Solbrud – satans flot

Solbrud – satans flot
Foto: Emil Hougaard
5 6

Koncert, Roskilde Festival, Pavilion Junior

Solbrud sneg sig på scenen til et kor af fans, der råbte »Satan! Satan!«, hvilket fik solen til at skynde sig ned.

Allerede fra introen til åbneren ’Bortgang’ havde det danske black metal-band publikums udelte opmærksomhed. En djævelsk langsom doom metal-intro af rang, hvor du kunne hente øl i baren mellem hvert trommeslag. Da forspillet gik over i dobbeltpedal og Ole Luks ondskabsfulde og skrigende, men imponerende tydelige growl, begyndte langt hår og scenens lys at hvirvle om kap.

Gruppens black metal var så infernalsk, at Roskildes børn løb mod domkirken, kvinder korsede sig, og mænd fandt høtyve og fakler frem. Kvartetten spillede kompromisløst de vidtstrakte dødssymfonier med den tekniske formåen og tålmodighed, det kræver at variere kompositioner på ti minutter.

Klaustrofobiske stemninger fik frit spil, men man hørte altid de flotte melodier, der ligger under overfladen af den supersoniske støj. Tre kvarters sort metal blev formidlet med en sjælden klarhed, og gruppen anvendte tunge passager til at suge opmærksomheden til sig, for derefter at hensætte publikum i en trance af tempo og brutalitet.

Læs også: Fem Roskilde-anbefalinger: Punk, kaos og kompromisløs energi

Symbolikken var til at få øje på, da en fan et minut inde i den modbydelige ’Øde lagt’ væltede forbi mig med blodet løbende fra næsen. Han fik tørret det værste væk og blev stående for at se, hvordan Solbrud på dette tidspunkt af koncerten havde fikseret publikum. Ikke alle væltede rundt, som man plejer at se til metalkoncerter. De fleste stod betaget og lyttede til hvert eneste ord skreget, hvert eneste guitarriff flænset, og hvert eneste dunder fra et hårdt prøvet trommesæt.