Kid606 – fra 0 til 200 km/t på ét sekund

Klokken er kvart i to natten til søndag. Udenfor har Kong Vinter bestemt sig for at lade sneen drille, men inde i Fabrikens kælder, Århus’ nye spillested er lidt over et halvt hundrede gæster klar til at se giraffen Kid606. En travl ung mand, der trods sine kun 26 år, har udgivet 9 albums i eget navn og mere end 100 udgivelser på sit selskab Tigerbeat. Men lige her, lidt i to, ligger han altså og sover, så arrangøren må gå ind og vække ham med en vodka-cola.

Søvndrukken går den Venezualanske musiker rundt om sig selv på scenen, mens opvarmnings-dj’en vender det sidste beat fra laptoppen. Lyset dæmpes. Så sker det, fra det ene øjeblik til det næste, buldrer løsslupne breakbeats ud med en sådan intensitet og volume, at man overvejer, om det er sådan det føles i øjeblikket, lige inden et lokomotiv kører én ned i en tunnel. Lyden af en alarm, som de må lyde på atomkraftanlæg, runger i det lille lokale mens de ondeste trommebeat banker afsindigt af sted. Dem, der kan huske ‘Renegade Master’ remix-hittet, skal bare gange op med 10.

Det er højt, højt, højt og for hvert øjeblik der går, føles det som om at ‘beats-per-minute’-barometeret snart må brænde sammen. Utallige strittende beats og b-boy samples bliver klippet op under den hamrende bas. I starten er det en meget melodisk Kid606, der ikke uden humor puster nyt liv i The Carpenters ‘Please Mr. Postman’. Senere bliver han mere anarkistisk og arytmisk, som det var hans varemærke, da han brød igennem. Men gennem den (lange) time der spilles, er det mest imponerende, hvorledes hans overgange er fuldstændig perfekte, selvom han skifter mellem drum’n’bass, dancehall, jungle, baile funk og rap.

Men der mangler altså nogle down-tempo perioder, for det bliver simpelthen for ondt og intenst med mindre man som publikum er fyldt med stoffer. Det eneste øjeblik, der skrues ned for vildskaben er de sidste underlige fem minutter, hvor et syret sfærisk trancetrip med forvrænget guitar og horn på larmende vis lukker showet. Lidt vand i den koncentrerede Rynkeby ville have klædt den uhyre dygtig elektroniske musiker.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af