Besat af denim: Fra hobby til levevej

Besat af denim: Fra hobby til levevej
Thomas Stege Bojer.
Foto: Mark Schilling
Det startede tilfældigt, men i dag er Thomas Stege Bojer forfatter og indehaver af en internationalt anerkendt blog for denim-nørder. Og han føler stadig, han har meget at lære om det populære, indigoblå stof.

Han er selvfølgelig klædt i denim, da jeg møder Thomas Stege Bojer. Mørkeblåt og ret uslidt denim. Jeans, en vest ud over en stribet t-shirt, en cap og en denimjakke, som han dog har taget af på grund af varmen.

Det er uslidt, fordi Thomas især er fascineret af den såkaldte raw denim, det mere eller mindre ubehandlede stof. Ikke fordi han ikke kan lide det slidte look, men fordi han gerne selv vil slide tøjet til.

»Hele denimmoden er blevet, at det skal være slidt. Os, der nørder rå denim, vil også gerne have det slidte, men vi vil bare selv gøre det. Og fordi mange af os måske har alt for meget tøj derhjemme, så er meget af vores tøj meget mørkeblåt. Men universelt set så tror jeg, man kan blive enige om, at denim er pænest, når det er slidt«, siger Thomas.

»Der er jo også ret meget ekstra arbejde forbundet med at lave det ekstra slidte look, og de seneste år har denimbranchen ikke snakket om andet, end hvordan det forurener. Så der bør man tænke lidt mere over, hvordan et par slidte jeans er blevet behandlet. Er det med kemikalier? Er de lavet et sted i Bangladesh under dårlige forhold? Er det børnearbejde? Det er måske ikke den enkelte forbrugers ansvar. Det er nok uden for deres bevidsthed. Det er industriens, mærkerne og butikkerne, der skal gå forrest«, forsætter han.

Og det er netop et eksempel på, hvordan en denimsnak med Thomas sjældent handler om simple ting som yndlingsmærker, fit og den slags. Der bliver hurtigt tegnet større linjer op. Sådan har det næsten været lige siden, han for syv-otte år siden blev bidt af den uvaskede, rå denim.

Dengang boede han i Aarhus og begyndte at arbejde i den nu lukkede tøjbutik [ei’kon], hvor han blandt andet solgte jeans fra A.P.C. og Edwin. Og ret hurtigt begyndte han at nørde detaljerne i denimproduktionen.

Et opslag fra ‘Blue Blooded’

Et opslag fra ‘Blue Blooded’

I 2010 flyttede han til København, og selv om han ikke var meget for hans svingerindes idé om, at han skulle starte en blog, så blev Denimhunters.com født. Den første post kom online i januar 2011, og siden er der sket meget. I dag er bloggen på engelsk, og verden er begyndt at læse med.

»Der er ikke så mange, der gør det, jeg gør. Selv i verden er der ikke mange med den interesse, jeg har. Det er en forholdsvist lille community. Det vokser meget i Sydøstasien. I Europa er der måske en håndfuld blogs«, siger Thomas.

Et bevis på udlandets interesse udkom tidligere i år. Forlaget Gestalten kontaktede nemlig Thomas sidste år, fordi de gerne ville lave en bog om denim – og de ville have ham til at skrive den. ‘Blue Blooded: Denim Hunters and Jeans Culture’ blander Thomas’ store viden om denim – fra produktion til slutforbruger – og portrætter af nogle af de vigtigste brands og personer inden for rå denim.

»Jeg har tidligere været ude at se fabrikker, men jeg har lavet rigtig meget research i forbindelse med bogen, og der fik jeg stadig de her eureka moments, hvor pæren tændte«.

Et opslag fra ‘Blue Blooded’

Et opslag fra ‘Blue Blooded’

Annonce

Hvad er det, der er så fascinerende med rå denim?
»Denim er så vævet ind i vestlig kultur, hele vejen igennem fra de tidligere pionerer i USA, der rejste vest på i søgen efter lykken. Og denim er bare det mest maskuline tøj. Måske på nær et godt engelsk jakkesæt, men det har aldrig rigtig været min stil.

Og så bliver det slidt på en pæn måde. Der er bare noget flot ved indigofarven. Det er en naturlig farve, der binder sig ret godt af en naturlig farve at være – og som bliver ved med at have en flot glød lige meget, hvor meget den bliver slidt af, modsat for eksempel en sort t-shirt. Det er de tre ting: De fader, det historiske, og så den maskuline stil«.

Har du et yndlingmærke?
»Levi’s er nok mit all-time yndlingsmærke. Jeg går ikke så meget i Levi’s for tiden, men der er ikke nogen, der har haft lige så meget indflydelse, som dem. Hvis du ser alt det, der kommer ud af Japan i dag og alle dem, der bliver inspireret af det, der kommer ud af Japan, så er det hovedsageligt Levi’s de i sidste ende er inspireret af – i forhold til snit, detaljer og branding.

Japanerne gør det faktisk ikke, fordi de vil stjæle. Det er fordi, de har så meget stolthed for det originale. Det er det perfekte, så de vil ikke ændre det. Og så laver de faktisk produkter, der er bedre end de originale Levi’s – i hvert fald i dag. Derfor er der mange, ligesom mig, der går mere i det japanske – eller noget europæisk eller amerikansk, der er inspireret af Japan.

Hvorfor gør japanerne det så godt?
»Inden for heritage denim er Japan helt klart toneangivende og har været det i et par år. Jeg har været der en enkelt gang, og det, jeg selv har observeret, er, at de har meget faglig stolthed i alt, hvad de gør. Hvis du er gadefejer, så gør du det også godt, fordi du er stolt af, hvad du laver, lige meget hvad det er. De bekymrer sig om, hvilken tykkelse tråden har, hvad stinglængden er og sådan nogle ting, som man måske i Indien ville være ligeglade med. Der er en omhyggelig arbejdsomhed i den japanske kultur, som passer godt sammen med at reproducere denim«.

Et opslag fra ‘Blue Blooded’

Et opslag fra ‘Blue Blooded’

Hvad er dit yndlingssnit?
»Jeg kan bedste lide straight leg. Lidt bredere. Hvis du har smalle jeans, så får du mere horisontale slidlinjer, hvorimod hvis du har lidt bredere jeans, så bliver de lidt mere som knurhårene på en kat. Det kan man godt nørde over, fordi det handler om, hvordan de fader. Mere end om hvordan det ser ud, og hvordan de føles. Det er vigtigere, hvordan de bliver om et år, end hvordan de ser ud nu«.

Hvor mange par jeans har du?
»Jeg har omkring 20 par. Ikke så mange flere end de fleste, tror jeg. Måske lidt flere. Jeg har også løbende givet jeans ud til nogle venner, der passer samme størrelse. Man smider nemlig heller ikke sine jeans ud, selv om de er gået i stykker, man reparerer dem«.

Men prøv lige at forklare igen, hvad der er så fascinerende ved at slide sin egen denim?
»Jeg ved det ikke rigtigt, men jeg kan nogle gange stå sådan, hvis solen rammer helt rigtigt, så kan denimen se mere slidt ud, end den egentlig er. Så gør refleksionen nok, at man mere ser det lyse, og det kan jeg stå og falde helt i staver over. Men jeg ved ikke hvorfor.

Det er ligesom at spørge nogen, der godt kan lide biler om hvorfor. Så vil de sige, at det er fordi den kan køre hurtigt, eller er bygget et specielt sted. Alle mulige hvad-ting. Jeg kan også godt sige, hvad jeg godt kan lide, men hvorfor? Det er bare pissesvært. Jeg kan føle det, men jeg kan ikke rigtig sige hvorfor. Men så er vi tilbage ved det slidstærke, det maskuline, det historiske. Det er en sum af det hele«.

Thomas’ bog, ‘Blue Blooded’, er til salg hos Norse Store og koster 350 kroner.

Læs også: Kan Pharrell gøre det cool at tænke bæredygtigt, når du køber denim?