøj. En dement mor, der ikke kan huske at have skadet bilen.
»Du er heldig. Du har haft et helt liv af minder«, siger Sam til en gammel mand, hun møder tilfældigt på settet, og som fortæller om sin afdøde kone. »Det føles lidt kort til at være et helt noget som helst«, svarer manden.
‘Better Things’ er ligesom livet en række øjeblikke, der måske ikke virker som noget specielt, men alligevel er helt særlige og tilsammen fortæller bittersødt om omsorg, kærlighed og forgængelighed, om at blive ældre, om at blive voksen og at tage ansvar og om at give slip.
Kort sagt:
Pamela Adlons dramedy om en hårdtprøvet alenemor er skarp, rørende og poetisk som aldrig før i sine små hverdagsøjeblikke om livet, der går, mens man skændes om lektier.