Sonja Hald

Sonja Hald
Det danske femkløver giver det folkelige og jordnære en poetisk hestesko.
Sonja Hald - Vækstplanen
5 6
Sonja Hald
'Vækstplanen'

Album, A:larm

Sommetider – men kun sommetider – er namedropping af det onde. Man kan ende med at forfladige noget til at være en discount-version af noget andet, eller fjerne fokus fra det, der egentlig er vigtigt. Men danske Sonja Hald, der trods navnet består af fem granvoksne mænd, kan næppe have noget imod, at jeg udråber dem til at være årets svar på The Minds of 99.

Parallellerne er mange: Begge bands trak længste strå i KarriereKanonen. Begge synger på dansk og med vedkommende tekster, der i den grad fornyer den meget danske, evigt skrøbelige tro på modersmålets berettigelse i sangskrivningens ædle kunst, og begge spiller så tilgængelig rock, at man under Sonja Hald samme brede gennembrud som The Minds of 99.

Men hvor sidstnævntes rimfrost-overtrukne postpunk og de rynkede bryn henover sorte konsonanterne i deres lyrik kan få det til at isne ned af ryggen på de fleste, klinger Sonja Hald som det, de er: En flok runde, lune midtjyder.

Annonce

Midtjyder med lommerne fulde af vindskæve, finurlige tekster, bugnende med ordspil, omkalfatrede mundheld og sågar hilsner tilbage i tiden til koryfæer som C.V. Jørgensen med ‘Pipfugl’s linjer »Jeg går ud med et brag / I vil huske mit navn / og at pipfugl altid har været mit motto« og Niels Skousen med den tørre konstatering: »Herfra hvor jeg står / kan jeg ikke se en skid!« fra den brusende ’Jeg vil hjem igen!’.

Lyrikken er selvsagt kernen, og den fremføres af forsanger Jonas Dahl med en lige så drævende som charmerende, nærmest Eik Skaløe’sk diktion. Instrumenteringen trækker på klassiske, danske smørrebrøds-rockdyder, men en banjo som hædersgæst tilfører bandets lyd noget klædeligt og rustikt.

Sonja Hald er, som albumomslaget og titlen også antyder, ikke bange for at tage det leverpostejs-grågrumsede Danmark, warts and all, under kærlig behandling. At gribe det jævne og folkelige og tage det med på sightseeing. Men de gør det på en skidehamrende poetisk måde, og det i sig selv er så befriende, at det bærer dem i guldstol det meste af albummet igennem.

Hjertegribende numre som ‘Fuglefænger’, ‘Dit århundrede’, ‘Bøgetræeet’, den sydende ‘Dysplasi’ og den sukkersøde ‘Uanset navn’ med amoriner på kor er alle tilmed skønne i helt klassisk forstand. Sonja Hald mister kun kortvarigt fodfæste, når det røvballede og jordnære går helt i selvsving som på den ulideligt gumpetunge ‘Line Kolding’.


Kort sagt:
Sonja Hald tager det leverpostejs-grågrumsede Danmark under kærlig behandling i finurligt sprog og formår oftest at give det folkelige og jordnære en poetisk hestesko, som løfter det hele. Og med en Eik Skaløe’sk diktion og lyriske hip til koryfæer som C.V. Jøgensen og Niels Skousen tegner Jonas Dahl og hans kumpaner en rød tråd, man skal være et skarn for ikke at følge med blot en smule nysgerrighed.

Advertisement