De 10 største skuespilpræstationer i årets film – fra gysende dobbeltrolle til Elisabeth Moss som rockstjerne

De 10 største skuespilpræstationer i årets film – fra gysende dobbeltrolle til Elisabeth Moss som rockstjerne
Joaquin Phoenix i 'Joker'.
Det var nærmest umuligt at vælge mellem det utal af generøse skuespilindsatser, vi er blevet overøset med i 2019. Men skal vi pege på blot 10, må det blive disse.


Lupita Nyong’o, ’Us’

Oscar-vinderen gennemgik en skræmmende transformation i Jordan Peeles sortsatiriske racegyser ’Us’, hvor hun spillede en dobbeltrolle som henholdsvis moren Adelaide, der tager i sommerhus med sin mand og børn, og hendes overmåde creepy dobbeltgænger Red, der pludselig dukker op i natten for at terrorisere familien. Med raspende mareridtsstemmeføring, stirrende øjne og foruroligende ticks kravler Red ind under huden på os og fornuftige Adelaide, der går fra rådyr i billygterne til kampklar morbjørn – og endelig må se sin egen mystiske fortid og familietraumer i øjnene. Man glemte nærmest, at det var en og samme skuespiller på lærredet, og Nyong’o udviste stor psykologisk dybde i kombination med actionheltinde-skills.

Joaquin Phoenix, ’Joker’

Todd Phillips’ anti-superheltefilm delte vandene, men Phoenix’ præstation som Arthur Fleck – Gothams klovneprins-in-spe – der gnasker piller for at holde dæmonerne i skak og kæmper med en lidelse, der får ham til at bryde ud i hysterisk latter, ætsede sig ind i genrehistorien. ’Machinist’-udmagrede Arthurs psykiske deroute gav Phoenix mulighed for at græd-grine og skrige sig ud i afkrogene af talentet med en manisk desperation, der grænsede til det anstrengte i sin ekstremitet – en ballsy karakter-pointe i sig selv.

Phoenix løftede Phillips’ mere banale plotpointer på sine knoglede skuldre, og når kameraet zoomede helt ind i skuespillerens sad-Fleck-fjæs, kunne man mærke ham ånde på samfundets sorte spejl i en påmindelse om, at mindreværd og identitetstab hurtigere producerer 100 Arthur Flecks end en enkelt Batman. Man vidste ikke, om man skulle grine eller græde undervejs.

Olivia Colman, ’The Favourite’

Det var et gyldent år for Colman, der spillede hele to kritikerroste dronninger på henholdsvis det store lærred i Yorgos Lanthimos ’The Favourite’ og på den lille skærm i ’The Crown’s tredje sæson – såvel som en heks af en giftig svigermor i ’Fleabag’ sæson 2. Førstnævnte rolle indbragte briten en velfortjent Oscar for bedste kvindelige hovedrolle, og vi melder os gladeligt ind i Colman-heppekoret. For hold nu fast på krone og couture-kostumer for en tour de force-præstation badet i vanvid, sorg og traume, der affødte både latterkramper og mørk tristesse over dronningens skæbne. Som var Marie Antoinette blevet til en midaldrende, excentrisk eksistens med galoperende social angst, hvis akutte behov for kvindelig søster- og elskerindeintimitet eksploderede i jalousi. Længe leve Colman og hendes royale hundeøjne.

Brad Pitt, ’Ad Astra’

Brad Pitt har høstet flest roser for sin uendeligt tilbagelænede stuntmand i ’Once Upon a Time a Hollywood’, og det er da også en rolle, der vidner om, at Pitt har filmbyens mest ubesværet cool star-karisma. Større dybder er der dog i stjernens anden store 2019-præstation, portrættet af astronauten Roy McBride, der sendes ud i solsystemets yderkant for at finde sin far – og sig selv – i James Gray herhjemme underkendte rumfilm. Pitt lagde sin personlige smerte fra sine hårde år i privaten med skilsmisse og alkoholmisbrug ind i rollen som en ekstremt disciplineret mand, der kun millimeter for millimeter åbner for følelsessluserne. Med sine sørgmodige øjne leverer Pitt en besjælet kontrolleret pragtpræstation – og samtidig en af sine mest nuancerige.

Scarlett Johansson & Adam Driver, ’Marriage Story’

Årets mest uforglemmelige duo på lærredet var uomtvisteligt Charlie og Nicole aka. Scarlett Johansson og Adam Driver i Noah Baumbachs hjerteskærende fine skilsmissedrama. De to skuespillere spillede op, med og imod hinanden med en naturlighed og fantastisk kemi, der ikke alene gjorde kærlighedsforholdet og den smuldrende intimitet 100 procent troværdig, men som også gjorde begge stjerner endnu bedre i hinandens skær.

Scenen, hvor Nicole opruller ægteskabsdynamikken for sin skilsmisseadvokat (brillante Laura Dern) var en af den slags uforglemmelige monologer, der på magisk vis forvandler fiktion til noget nær håndgribelig virkelighed. Alt imens Charlies forsøg på at overbevise rettens socialrådgiver om, at han er en god far, gav Driver eminent mulighed for at kombinere fysisk komik med indestængt desperation. Det var en spot-on parring af den slags, filmklassikere er gjort af, og et højdepunkt i Johansson og Drivers respektive karrierer.

Leonardo DiCaprio, ’Once Upon a Time in Hollywood’

Det er svært at forestille sig den gode Leo levere en sløv præstation på selv den værste øv-dag, men at westernestjerne-flødebollen Rick Dalton i Quentin Tarantinos nostalgiske kærlighedsbrev til Hollywood skulle vise sig som en af skuespillerens bedste roller, var alligevel en glædelig overraskelse.

Afdankede Rick begræder på urkomisk vis sin smuldrende karriere over for stuntmand og BFF Clive Booth (fremragende Brad Pitt), og især scenen, hvor han røres til tårer af sin barneskuespillerkollega Trudis (Julia Butters) rosende ord er ubetalelig. Leo oser veloplagt og med perfekt komisk timing af vingeskudt alfa-maskulinitet, og man nærmest græder af grin, da Rick går amok på sig selv i sin trailer af bar selvlede over ikke at have præsteret godt nok – en scene, skuespilleren improviserede. Den er god nok: Leo er stadig The King of the World.

Elisabeth Moss, ’Her Smell’

Gik man rundt og var en smule mæt af Elisabeth Moss’ lidelsesfjæs i ’The Handmaid’s Tale’, skal man blot se Alex Ross Perrys ’Her Smell’ for at blive mindet om, at hun vitterligt er en af sin generations mest alsidige og dedikerede skuespillere. I filmen spiller hun en forsangerstjerne på 90’ernes alt rock-scene, der har set sine bedste dage og nu defilerer manisk rundt backstage i en delirisk tilstand af euforiserende stoffer og generelt storhedsvanvid. Moss evner at skifte fra nådesløs ond til guddommeligt charmerende på tre sekunder, og det er en fornem præstation, at hun i første del af filmen ikke støder os fra figuren, selvom Becky Something dybest set er møgirriterende. I anden halvdel viser hun lavmælt sårbarhed. Og så kan hun synge!

(Foto: Fares Sokhon/Scanbox )

Zain Al Rafeea, ’Kapernaum’

Zain Al Rafeea var syrisk flygtning i Beiruts gader, inden han som 12-årig blev castet til hovedrollen i Nadine Labakis libanesiske ’Kapernaum’. Rollen fik navn efter ham, og filmens Zain forsøger at overleve i Beiruts slum, efter han er flygtet fra sine uudholdelige forældre i byens underklasse. Med sine store brune øjne og et ansigt, der på én gang er følsomt og bryskt, bærer han filmen som selve inkarnationen af verdens urimelighed – uden at han nogensinde fremstår som et unuanceret offer. Der er nemlig vitalitet og livsstyrke i Al Rafeeas skærm-presence, der er et af den slags små mirakler, man oplever blandt børnepræstationer en gang eller to i årtiet. Om Zain Al Rafeea får en egentlig filmkarriere, er sikkert tvivlsomt, men hans historie er større end det. I dag bor han i Norge.

Trine Dyrholm, ’Dronningen’

Meget er sagt om Dyrholms kuldegysende præstation som Anne, der ud af kedsomhed og magtbegær forfører sin teenagepapsøn Gustav (stjerneskuddet Gustav Lindh). Men lad det ikke forhindre os i at kaste endnu flere roser efter, hvad der var et højdepunkt for dansk film 2019 såvel som en af de bedste roller i Dyrholms karriere. Anne er en seksuel naturkraft, der skiftevis brænder efter at sætte sin trygge tilværelse i flammer og give slip på al kontrol, samtidig med at hun bruger sidstnævnte til på uhyggelig vis at lukke ned for empatien, da affæren kører ad sporet. Herhjemme brokker vi os gerne over, at vi ser de samme skuespillere igen og igen, men det er umuligt at blive træt af kamæleonen Dyrholm, der her gav os en af årets grummeste psykologiske mavepustere.

Antonio Banderas, ’Smerte og ære’

Sammen med Javier Bardem er Antonio Banderas vel nok spansk films største mandlige stjerne gennem tiden, men det vil være synd at sige, at sidstnævntes Hollywood-karriere har været en dans på roser. Efter gennembruddet i Pedro Almódovars film i 80’erne har han lidt for hyppigt været associeret med halvslatne action- eller romancefilm, og der skulle selvsamme mesterinstruktør til for at give ham en rolle af en sådan substans, der kunne minde os om, at han er langt mere end et pretty face. Banderas spiller Almódovars alterego, den aldrende filminstruktør Salvador Mallo, der lever en tilværelse plaget af smerter og ser tilbage på møder fra sit liv af intimitet og sensualitet. Det fine er, at Banderas ikke imiterer Almódovar, men gør karakteren til sin egen: maskulin, stolt, reflekterende, skrøbelig. Er det ’Smerte og ære’, Banderas vil blive husket for, skal han bestemt ikke være ked af det.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold