’Parasite’: Oscar-bejlende filmfænomen er en overrumplende cineastisk banger

’Parasite’: Oscar-bejlende filmfænomen er en overrumplende cineastisk banger
'Parasite'
6 6
Spillefilm
Instruktion

Bong Jon-hoo

Medvirkende

Song Kang-ho, Jo Yeo-jeong, Choi Woo-sik, Ji-so Jung, Lee Sun-kyun, Park So-dam, Jang Hye-jin, Lee Jeong-eun

Spilletid

132 min.

Premiere

Den 25. december

Den var der hele tiden.

Henover efteråret råbte filmnørder højtideligt i munden på hinanden med meninger om, hvorvidt såkaldte forlystelsesparkfilm har udraderet ethvert tiltag til filmkunst i biograferne, som Martin Scorsese provokerende havde påstået. Imens stod genistregen, der med et pennestrøg udvisker den slags umulige skillelinjer mellem kunst og forlystelse, klar i kulissen.

Den havde allerede fået premiere på filmfestivalen i Cannes i maj, hvor en jury med Alejandro González Iñárritu i spidsen tildelte den Guldpalmen som den første koreanske film nogensinde. Den hedder ’Parasite’, er instrueret af den koreanske mester Bong Joon-ho og er intet hvis ikke en forlystelsessyg film. Som Dæmonen i Tivoli tordner den afsted i et tårnhøjt tempo, kilder i maven, tager adskillige uventede sving undervejs og efterlader én ekstatisk med et ansigt masseret i kubistisk forvrængning af gys og grin.

Det er kort sagt den mest underholdende film, der har vundet i Cannes siden ’Pulp Fiction’, og det varmer ind til inderste blodcelle i cineasthjertet, at en film fornøjelig anses som en af årets Oscar-favoritter, ikke bare som den eksotiske bedste internationale film, men som bedste film i det hele taget.

Og filmkunst. Dét er ’Parasite’ så sandelig også. Bidende samfundskritisk som de amerikanske hovedværker fra 70’erne, Scorsese længes efter, i fortællingen om den fattige Familien Kim, der skridt for skridt overtager tjenestepositionerne hos den intetanende, nyrige Familien Park. Og æstetisk uovertruffen i sin orkestrering af historiens twists and turns og de talrige nervepirrende setups på de blot to locations, hvor langt størstedelen af fortællingen foregår. Det varmer også ind til inderste blodcelle i cineasthjertet, at en film stilistisk ambitiøs er blevet til internet-kultur med hashtags (rid med på #Bonghive) og memes, til et fænomen kort sagt.

De to locations er en historie for sig (og man fatter det ikke, når man ser det, men begge boliger er bygget fra grunden i udendørs studier af Bong og hans folk). Far, mor, teenagesøn og teenagedatter Kim bor i en ussel lejlighed, der ligger under gadeplan for enden af en dunkel gyde. Da vi først møder familien, forsøger de at fange gratis wifi fra det højeste sted i lejligheden (lokummet, for at det ikke skal være løgn!) i første glimt af deres parasitiske potentiale. De lever af at samle pizzabakker, men sætter ingen videre ære i metieren. De hutler og snylter sig igennem fra deres plads i samfundets kælderetage.

I den på alle måder diametralt modsatte ende af byen bor familien Park – far, mor, teenagedatter og seks-syv-årig søn – i et arkitektbygget hus, der med de rene linjer, det varme lys og det stilrene interiør lyser af rigdom på den svimlende, men casual facon: De hviler i deres gode smag, eller rettere: De gør en stor indsats for at vise, at de hviler i deres naturgivne position i toppen af tilværelsens pyramide.

Men de er faktisk søde og sympatiske. Han en lidt fortravlet, alvorlig direktørtype og hun en lidt naiv-hektisk husmor, der gerne udliciterer en pæn portion af opdragelsen for at få tid til shopping og veninder. Men alt i alt kærlige forældre, der behandler deres folk ordentligt, også deres nye hjælpelærer, kunstterapeut, chauffør og hushjælp, som er stillingerne, Kim-medlemmerne med svig og snilde får besat i en herlig, stramt klippet sekvens, der er en Ocean’s Eleven-film værdig.

Det er brillant, at Bong Joon-ho – der tidligere har beskæftiget sig med krads klassekritik i film som ’Mother’ og ’Snowpiercer’ – lader hånt om rigmandsklicheerne og i stedet udstiller familiens privilegier på mere subtil vis, som når de bagtaler den lugt, deres nye ansatte bærer med sig. Er det stanken af en gammel karklud? Nej: Det er den lugt, man får af at køre med metroen! De rige isolerer sig selv i deres modernistiske slot uden at behøve forholde sig til livet uden for reservatet, og som moren i den fattige familie på et tidspunkt siger om Fru Park: »Hun er ikke sød, selvom hun er rig. Hun er sød, fordi hun er rig«. Det står dog hurtigt klart, at deres hjertelighed over for tyendet er strengt betinget af, at deres fintfølende grænser ikke bliver overskredet.

Mens den velbjærgede Park-familie aldrig bliver sorthvidt skurkagtige, lader Bong Jon-ho den interne nid og kynisme i underklassen eksplodere i overrumplende ekstremer. I filmens start fryder Kim-familien sig, da en fulderik, der pisser op af deres kældervindue, får et ordentligt lag tæv, og far Kim verfer køligt en kakerlak – et af de eneste væsener lavere end ham i hierarkiet – væk fra sin mad.

At ulighed giver næring til en urskov af egoisme gennem alle samfundslag, er en bærende pointe, der siden skal få en hårrejsende betydning. Lort løber nedad, som vi ser i en klimatisk syndflodssekvens, hvor afstanden mellem de to familiers virkelighed virtuost gestaltes som noget nær afstanden mellem Paradis og Helvede. Og for særligt Kim-familiens far (spillet med en præcis blanding af ynkelighed, opportunisme og desperation af Bong Joon-ho-favorit Song Kang-ho) står det efterhånden klart, at han kun kommer til at finde sig i mange mikroydmygelser, før han koger over.

Hvordan det kommer til udtryk, skal ikke afsløres her, for man bør selv opleve, hvordan morsekoder, en tipi, ferskner, nudelretten Ramdon og en meta-metaforisk suseok-sten bliver nøgleingredienser i denne opvisning af perfektionistisk komposition i alt fra manus til fortællerytme.

Bong Jon-ho iscenesætter det ene højdepunkt efter det andet med den overlegne sans for at skifte mellem tonearter fra scene til scene, som også prægede hans krimimesterstykke ’Memories of Murder’ fra 2003. Én scene, hvor Kim-familien skal skjule sig fra en uventet hjemkommende Familien Park, udløser suspense, så salig Hitchcock ville være stolt. Men ’Parasite’ er også en farce som i de bedste stumfilm, når de fire Kim-indtrængere bevæger sig lydløst rundt i huset, som var de skadedyr i sig selv – og den er en hjemsøgende horroroplevelse, når arkitekthusets hemmeligheder åbenbarer sig gennem Bongs rolige kameragange, dybderige tableauer og få, men uforglemmelige choks.

»It just funny and scary movie«, sagde instruktør Bong beskedent på charmerende ubehjælpsomt engelsk, da han var på besøg i Jimmy Fallons talkshow forleden. Det er selvfølgelig grotesk reduktivt, men det er jo altså omvendt også indlysende rigtigt og nok den helt enkelt bedste grund til, at filmen er en vaskeægte banger, ikke kun blandt en snæver festivalelite, men tillige et bredere publikum.

’Parasite’ er bare en sjov og foruroligende film. Blot i en grad, så de færreste andre kan være med.


Kort sagt:
Bong Joon-ho har før vist mesterskabet i ’Mother’ og ’Memories of Murder’, men med ’Parasite’ overgår han sig selv (og alle andre). Årets bedste film er drama, horror, klassesatire, slapstick-farce, artfilm og guddommelig popcornsunderholdning i ét. Har du aldrig set en sydkoreansk film før, bør dette være den første, så det ikke bliver den sidste.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold