Jonas Alexander Arnby om ’Selvmordsturisten’: »Det er en film om livsglæde«

Jonas Alexander Arnby om ’Selvmordsturisten’: »Det er en film om livsglæde«
Nikolaj Coster-Waldau spiller hovedrollen i Jonas Alexander Arnbys 'Selvmordsturisten'
Foto: Scanbox
Med sin debutfilm ’Når dyrene drømmer’ stod Jonas Alexander Arnby i spidsen for en lille, men potent bølge af danske arthouse-horrorfilm. Nu vender han tilbage med en stiliseret eksistentiel thriller om en dødeligt syg mand, der bereder sig på at sige farvel til livet – og sin store kærlighed. Vi mødte instruktøren til en snak om ’Selvmordsturisten’, som er Nikolaj Coster-Waldaus første danske film, efter ’Game of Thrones’-eventyret sluttede.

Når du først tjekker ind, tjekker du ikke ud igen.

Det er betingelserne for det afsidesliggende luksusresort Aurora. Hotellet er nemlig ikke et almindeligt overnatningssted. Man besøger det for at sætte punktum for livet. Og det er netop, hvad den kræftsyge forsikringsagent Max (Nikolaj Coster-Waldau) har besluttet sig for at gøre i Jonas Alexander Arnbys nye film ’Selvmordsturisten’.

Ligesom Max har Arnby også været på en rejse. En rejse, der startede i det nordjyske med den socialrealistiske varulvegyser ’Når dyrene drømmer’, som i 2014 var udtaget til Cannes-festivalen og fik fem stjerner her på sitet. Og selvom de to film på papiret ligger milevidt fra hinanden, mener instruktøren selv, at der er en rød tråd mellem dem.

Det fortæller han, da vi møder ham på hans stamcafé Les Trois på Vesterbro i anledning af ’Selvmordsturisten’s forestående danmarkspremiere.

»Den første film har et mere ungdommeligt tema, hvor ’Selvmordsturisten’ beskæftiger sig med det, man grubler over som 45-årig. Men fællestrækkene er det konceptuelle og fornemmelsen af et mikrokosmos, hvor arenaen er lukket omkring miljøet og karaktererne. Jeg gør deres verden mindre for at gøre deres handlinger stærkere«.

Ikke en film om selvmord

Vejen mod ’Selvmordsturisten’ startede for snart fem år siden. Her faldt Jonas Alexander Arnbys producer over en artikel, som beskrev et paradisagtigt øsamfund, hvor selvmordsraten var ualmindeligt høj. Det plantede et frø hos instruktøren, og i samarbejde med manuskriptforfatter Rasmus Birch, der ligeledes skrev ’Når dyrene drømmer’, udviklede idéen sig til et eksistentialistisk drama snarere end en film specifikt om selvmord.

»Det er en film om livsglæde, mere end det er en film om assisteret selvmord«, slår instruktøren fast og forklarer:

»For mig er det en film om at finde meningen med livet, og hvad det indebærer, og så er den selvfølgelig pakket ind i en kærlighedshistorie. Idéen var, at den kunne bevæge sig på to planer: at den skulle have to dimensioner med både en bevidsthed- og en underbevidsthedsrejse i sig«.

(Foto: Scanbox)

På overfladen handler ’Selvmordsturisten’ om Max’ møde med det mystiske hotel, mens det underliggende drama udspiller sig inde i hans kræftsyge hjerne. Arnby dyrker bevidst mere den underspillede undertekst end ekspressiv dialog og hurtig handlingsafvikling.

»Jeg mener kun, man kan lave et mysterium, hvis publikum bliver prikket i en retning og ikke taget i en retning. Pauseringerne i dialogen er langt mere interessante end det, der bliver sagt. Det giver spillet noget spænding, som gør, at det sitrer. Det var også det, der var idéen med Nikolaj (Coster-Waldau, red.). Han siger jo næsten ingenting«.

På trods af filmens hypnotiserende stemning er Arnbys arbejde bag kameraet hurtigt og effektivt. Noget instruktøren tror faldt i god jord hos den danske verdensstjerne.

»Jeg er selv meget utålmodig forstået på den måde, at jeg ikke er sådan én, der tager sindssygt mange takes. Jeg laver måske to, tre versioner af en indstilling og går videre. Jeg er ikke ham, der tager 50 takes, så skuespillerne til sidst ikke ved, hvad de laver.

Det tror jeg også, at Nikolaj syntes, var meget fedt. På det punkt matchede vi godt. Selvom filmen er så minimalistisk, tror jeg godt, at han kunne lide det der med, at man hurtigt ved, om den er der eller ej. Han var utroligt præcis. Det kunne jeg rigtigt godt lide«.

Det er Nikolaj Coster-Waldaus første danske rolle efter ’Game of Thrones’, men eventyret i Hollywood har ikke steget danskeren til hovedet.

»Han er jo bare en glad dreng fra Lyngby. Vi spillede bowling om aftenen, og han er en super sød fyr. Der er ikke så meget pis«, fortæller Jonas Alexander Arnby.

Sneen, der udeblev

Store dele af ’Selvmordsturisten’ er optaget i Norge og Tyskland. Det var vigtigt for instruktøren ikke at filme i Danmark, da han havde en vision om, at filmen skulle være en universel fortælling hævet over tid og sted. Det skinner tydeligt igennem det hypermoderne og nærfuturistiske udtryk.

»Det er jo ikke en science fiction-film. Det er meget vigtigt at sige. Men jeg har ikke lyst til at konkretisere, at vi er i 2019«, pointerer Arnby og tilføjer, at scenerne hjemme hos Max og kæresten Lærke (Tuva Novotny) er optaget i Tyskland for at skabe en klar distinktion til de hjemmevante danske omgivelser.

»Jeg prøver at stilisere det på en eller anden måde. Jeg har lyst til at give folk et par briller på, hvor man træder ud at sit eget miljø. Jeg har ikke lyst til at filme der, hvor jeg henter mine børn i vuggestue«.

(Foto: Scanbox)

I Norge gjorde en ualmindeligt flot bygningskonstruktion udformet i cement og glas det ud for selvmordshotellet Aurora. Bygningen – der oprindeligt er et cafeteria, hvor du i højsæsonen kan købe alt fra røde pølser til troldebamser – ligger for enden af den populære turistattraktion ’Trollstigen’, en smal vej, som snor sig over 100 kilometer op gennem de smukke norske fjelde, ikke langt fra hvor science fiction-mesterværket ’Ex Machina’ også blev filmet.

Den usædvanlige bygning på toppen af fjeldet er om vinteren fuldstændigt dækket til af sne. Det var der dog ikke meget af, da filmens klimaks skulle optages.

»Vi skulle slutte af med at lave det her store showdown i is og sne, men der kom aldrig sne, så vi ventede, og ventede, og det kostede jo kassen! Vi besluttede os derfor for at flytte det hele til Sverige, hvor vi vidste, at der var snegaranti. Den dag vi sætter os ind i bilen for at køre væk derfra, så falder der selvfølgelig tonsvis af sne. Det var så sindssygt ærgerligt«.

Samarbejdet med Lanthimos-klipper

Særligt ét samarbejde under filmen får instruktørens øjne til at lyse. ’Selvmordsturisten’ er nemlig klippet af Yorgos Mavropsaridis, der er kendt som fast klipper for Yorgos Lanthimos (’Dogtooth’, ’The Lobster’, ’The Favourite’).

»Det var en af de fedeste ting, jeg har prøvet i filmisk regi«, udtrykker han prompte.

»Han var så rar og åben. Vi havde sådan nogle fede diskussioner. Han var virkelig en gave på alle måder«, siger danskeren, der håber, at de kan fortsætte samarbejdet på hans næste film også.

I det hele taget er Jonas Alexander Arnbys mindset mere europæisk end dansk. ’Selvmordsturisten’ er således også en europæisk co-produktion, og selvom filmen også er støttet af Det Danske Filminstitut, så ser han ikke nødvendigvis sig selv som ambassadør for dansk film.

»Jeg ser ikke mig selv som en del af dansk film, men det er jeg jo. Den næste film, jeg laver, er en periodisk fortælling, der foregår i 1894. Jeg forsøger at finde projekter, hvor jeg er lidt på tynd is, om det så er varulve, et eksistentialistisk drama eller en periodisk film om køn. Det er ting, jeg føler mig lidt usikker på. På den måde går man til det med en nysgerrighed, og det er en del af drivet. Jeg ved ikke, hvad jeg vil på vegne af dansk film, men jeg ved, hvad jeg vil på vegne af mig selv«.

Jonas Alexander Arnby til premieren på ‘Selvmordsturisten’ på Zurich Film Festival tilbage i Oktober. (Foto: Thomas Niedermueller/Getty Images)

Hollywood kan godt være en del af drømmen. Efter succesen med ’Når dyrene drømmer’ gav han det en chance.

»Jeg tog to år, hvor jeg læste manuskripter igennem, var til møder og fik tilbudt nogle film. Jeg fik en film, jeg skulle lave, men manus var aldrig på plads. For dem var det mere interessant at få pengene til at løse et manus, der var 50 procent færdigt. Når man så spurgte ’Hvornår fanden laver I manus færdigt?’, sagde de bare, at det laver vi, mens vi filmer, og så sagde de ovenikøbet: ’I øvrigt så laver vi filmen på 18 dage’. Du kan sgu da ikke lave en science fiction-roadmovie på 18 dage, hvor manus ikke er færdigt!«, udbryder Arnby.

»Jeg har brugt rigtigt mange nætter på at sidde og snakke over Skype med agenter, managers og producenter. Men da jeg gik i gang med ’Selvmordsturisten’, lukkede jeg bare ned for det. Så må de komme, hvis de vil«.

‘Selvmordsturisten’ får premiere på torsdag, den 21. november.

Læs også: Nikolaj Coster-Waldau har hovedrolle i ny dansk film om Københavns restaurantscene

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold