Black City

De har krudt i røven, det må man give dem. Og det er lang tid siden, at jeg har hørt et dansk band, der har så godt styr på de helt fundamentale rock-dyder som Black City. Det er tight, det er velspillet, det er pågående, og når de er bedst, som på den Queens of the Stone Age-influerede åbner ‘Summertime’, så er Black City et forbandet godt rockband. Melodierne er solide, og de har en god sans for at finde den rette balance mellem hooks, tyngde og punket energi.

Men som så mange debutalbum før dette lider ‘Black City’ en smule under, at det ikke er alle sange, der holder lige højt niveau, og engang imellem bliver der fundet nogle akkord-rundgange frem, der pænt sagt er mere tyndslidte end Tiger Woods ædlere dele efter en gennemsnitlig dag under dynerne.

Black City formår dog stadig at sælge de halvtynde kompositioner gennem solide arrangementer og en fremragende sans for detaljer – et område hvor de højst sandsynligt har fået uvurderligt input fra producer Frederik Thaaes (A Kid Hereafter) krøllede hjerne, og derfor har albummet, på trods af den på overfladen let gennemskuelige rock og rul-formel, alligevel musikalsk dybde og ‘staying power’ i Barry White-klassen.