Laura Marling træder endegyldigt ud af forbilledernes skygge med ‘Short Movie’

Laura Marling træder endegyldigt ud af forbilledernes skygge med ‘Short Movie’
Den britiske sangskriver konfirmerer sin genfødsel med forhekset folk noir.
Laura Marling træder endegyldigt ud af forbilledernes skygge med ‘Short Movie’ - Short Movie
5 6
Laura Marling
'Short Movie'

Album, Universal

Hvis man med nogen ret tidligere kunne påpege, at Laura Marling lød som et velopdragent destillat af sine forældres pladesamling, markerede hendes seneste album – 2013’s fremragende ’Once I Was An Eagle’ – en udvikling væk fra sværmerisk folkpop og Laurel Canyon-inspireret sangskriveri i retning af en egensindig, nærmest forhekset, folk noir.

På samme måde som mangen en skyggefuld film noir finder sted i Californiens evige solskin, er der på Laura Marlings nye, femte langspiller en både solsveden og sinister stemning.

Titelnummeret især vækker syner af brændt ørken. Man ser Marling for sig køre ad støvede veje i en sviende udørk af Californien. Lyden er tør, vild, intens.

På ’Short Movie’ investerer hun sine folksange med et elektronisk spøgelsesslør og en affinitet for rockens elektrisk forstærkede udtryksfylde. Åbningsnummeret ’Warrior’ er et case in point: Elektroniske spor løber som fjerne tog i natten, mens en ekkoeffekt på vokalen kaster ringe ind over en intrikat, repetitiv guitarfigur.

’False Hope’ er en helstøbt revurdering af Marlings udtryk med fuldtonet, rocket rytmesektion og et åbent, poppet omkvæd, der ekspanderer på forgængerens murrende dybdefokus. Her arbejder hun med adskillige hooks inden for rammerne af den enkelte sang, hvor normen på ’Short Movie’ ellers er at forfølge og udforske én ide, ét motiv, per sang.

De mange guitarteksturer bringer mange forskydninger undervejs: talking blues-coolness på ’Strange’, mens mørke og fuzztunge toner duellerer med det lyse og flimrende på ’Don’t Let It Bring Me Down’ (titlen er et nik til Neil Young) og den fremragende ’Walk Alone’. ’How Can I’ benytter sig af en dreven kontrabas og skrabet akustisk guitar, mens ’Worship’ har en Mali-inspireret guitarfigur suppleret af klagende cellopartier.

Med ’Short Movie’ bevæger det engelske wonderkind sig for første gang væk fra sin tradition for syvstavelses-albumtitler, hvilket i sig selv indikerer, at en ny selvbevidsthed er oprunden. Hendes nye korthårsfrisure – tænk Mia Farrow i ’Rosemary’s Baby’ – peger også på en form for kreativ genfødsel.

Jeg vil nu hellere sige, at hun allerede var som genfødt på sit fjerde album, men her konfirmerer det ved at vise endnu flere facetter og vilje til at grave dybt ind i sig selv. Den sjælesøgende pige er blevet en hærdet kvinde, og i takt hermed er hendes musik blevet desto rigere.


Kort sagt:
Laura Marling træder endegyldigt ud af forbilledernes skygge på et inspireret femte album, der er et åbent og levende udtryk for hendes folk noir-sanges udtryksfylde og insisteren på dybde. Suppleret af spøgelsesagtige elektroniske klange og rocket tyngde skaber hun sange af stor originalitet.

Læs også: Laura Marling kommer til Danmark med nyt album