De 25 vigtigste film i 2010’erne

De 25 vigtigste film i 2010’erne
Daniel Kaluuya i Jordan Peeles 'Get Out'.
2010’erne er ved at rinde ud, og vi ser i disse uger tilbage på årtiets musik, film og serier. I dag udnævner vi de film, der har vejet tungest på kulturens vægtskål de seneste ti år.

Hvilke film fra 2010’erne satte de væsentligste spor, i samfundet, i kulturen, i filmbranchen? Det har vi på redaktionen spurgt os selv i anledning af vores store tilbageblik på årtiet, hvis timeglas er ved at rinde ud.

Det er således ikke vores valg af de bedste film, der følger her. Men de værker, som spredte ringe i vandet, talte direkte ind i samtiden, pegede ud i fremtiden eller på anden vis flyttede filmkunsten i et årti, der var præget af, at de store franchises dominerede i biografen, mens den europæiske arthouse-film havde trangere kår end nogensinde.

Vi starter med listens eneste film instrueret af en dansker.

 

25. ’Drive’ (2011)

Med jævne mellemrum lander en film, som er så fandens cool, at den nærmest øjeblikkeligt bliver en del af den fælles kulturelle referenceramme, klar til at blive imiteret, kopieret og citeret.

Nicolas Winding Refns ’Drive’ var sådan en film. Ryan Gosling peakede med sin karakteristisk ordfattige udstråling i rollen som en stuntman og getaway-driver, der kommer i karambollage med de gangstere, han arbejder for, efter han knytter et bånd til sin søde nabo (Carey Mulligan). Gosling var ét af de instrumenter, den danske instruktør spillede på i sin stemningsladede symfoni af sørgmodighed og vold – ét andet var det ikoniske soundtrack, som med Kavinsky i spidsen lød ud af alle vinduer, biler og klubber den sommer.

Med ’Drive’ udvidede Refn originalt rammerne for amerikanske mainstreamfilm ved at dyrke en gennemstiliseret sensibilitet og et tålmodigt fortælletempo, som normalt kun var forbeholdt snævre artfilm. At Refn vandt instruktørprisen i Cannes for sin hårdpumpede genreperle, vidner om filmens evne til at overskride de gængse reservater.

 

24. ’Tangerine’ (2015)

Sean Bakers ‘Tangerine’ var banebrydende på flere fronter. Det var den første film udelukkende optaget på iPhones, der rigtigt havde held med sit foretagende, en stafet, der siden er blevet taget op af blandt andre Steven Soderbergh i ’Unsane’ og ’High Flying Bird’.

Og så var den forud for sin tid – eller måske bare til tiden – idet den lod en talentfuld transkønnet skuespiller, Kitana Kiki Rodriguez, indtage hovedrollen som den transkønnede prostituerede Sin-Dee-Rella, som kommer ud fra fængsel i Los Angeles og forsøger at finde sin kæreste slash alfons, som hun opdager har været hende utro.

På den måde satte filmen spot på nogle af de L.A.-skæbner, som Hollywood traditionelt har interesseret sig forsvindende lidt for: En fortælling uden de klassiske forfaldsmyter, som mange amerikanske film om transkønnede traditionelt har dyrket – erstattet af livskraft, energi og en gennemvædende empati for dens uimodståelige skæbner.

Sean Baker fulgte op med en anden væsentlig film om den amerikanske underklasse, ’The Florida Project’, som måske nok er en mere helstøbt film. ’Tangerine’ var dog en mindre revolution.

 

23. Ari Aster: ‘Hereditary’ (2018) & ‘Midsommar’ (2019)

Det sker vel et par gange i hvert årti, at en ny instruktør dukker op med et så distinkt greb om en filmisk stemning eller tilgang, at vedkommende virker til at kunne genopfinde, hvad en film er og skal kunne.

I 10’erne var Ari Aster ét af de navne. Han var blot 32 år, da han debuterede med den elektriske psykologiske gyser ’Hereditary’, der var et sjældent velkomponeret – og rasende uhyggeligt – studie i en familie i opløsning. Hans imponerende hurtige opfølger, ’Midsommar’, bar på overfladen et helt andet visuelt udtryk med sin okkulte fortælling fra Sveriges midsommerlyse dage og nætter, men til fælles havde de en mesters sans for spændingsopbygning og atmosfærer af melankoli og psykisk sammenbrud.

Ligesom Jordan Peele – én anden af årtiets epokegørende instruktører (se toppen af listen) – formår Aster at skabe film, der ikke synes specielt afhængige af det klassiske festivalkredsløb, men bruger bredt appellerende genrer og fortællemønstre til at formidle dybe tematikker med overvældende billeder, der betoner mediets særlige muligheder i en tid, hvor de snakkesalige tv-serier ellers dominerer.

Det er ikke for sjov, at Scorsese for nylig hyldede ’Hereditary’, eller at ovennævnte Peele beskrev ’Midsommar’ som en øjeblikkelig klassiker. Vi kunne ikke være mere spændt på, hvor Ari Aster – der i øvrigt er stærkt inspireret af Lars von Trier – tager os hen næste gang.

 

22. ‘The Raid’ (2011)

Mens god gammeldags nævekamp gik af mode i slut-90’erne og 00’ernes actionfilm, hvor store våben og hurtige biler syntes at have overtaget, trumfede walisiske Gareth Evans igennem på indonesisk med kampsportsfilmen ’The Raid’, der blev et overraskende stort internationalt hit – og et eksempel til efterfølgelse.

Med den indonesiske martial arts-kæmper Iko Uwais i spidsen bragte den hæsblæsende ’The Raid’ – om en elitepolitienheds indtog i et narkobaronstyret højhus – den kinetiske, uhyre velkoreograferede kampstil tilbage på dagsordenen. Her kunne man ikke alene se, hvad der faktisk foregik i de actionmættede sekvenser – de var også iscenesat med virtuos opfindsomhed, som var en ballet værdig.

Iko Uwais har siden fået en Hollywood-karriere, om end med begrænset succes, men indflydelsen skal mere findes i afsmitningen på øvrige actionfilm. For eksempel er det nærmest utænkeligt, at Keanu Reeves-hittet ’John Wick’ havde fundet sin formel uden ’The Raid’. Og selv i nyere bro-brag som ’Hobbs and Shaw’ aner man reminiscenser af ’The Raid’-agtig kampklipning,.

Det er ikke mange ikke-amerikanske film, der formår at sætte nye tanker i gang i Hollywoods actionmaskineri. Men det gjorde ’The Raid’, som i 2014 fulgte op med en mindst lige så seværdig toer.

 

21. ‘The Babadook’ (2014)

Morderiske mødre har alle dage fascineret mandlige filmmagere med Ødipus-komplekser – jævnfør mesterværkerne ‘Psycho’ og ‘Rosemary’s Baby’ – men kvindelige instruktører rykker i stigende grad ind i børneværelserne med opdaterede takes på det 21. århundredes familiedynamikker i opbrud.

Således er en af årtiets mest effektive gysere også en af de mest tankevækkende, som den sætter kløerne i fraværende forældres dårlige samvittighed med historien om enkemoren Amelia (Essie Davis) og hendes lille søn Samuel (Noah Wiseman), der terroriseres af en mørkemand i natten i en creepy forstadsvilla, der spejler familiens smuldrende relationer.

Den australske instruktør Jennifer Kents ’The Babadook’ ligner ved første øjekast et relativt klassisk gys efter ’The Conjuring’-opskriften, men filmen folder sig ud som en ond udforskning af kvindens splittelse mellem moderskab og individualisme grænsende til det tabuiserede: kan man savne sin frihed i en grad, at man holder op med at elske sit barn. Et tvetydigt psykologisk twist udmunder i en gruopvækkende finale, der gør ’The Babadook’ til et toneangivende eksempel på moderne mor-horror, der dribler i cirkler om seerens forudindtagede forventninger til kvinderollen. Familietematikkerne beåndede Ari Asters ’Hereditary’, og i det hele taget var ’The Babadook’ (sammen med ’It Follows’, se længere nede af listen) med til at kickstarte den kreative og kvalitative fornyelse af horrorgenren, der var en af 10’ernes mest fremtrædende tendenser.

 

20. ‘Sorry to Bother You’ (2018) & ‘Sorry We Missed You’ (2019)

Det kan forekomme lidt kækt at pulje en amerikansk rappers sorte sci-fi-satire sammen med en britisk mesters indignerede stykke socialrealisme, bare fordi de begge starter med et undskyld.

Men der er en dybere mening. For mens klassekampen generelt fyldte ganske lidt i årtiets filmkultur, illustrerede Boots Rileys ’Sorry to Bother You’ og Ken Loachs ’Sorry We Missed You’ (dansk premiere 12. december), hvor væsentlig en opgave filmen kan påtage sig som analytisk kirurg af sammenhængene i det moderne samfunds hierarkier.

Den totalt udknaldede ’Sorry to Bother You’ handler om en telefonsælger, der får stor succes, da han lærer at bruge sin ’hvide’ stemme – og efter succesen svigter samhørigheden med sine gamle kolleger på gulvet, mens de forsøger at organisere sig mod de komplet urimelige vilkår, de arbejder under.

Og i den varme, rørende ’Sorry We Missed You’ følger vi en britisk løsarbejders umulige kamp for at tjene til dagen og vejen som pakkeudbringer for et Amazon-agtigt firma, der overbeviser sine medarbejdere om, at de har deres egen »business« i deres »franchise« – nysprog for at skulle knokle røven ud af bukserne uden nogen form for rygdækning fra arbejdsgiveren.

Begge film blottede de åbne sår i det moderne kapitalistiske arbejdsmarked, hvor de hårdt tilkæmpede rettigheder går fløjten til fordel for løse ansættelser og umenneskelige forhold. Et tiltrængt skud klasse- og kapitalismekritik, fortalt på meget forskellige måder, men begge stærkt medrivende og i trit med tiden.

 

19. ‘The Revenant’ (2015)

Han sov i et hestekadaver. Blev flået til hakkebøf af en bjørn. Begravede sin søn, spiste råt bisonkød og vadede over floder så frysende kolde som ’Titanic’s hav. Og endelig, endelig fik Leo så sin Oscar. Ingen mand i filmhistorien har kæmpet mere indædt – eller er blevet snydt flere gange over to årtier, kan man mene – og Twitter-sfæren blev for en gangs skyld forenet i eufori.

Af den grund alene markerede ’The Revenant’ forløsningen af en popkulturel heltedyrkelse forbeholdt ganske få moderne stjerner i en tid, hvor franchises og ikke enkeltpersoner er ’king of the world’, men filmens arv er mere og andet end Leo-love.

Et enkelt år efter ’Birdman’s syrede one-take nuppede Oscar’en for bedste film, hjemtog instruktør Alejandro Iñarittu statuetten for bedste instruktør for sin ode til USA’s utæmmede natur, der forvandler selv de stærkeste mænd til lidet andet end små prikker i landskabet. ’The Revenant’ er en blændende visuel og kunstnerisk inspirerende kraftpræstation – også af fotograf Emmanuel Lubezki – der pressede skuespillere og crew til det yderste i vildmarkerne. On location-satsningen, den i lange passager ordløse fortælling og de åndsbesjælede sekvenser sendte artfilmstrømninger igennem mainstreampublikummet på en kompromisløst nyskabende facon.

Det var ikke altid videre behageligt at overvære, men hvor ’Birdman’ var lige dele hyldest og stikpille til underholdningsindustrien, er ’The Revenant’ et anderledes samfundsaktuelt forsvar for at værne om økosystemernes skønhed og favne erkendelsen af, at menneskehedens overlevelse ultimativt er prisgivet erkendelsen af, at vi ikke kan betvinge naturen. Et budskab, der også ligger Leo på sinde i virkelighedens verden, hvor stjernen advokerer utrætteligt for at bekæmpe klimaforandringer.

 

18. ‘Force Majeure’ (2014)

Svenske Ruben Östlund brugte 10’erne til at markere sig som en af Nordens største filmmagere, hvis samfundssatire og kulegravning af moderne maskulinitet kontinuerligt suppleres af scenografiens kælen for moderne design som metafor for selvindbildsk etikette. Brillante ’The Square’ fra 2017 – med en fantastisk arrogant Claes Bang i front – vandt Guldpalmen i Cannes og er uomtvisteligt Östlunds hovedværk, men filmen var ikke blevet til, var det ikke for 2014’s ’Force Majeure’, hvori instruktøren udforskede de tematikker, der senere blev finpudset til Cannes-perfektion.

Hvor ’The Square’ udspiller sig på Stockholms højloftede Nationalmuseum med mystificerende kunstinstallationer som spejl for karakterernes eksistentielle kriser, tager ’Force Majeure’ os med op i bjergene, hvis majestætiske uforanderlighed agerer kontrast til hovedpersonen Tomas (Johannes Kuhnke) uendelige smålighed. Östlund bruger lavinen som metafor for en ustoppelig splid mellem Tomas og hustruen Ebba (Lisa Loven Kongsli), der ironisk nok forværres af en helt bogstavelig lavine under parrets skiferie med ungerne. I stedet for at redde familien vælger Tomas instinktivt at hytte eget skind og iPhone, og selvom lavinen ikke rammer, er alt forandret: Tomas fremstår som en kastreret, selvisk kujon.

Til tonerne af Vivaldi, der akkompagnerer ‘Force Majeure’s stringente, blåtonede billedside, smuldrer glansbilledet af den svenske kernefamilie og udstiller på tåkrummende vis – og bedre en nogen anden film i årtiet – vestlige kønsroller i opbrud, der lægger op til akavede debatter på den anden side af skærmen.

Hvilken side står du på, når lavinen kommer bragende?

 

17. ‘Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv’ (2010)

Mange var i chok, da en jury anført af Tim Burton gav Guldpalmen på klodens førende filmfestival i Cannes til den thailandske spøgelsesfilm ’Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv’. Filmen om en dødssyg mand, der i en hytte langt ude på landet besøges af afdøde mennesker fra sin fortid, var ellers, ikke mindst blandt danske udsendte anmeldere, blevet mødt med måbende miner. Men i virkeligheden var det et vigtigt og visionært valg af Burton & co.

For nej, Apitchatpong Weerasethakuls film er langt fra letforståelig, her er ingen af de kausale historiemønstre, vi er vant til fra amerikanske og de fleste europæiske film. Men det er netop pointen. Her dukker genfærd op ved middagsbordet, uden at det er mere overraskende, end var Fætter Jens vendt to dage for tidligt hjem fra Gran Canaria. Et abelignende folk med lysende røde øjne bor ude i skoven. Reinkarnation er et bærende tema.

Det er kort sagt en anden fortællekultur, Apichatpong – blandt venner bare kaldet Joe – åbner vores øjne op for. Men også bare en anden kultur, punktum. Thailand og de omkringliggende sydøstasiatiske landes krigshærgede fortid spøger. Et liv rinder ud, og det skildres med en blanding af smuk spiritualisme og grim naturalisme, som vi aldrig ville finde på vestlige breddegrader.

’Onkel Boonmee’ er på den måde ikke for alle, men den tjener som et af 10’ernes vægtigste eksempler på, at de vestlige sandheder – om verden, om filmen, om livet – ikke er naturgivne. Det er en rød pille til alle filmskabere og filminteresserede, der er blevet bedøvet af de relativt konventionelle fortælleformer, der dominerer vores biografudbud.

 

16. ‘Lady Bird’ (2017) & ‘Booksmart’ (2019)

Coming of age-fortællingen fik et løft gennem 2010’erne, dels i sin overnaturlige variant med film som ’Raw’ og ’Thelma’, dels gennem sprudlende amerikanske debutfilm, der udviste et sjældent følsomt blik for ungdomssindets krinkelkroge.

Greta Gerwigs ’Lady Bird’ og Olivia Wildes ’Booksmart’ var frontløberne. To meget forskellige film – den første et relativt naturalistisk drama om en ung kvinde, der ikke kan vente på at forlade sin provinshullede hjemby for at springe ud som kunstner på øst- eller vestkysten, den anden en slags buddy-komedie om to stræberveninder, der skal indhente en hel highschool-tids forsømte lyster, da de opdager, at alle deres useriøse drikfældige klassekammerater også er kommet ind på de gode universiteter.

Men begge brød ny grund. Dels rent formelt ved at launche to nye spændende kvindelige instruktørkarrierer og skuespilstortalenter som Beanie Feldstein og Kaitlyn Dever. Dels med deres progressive forståelse for køn, seksualitet og moderne relationer – som Booksmart’s skildring af den ene hovedpersons homoseksualitet uden at gøre et stort nummer ud af det. Og dels med et velplejet ambitiøst filmsprog, der særligt i ’Booksmart’s tilfælde var mere farverigt og filmisk, end man normalt kan forvente af genren.

’Lady Bird’ og ’Booksmart’ – med Bo Burnhams ’Eight Grade’ som den friske kusine på siden – vil fremover være målestokken, når amerikanerne (og sikkert også mange andre) skal skabe indfølte ungdomsfortællinger med nerve og energi.

 

15. ‘The Hunger Games’ (2012)

YA-fantasy oplevede et blockbuster-boom i 00’erne og 10’erne, men ud af de mange franchises – ’Twilight’, ’The Hunger Games’, ’Divergent’, ’The Maze Runner’ – var ’The Hunger Games’ den mest helstøbte og chancevillige oplevelse, der gjorde den senere Oscar-vinder Jennifer Lawrence til en mainstreamsuperstjerne. Og som satte yngre generationers ulmende klimaangst og politikerlede på spidsen med fatal udgang for en række af filmens smækre hovedroller.

’The Hunger Games’ var baseret på forfatter Suzanne Collins romanserie, hvis præmis, hvori en flok unge i et dystopisk samfund tvinges til at kæmpe mod hinanden som gladiatorer, lånte et ben og en arm fra den japanske kultfilm ’Battle Royale’ fra 2000 (som igen var baseret på en roman fra 1999). Men ’The Hunger Games’ løftede sig langt over inspirationskilden med sin stærke, seje og emotionelt relaterbare heltinde, der blev teenagepublikummets svar på et Ellen Ripley’sk actionkvindeikon til det nye årtusind.

Takket være Lawrences enorme udstråling slog ’The Hunger Games’ fast, at kvindedrevne franchises kan sejre på lige fod med deres mandlige modstykker i Hollywood, og filmseriens popularitet var med til at gøde jorden ikke blot for de adskillige copycat-franchises, der fulgte efter med større eller mindre succes, men også for fremtidige hovedrolleheltinder a la Rey i den nye ’Star Wars’-trilogi, ’Wonder Woman’ og ’Captain Marvel’.

 

14. ’Frozen’ (2013)

Den klassiske Disney-prinsesse fik en tiltrængt feministisk makeover i monsterhittet ’Frozen’, der lægger større vægt på relationen imellem søstrene Elsa (Idina Menzel) og Anna (Kirsten Bell) – og i særdeleshed på at besynge Elsas selvstændighed igennem storhittet ’Let It Go’ – end på at følge traditionelle prinsesse-søger-mage-formularer.

Og præmissen gik rent hjem: ’Frozen’ er Disneys største animationssucces til dato, der indvarslede en ny æra for kvindefortællinger målrettet børn. Fans spekulerede sågar i, om Elsa monstro også var lesbisk, men selvom det bestemt også havde været en sejr for diversificeringen i tegneserieland, spejlede teorierne ikke desto mindre det problematiske i, at fiktive singlekvinder sjældent får lov til bare at være, uden udførlige forklaringer på hvorfor de mon er single – endnu en grund til, at ’Frozen’ dansede veloplagt og velkomment ind i tidens kønsdebatter.

»I love you, but I love me more«, sagde Samantha i ’Sex and the City’, da hun gav slip på drømmefyren Smith, og et lille årti senere var budskabet sivet ned i musestudiets juiceboks.

Kritikere mulede, at Elsa og Anna stadig begge var snehvide og Barbie-spinkle, men tematisk var ’Frozen’ en landvinding for ligestilling i småbørneøjenhøjde, hvor forbilleder og kønsrolleforståelse i høj grad formes af de mest populære fiktive helte. Og det kan dårligt undervurderes i et årti, hvor Disney kontinuerligt købte sig til stadigt større verdensdominans.

 

13. ‘Hesten fra Torino’ (2011)

Fra Robert Bresson til Andrej Tarkovskij er overlagt langsommelige kunstfilm ikke noget nyt, men i 10’erne var slow cinema alligevel en af de mest fremtrædende artfilm-tendenser, måske fordi kontrasten til mainstream aldrig har været større: Der er uendeligt langt fra den hurtigklippede effekttunge superhelteaction, der dominerer biografrepertoiret, til eksempelvis Bela Tarrs slow cinema-hovedværk ’Hesten fra Torino’.

Bortset fra en sporadisk skælmsk voiceover ytres der ikke mange ord i den ungarske mesters film, der indleder med anekdoten om, at den tyske filosof Friedrich Nietschze en dag i Torino i Italien overværede en kusk piske en hest så voldsomt, at Nietszche til sidst kastede sig om halsen på hesten. Derpå besvimede han, og da han vågnede, var han blevet umælende og vanvittig. 10 år efter døde han uden at være kommet til sig selv.

Men hvad skete der med hesten – og dens ejer? Det er det, Bela Tarr beslutter sig for at undersøge. Gennem blot 30 indstillinger er vi med syv dage i tilværelsen hos ejerne, to bønder – en far og en datter – der lever i ludfattigdom i et bondehus i et konstant vindblæst landområde. De minimalistiske monokrome billeder ånder af minutiøs iscenesættelse, og det ildevarslende score løfter den spartanske fortælling til et forunderligt sted mellem hyperrealisme og stumfilmimiterende teatralskhed.

Med sit kompromisløse filmsprog anviser ’Hesten fra Torino’ en helt anden vej end den gængse amerikanske fortællemodus. Det tilhører naturligvis en niche, men Bela Tarrs filosofi og æstetik mærkes i alt fra ’A Ghost Story’ med Casey Affleck og Rooney Mara til Lynchs nye ’Twin Peaks’ og ’Son of Saul’ af Tarrs gamle elev Laszlo Nemes.

Ungaren er i dag gået på pension, men han har for længst indskrevet sig blandt filmhistoriens store socialbevidste minimalister, og ’Hesten fra Torino’ vil blive dyrket af cineaster i mange år frem.

 

12. ‘Gravity’ (2013)

Alfonso Cuaróns storfilm med Sandra Bullock og George Clooney bliver hyppigt skudt i skoene, at dens svagheder bliver udstillet, når man ser den hjemme i stuen på flad- eller ligefrem computerskærmen. Her virker historien om en rummission, der går galt, pludselig påfaldende spinkel.

Men det er netop det, der gør den særlig. I et årti, hvor biograferne kom under det største pres siden videoens fremkomst, leverede den mexicanske mester et bud på, hvordan man skaber kvalitetsfilm, der kun kan ses i biografen. Som er lavet til totaloplevelsen af et kolossalt billede og en altomsluttende lyd i mørket.

’Gravity’ var en æstetisk kraftpræstation, båret af Emmanuel Lubezkis nybrydende kameraarbejde og af Cuaróns dristige stilhed, der forvandlede en kæmpeblockbuster til en i visse passager nærmest meditativ affære.

Resultatet var rendyrket publikumsindlevelse til biografoplevelsen. ’Gravity’ var et monument over den mest ideelle måde at opleve et filmværk på.

 

11. ‘Amour’ (2012)

Der er ikke mange instruktører, der formår at fastholde en central kunstnerisk status over adskillige årtier og samtidig bliver set og respekteret af et kulturinteresseret publikum ud over det snævre festivalcrowd.

Men det er tilfældet med Michael Haneke, der har hovedværker på cv’et i både 90’erne (’Bennys video’ og ’Funny Games’), 00’erne (’Pianisten’, ’Caché’ og ’Det hvide bånd’) og nu altså 10’erne med ’Amour’. På den måde står han – sammen med danske Lars von Trier og få andre – som et fyrtårn af kunstnerisk integritet, stilistisk stringens og tematisk kompromisløshed til evig inspiration for nye generationer af filmspirer.

Guldpalmevinderen ’Amour’ beviste østrigerens evne til at forny sig, samtidig med at han holder fast i sit karakteristisk kliniske håndelag med historien om et kultiveret fransk ægtepar, der mærker tidens ubarmhjertighed, da konen bliver ramt af et slagtilfælde, og manden må vende det yderste ud af sin livslange kærlighed for at passe hende.

Filmen er for så vidt Hanekes mest konventionelle, et gribende og uhyre velobserveret studie i kærlighed krydset med menneskeligt forfald, men samtidig befriende renset for den sentimentalitet, der typisk omklamrer denne type fortællinger.

Haneke overlader den moralske stillingtagen til sit publikum. Det kunne mange lære noget af, og det gør mange da heldigvis også. Alene herhjemme ser man frembrusende instruktørtalenter som Isabella Eklöf (’Holiday’) og Marie Grahtø (den kommende ’Psykosia’) være stærkt inspireret af Haneke. Han er så relevant nu som for 30 år siden.

 

10. ‘Black Panther’ (2018) & ‘Wonder Woman’ (2017)

Hvor stor betydning har det for børns selvværd at have fiktive superforbilleder af samme køn og race som dem selv helt fra Happy Meal-alderen?

Der er dem, der hårdnakket holder på, at superheltefilm bør være apolitiske rum, hvor ligestilling, kønsdebatter og diversitetsmål for alt i verden ikke må farve heltenes kapper. Men det er et historieløst krav til en genre, der immervæk alle dage har afspejlet virkelige begivenheder og politiske strømninger – det være sig krige eller fantastiske videnskabelige gennembrud, der har inspireret sci-fi-missioner, kvinde- og racerettighedskampe eller økonomiske krisers kollektive tungsind.

Hvor tegneserieudviklingen gerne har fulgt med tiden, haltede Hollywoods superheltesatsninger på samlebånd til gengæld bagud på diversitetspoint – ud fra rent ’kommercielle’ hensyn, forstås. Selvfølgelig kunne DC’s Wonder Woman ikke hamle op med Superman ved billetlugerne. Og forestillingen om, at Marvel’s sorte helt Black Panther skulle kunne nappe de hvide Avengers i boxoffice-hælene virkede utopisk, eftersom hvide publikummer ikke er lige så inklinerede til at se film med sorte hovedroller som omvendt.

Men i sommeren 2017 lød der et kapow!

Patti Smiths ’Wonder Woman’ satte DC’s maskuline filmfadæser til vægs med en fuldfed succes, der gjorde samtlige fordomme om »kvindefilms« kommercielle inferioritet til skamme og gav millioner af piger det sympatiske og helt igennem badass kvindelige superhelteikon, filmland havde manglet. ’Wonder Woman’ banede vejen for ’Captain Marvel’s endnu større succes få år senere, men inden da rystede ’Black Panther’ ikke bare superheltegenrens filmfundament, men det ganske Hollywoods skævvredne racesyn.

Den sorte instruktør Ryan Cooglers originale værk blev en historisk blockbuster-triumf, der ramte en sindrig balance mellem superhelteaction og en overraskende flerfacetteret skildring af moderne sort identitet i et univers, hvis storpolitiske debatter reflekterede interne identitetskonflikter bag virkelige bevægelser som Black Lives Matter. Det var både underholdende og tankevækkende, og publikum af alle farver og køn væltede i biografen, mens Oscar-akademiet kvitterede med en historisk bedste film-nominering.

Vigtigheden af identifikationsaspektets afsmitning på unge superheltefans’ selvforståelse i fremtidige generationer er intet mindre end monumental.

 

(Foto: 2019 CJ ENM Corporation, Barunson E&A)

9. ‘Parasite’ (2019)

Den fulde betydning af Bong Joon-hos koreanske mesterværk er endnu ikke kommet til sin fuldbyrdede ret, for hvor succesrig den bliver under det forestående Oscar-kapløb vides eksempelvis endnu ikke, og i Danmark får den først premiere lige før årtiets lukketid, 25. december.

Men allerede nu tør vi godt konkludere, at den fortjener en plads i top 10. ’Parasite’ – om en fattig sydkoreansk familie, der langsomt, men sikkert overtager tjenestestillingerne hos en velstående kernefamilie – vandt den prestigefyldte Guldpalme som den første sydkoreanske film nogensinde. Og ud over, at den nærmest med sikkerhed vinder Oscar’en for Bedste Internationale Film, spås den også til at have chancer for nomineringer i de store kategorier som Bedste Film og Bedste Instruktør. Under den nylige Toronto Film Festival var den på alles læber, selvom den havde fået verdenspremiere i Cannes et halvt år forinden.

Det er en afgørende anerkendelse af en filmkultur, der i årtier har været sprudlende, og som ’Parasite’ forhåbentligt kan blive et nyt og afgørende gateway-drug til.

Men dens vigtighed begrænser sig ikke til priser og popularitet. Bong Joon-ho eksponerer et virtuost filmsprog, der er skabt til det store lærred, og han begår en sylespids samfundssatire over klasse og magt pakket ind i en højeksplosiv fortælling uden et kedeligt sekund. Når man spekulerer over, hvad filmen skal kunne i en serie- og streaming-tid, ligner ’Parasite’ svaret.

 

8. ’Thor: Ragnarok’ (2017) & ’Joker’ (2019)

I 2017 var der gået metaltræthed i maskinen hos Marvel og DC, hvor franchiseslaget om boxoffice-herredømmet resulterede i stadigt mindre visuel og dramaturgisk originalitet. James Gunns kække ’Guardians of the Galaxy’ havde været et friskt pust i 2014, men selvom karaktererne var finurligt skæve og de popkulturelle referencer i hipster-tråd med tidens 80’er-nostalgi, var Marvel-rammen velkendt.

Den anke kunne man ingelunde skyde ’Thor: Ragnarok’ i skoene, da Chris Hemsworths selvfede tordengud i samspil med den newzealandske indieinstruktør Taika Waititi skabte Marvel-æraens mest originale værk. Thor, hvis to solofilm op til da ikke just havde været kritikerdarlings, blev over night studiets største trækplaster ved siden af Robert Downey Jr.s Iron Man, takket være Hemsworth og Waititis perfekt matchede, selvironiserende down under-bromance.

Indiefilmagere knækker alt for ofte nakken under vægten af Hollywoods kommercielle hensyn (jævnfør Colin Trevorrows sjælforladte ’Jurassic World’-franchise), men Waititi overførte ikke alene sit brand af 80 procent improviseret (!) absurd-komik fra perlen ’What We Do in The Shadows’, han skabte også et unikt univers, der sendte hilsner til campet synthrock og arkadespilæstetik i kombination med bjergtagende renæssance-actiontableauer.

Mens Marvel sålunde skruede op for kitch, gik DC fornuftigt i den stik modsatte grøft med Todd Phillips noget nær socialrealistiske, Scorsese-inspirerede portræt af Batman-nemesisen Jokers oprindelse – legemliggjort af en storspillende Joaquin Phoenix på Oscar-kurs.

Man får de helte, man fortjener, siges det, men ’Joker’ gav os en skurk til og af sin samfundspolitisk betændte samtid, hvis tematikker fra vrangsiden af superheltekapperne lugtede så foruroligende af incel-kultur, at filmen antændte frådende (og interessante) mediedebatter om dens potentielle »farlighed«. Hvor ’Wonder Woman’ og ’Black Panther’ bragte håb om bedre tider, snævrer ’Joker’ fokus så langt ind i Phoenix’ forvrængede fjæs, at man kan mærke ham ånde på samfundets sorte spejl som et uhyggeligt filmskrift over Trump-æraens kaos.

I 00’erne blev superheltefilmen født som tidens mest dominerende genre. I 10’erne blev den genfødt af ’Thor: Ragnarok’ og ’Joker’, så man for første gang har fornemmelsen af, at hvad som helst kan ske, næste gang en tegneseriefigur banker på biografdøren.

 

7. ‘Call Me By Your Name’ (2017)

Homokærlighed på det store lærred blussede op i 10’erne, og intet sted smagte frugten så saftigt som i Luca Guadagninos berusende filmatisering af André Acimans roman ’Call Me By Your Name’, der gjorde Timothée Chalamet til Hollywoods mest ombejlede shooting star og sin generations James Dean in spe.

I filmen forelsker det 17-årige wunderkind Elio sig hovedkulds i sin professorfars renæssance-lækre researchassistent Oliver (Armie Hammer i et karrierehøjdepunkt) under et par hede måneder i familiens sommerresidens i Norditalien. Og Guadagnino orkestrerede de to unge mænds tiltrækning med en nænsom, sulten sensibilitet, der efterlod en med sommerfugle flaksende ud brystet, ramt af 120 procent ægte kærlighed.

’Call Me By Your Name’ stiller akademisk viden og ’viden, der er værd at vide’ – viden om kærlighed – over for hinanden på smukkeste, mest sexede vis, og selvom filmen også blev mødt med nogen kritik for udeladelsen af bogforlæggets mere eksplicitte sexscener (en anke foranlediget af velmenende om end misforstået symbolpolitik), kan den ikke abstraherede fra det faktum, at ‘Call Me By Your Name’ er en af årtiets suverænt mest romantiske og sanselige film – en født klassiker af den slags, filmfans og filmskabere vil kigge tilbage på i årtier med et forelsket suk.

 

6. ‘Mad Max: Fury Road’ (2015)

På et tidspunkt, hvor action- og blockbusterfilmen var sandet til i effekter og dystert-uoverskuelige kampsekvenser, trådte veteranen George Miller ind på scenen og ruskede godt og grundigt op i alle de trætte tendenser. Tiden var kommet til at få den fysiske, sanselige, kinetiske action tilbage, og det var netop, hvad ’Mad Max: Fury Road’ gjorde.

For selvfølgelig er der masser af effektarbejde i filmen, hvor Tom Hardy overtager Mel Gibsons gamle rolle som Max Rockatansky i ørkenkrig. Men optaget under krævende omgivelser i den namibiske ørken vægtede Miller kompromisløst, at det postapokalyptiske univers skulle føles autentisk og solsvedent beskidt. Efter ’Fury Road’ var det, som om mange filmskabere begyndte at sætte tiltrængte spørgsmålstegn ved de kunstigt computerskabte filmuniverser.

Ud over at være en på mange måder simpel, uprætentiøs actionbasker var ’Mad Max: Fury Road’ samtidig en velplaceret allegori over en klima- og ressourcetrængt verden, og Miller viste således Hollywood, at man sagtens kan lave hardcore blockbusterfilm, der har noget på hjerte. Endelig skabte filmen en af de mest ikoniske kvindelige actionkarakterer i nyere tid med Charlize Therons Furiosa, der længe har været rygtet til at få sin egen spinoff.

 

5. ‘Roma’ (2018)

Alfonso Cuaróns ‘Roma’ var et selvbiografisk værk, der pegede mere tilbage mod den personlige filmkunst fra Bergman og Truffaut end frem mod en moderne tids levende billeder. Så hvorfor er den vigtig lige nu?

Det er den, netop fordi den satte et klassisk artfilmsprog tilbage på den store scene. Tænk, at en sorthvid film med ukendte skuespillere og på spansk vandt en Oscar for bedste instruktør. Tænk at et så uleflende, usentimentalt minimalistisk kunstværk var tæt på at vinde for bedste film.

Alle har naturligvis ikke den mexicanske instruktørmesters evner, men det må inspirere filmskabere verden. Samtidig var ’Roma’ et kraftspring for 10’ernes væsentligste nye filmudbyder, Netflix: Et vink med en vognstang om, at streamingtjenesten også gerne vil dyrke de store kunstneriske aspirationer – og at anerkendelsen i eksempelvis Oscar-regi betyder noget for dem.

’Roma’, som Cuarón både skrev, instruerede, fotograferede og klippede, vil blive set og dyrket i årene fremover som et af historiens førende eksempler på autobiografiske auteur-film.

 

4. ’Arrival’ (2016)

Med ’Arrival’ leverede Denis Villeneuve årtiets mest ambitiøse og dybt originale sci-fi-film med usædvanlig æstetisk og tematisk renhed – et skud filosofisk mindfulness og minimalistiske visuelle genistreger i en genre, hvor CGI-liderlighed og bombastiske stjernekrige ellers skabte trafikkaos på mælkevejen.

Filmen lægger ud som en sjældent troværdig fremstilling af, hvordan det vil se ud, hvis rumvæsenerne lander. Og sekvensen, hvor sprogforskeren Louise Banks (Amy Adams) og fysikeren Ian Donnellys (Jeremy Renner) for første gang stiger op i UFO’ens indre, er intet mindre end sublimt spændings- og stemningsopbyggende. Der er en rå stålsathed og tålmodighed i Villeneuves tempo, som han også demonstrerede i narkothrilleren ’Sicario’ (en anden nyklassiker), og som føles helt unikt, strålende underbygget af et manende, sfærisk lydbillede. En stil, instruktøren videreudviklede i den ligeledes glimrende ’Blade Runner 2049’.

Som kollegaen Christopher Nolan gjorde det i den beslægtede, men noget mere selvtilfredse ’Interstellar’, arbejder Villeneuve sig i ’Arrival’ frem mod et overvældende twist, som i sin natur er fortænkt, men alligevel harmonerer så godt med alt, vi har set forinden, at det ikke føles forceret: Snarere dybt bevægende. Og så er der i sig selv noget befriende, slet skjult samfundssatirisk (og melankolsk) ved at se en sprogforsker redde verden – en af de humanister, som i tidens regnearkssamfund ellers snarere er mobbeoffer end forbillede.

Nu er Dennis Villeneuve på vej med sin hyperambitiøse filmatisering af ’Dune’, og holder han kadencen, vil han skrive sig ind i historien som en epokegørende mainstreaminstruktør i samme klasse som Spielberg, Scorsese og Eastwood.

 

3. ‘Bridesmaids’ (2011)

Der er komediefilm, og så er der kvindekomediefilm.

Den forestilling var dominerende i Hollywood i årtier, hvor kønsspecifikke markedsføringskampagner af sidstnævnte kategori syntes at have været gennemsyret af en konsekvent antagelse af, at mandlige publikummer alligevel ingen interesse har i sjove kvinder. Mænd fremtryller boxofficehits ved at slå plat på deres liderlighed og klodsede drengerøvsopførsel, mens kvinder på slap line er anderledes »skingre« og bør undgå at drage unødig opmærksomhed til tarmfunktioner, kønsrollesatire og tåkrummende fysiske udskejelser.

Ingen gider se kvinder med tyndskid, og til trods for særligt den amerikanske komiker Tina Feys popularitet i 00’erne havde filmland svært ved at finde opskriften på en kvindedreven komedie, der ikke blot plankede mændenes polterabender 1:1. Men så kom ’Bridesmaids’.

Paul Feigs grovkornede og overraskende varme skildring af to BFF’s, hvis tætte relation slår sprækker, da den ene får en ny dominerende veninde, revitaliserede slet og ret genren og åbnede branchedøren på vid gab for et nyt kuld af kvindelige komikere med ’ Kristen Wiig, Melissa McCarthy og Maya Rudolph som spydspidserne, der rakte hånden ud til profiler som Lena Dunham (hvis serie ’Girls’ videreførte ’Bridesmaids’ afmystificering af kvindekroppen som poleret tempel), ’Saturday Night Live’-geniet Kate McKinnon og sketch- og standupkomiker Amy Schumer. Alt imens Ditte Hansen og Louise Mieritz herhjemme tog 40+ kvinders krops-kvababbelser, karrierekriser og sexflops under kærlig behandling med et kønspolitisk svirp.

’Bridesmaids’ succes skyldtes i høj grad, at røvballehumoren aldrig overskyggede karakterens basale menneskelighed eller stereotypificerede deres kvindelighed, som inferiøre komediefadæser har for vane ud fra ’filosofien’, at der i bund og grund ikke behøver at være anden forskel på mande- og kvindekomedier end en let omskrivning til øl, pik og hornmusik. Wiig og McCarthy sked i deres couture, men de sked aldrig på publikum.

 

2. ‘Moonlight’ (2016)

Det var Oscar-overraskelsen, der skrev amerikansk filmhistorie og understregede den omvæltning, Oscar-akademiet gennemgik i 10’erne: At en lille, langsomt fortalt indiefilm om to sorte homoseksuelle mænd spillet af ukendte skuespillere fra en sort instruktør skulle snuppe hovedtrofæet for næsen af den gennemført Hollywood-klassiske, hvide musicalromance ’La La Land’ med Ryan Gosling og Emma Stone, var et sejrsskrift over diversitets- og minoritetsdebatternes længe ventede afsmitning på filmland. Såvel som Oscar-akademimedlemmernes voksende mangfoldighed.

Derudover er ’Moonlight’ slet og ret en bragende god filmopleveles af den sjældne slags, hvor realisme og symbolisme går op i en højere enhed, og hvor den egentlige kerne ligger i ansigterne, bevægelserne og kameraarbejdet snarere end i det, der bliver sagt gennem replikkerne. ’Moonlight’ udspiller sig i en rå Miami-ghetto, men instruktør Barry Jenkins præsenterer ikke en dannelsesrejse ud af miljøet, ligesom han ingenlunde svælger i fremstillingen af »helvede«, som præsident Trump ynder at kalde USA’s ghettoer.

Der er mere ’Boyhood’ end ’Boyz n the Hood’ over den stilfærdige ligefremhed, med hvilken Jenkins (som er fra selvsamme Miami-kvarter) udruller hovedpersonens Chirons opvækst på, og ’Moonlight’ kunne ligefrem ses som et slags samfundspolitisk modsvar til netop Richard Linklaters anmelderroste coming-of-age-drama om en middelklassedrengs vej til college og åbne fremtidsmuligheder: Sorte Chirons boyhood kunne dårligt være mere forskellig fra hvide Masons.

 

1. ‘Get Out’ (2017)

Med sin satire over race og det moderne USA ramte komikeren Jordan Peele zeitgeisten lige i røven, da han sprang ud som instruktør med historien om en ung sort fyr, der skal møde sin hvide kærestes familie for første gang. Her landede en film, der formidabelt spiddede det liberale Amerikas selvtilfredse hykleri (»jeg ville have stemt på Obama for tredje gang«), mens han nuanceret skildrede oplevelsen af at være sort i USA – sat på spidsen, men dog alligevel følelsesmæssigt rodfæstet i en genuin afroamerikansk erfaring.

Og filmen blev en succes! En kæmpesucces, faktisk, ikke bare blandt anmeldere og i Oscar-sammenhæng, men i den grad også ved billetlugerne. Det er her, den står som et fyrtårn for både arthouse- og mainstream-filmens fremtid. Som han også viste med ’Us’, er Jordan Peele nemlig en brillant fortæller, der er opsat på at underholde, samtidig med at han vil anfægte, provokere og udfordre. Hans historier er originale og overraskende, mens de ubesværet appellerer bredt, og de har høje visuelle ambitioner uden nogensinde at blive kunstnerprætentiøse.

Mødet mellem gyser (10’ernes måske mest sprudlende genre), komedie og samfundsanalyse føltes dybt original, og såvel Hollywood-producere som instruktører verden over drømmer utvivlsomt om at gøre ham kunsten efter. ’Get Out’ er kroneksemplet, hvordan en ny generation af filmskabere vil forlyste masserne og skabe relevante fortællinger på én og samme tid. Og den gjorde Jordan Peele til en øjeblikkelig magtfaktor i Hollywood – en position, han har brugt til flittigt at igangsætte projekter, der står ham nært, og som videreudvikler amerikansk film.

’Get Out’ var en film af sin tid. Men også en film til fremtiden.

Læs også: Farvel til et årti, der ændrede filmverden for bestandig

LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold