Kliché nr. 1: Man skal være knokleskæv for at kunne dykke ned i psychrockens tåger
Peter Kure, forsanger, De Underjordiske: »Det behøver man ikke. Men det er vigtigt, at man har et åbent sind, og at man kan slippe sit overjeg og prøve at mærke musikken. Nogle ryger så hash og bliver mere modtagelige for musikken og bruger virkningen på den måde. Men jeg har været til både Kildemose Festival, en psykedelisk festival på Fyn og til Trailerpark i København, og jeg tror, der bliver røget lige mange joints«.
Lau Pedersen, forsanger, Fribytterdrømme: »Vi har folk til koncerterne, der langt væk på alt muligt, og vi har ganske almindelige mennesker, der kun suger til sig fra musikken. Så begge dele er til stede. Jeg har aldrig selv rigtig skrevet noget, når jeg var vind og skæv. Men jeg har været skæv mange gange og bagefter tænkt tilbage på en oplevelse og fundet den frem. Det er en slags udvidet følelsesliv, som jeg så kan drage ind i teksterne. Men musiksiden har jeg mest succes med at gå upåvirket til«.
Kliché nr. 2: Psychrockens ørkenvandring af repeterende riff skyldes musikernes manglende evner
Lau Pedersen: »Det er noget vrøvl. En dårlig teknisk musiker er ikke nødvendigvis en dårlig kunstner, og det handler om at kunne bruge musikken. Desuden kræver det disciplin og selvkontrol at spille det samme over tid, mærke energien og lade sig falde ind i det. Jeg er ret fascineret af det repeterende, det meditative, og det man kan kalde for en slags spirituel oplevelse, hvor man giver sig hen til musikken. Så nytter det jo ikke at skifte fra vers til omkvæd efter halvandet minut«.
Peter Kure: »Det er klart, at der var nogle tekniske begrænsninger for vores musik i starten. Jeg havde aldrig sunget, og Andreas (bandets guitarist, red.) havde kun spillet én koncert på gymnasiet og havde aldrig været med i et band. Men begrænsninger er jo godt, når man laver musik, og i vores lyd dyrker vi det repeterende. Det er et oldgammelt virkemiddel til at trænge ind i underbevidstheden«.
Kliché nr. 3: Ens indre hippie sidder fast i 60’erne og savner Steppeulvene
Peter Kure: »60’ernes idealer og tanker er overalt i dag og trives godt i kreative miljøer. Men 60’erne er også bare så langt væk, og de, som definerede den tid, er ved at gå på pension. Så det er ikke noget, der fylder meget hos os. Vi er enormt glade for den psych-scene, der er i dag, og ser ikke os selv som et revival-band«.
Lau Pedersen: »Selvfølgelig. Da vi startede Fribytterdrømme, spurgte jeg gutterne, om vi ikke skulle fyre den af med noget psykedelisk rock, som tog udgangspunkt i slut-60’erne og 70’erne. Det var da fordi, vi sad og hørte ‘Dark Side of the Moon’ og The Doors på repeat. Jeg er inspireret af, hvordan den generation kunne begrænse sig inden for nogle stilistiske rammer. Men vi er lige så fascinerede af hele rave-kulturen og Madchester-bølgen i 80’ernes England, som også var meget fri og eksperimenterende«.
Kliché nr. 4: Sangteksterne skal referere middelaldersagn, fantasy-romaner eller bevidsthedsudvidende trips
Peter Kure: »Jeg bruger mytologien, fordi jeg godt kan lide, at teksterne er så universelle som muligt. Det handler ikke om et bestemt sted eller en bestemt tid. Den form kan skabe nogle vildere billeder og bedre symboler. Men mine billeder har ofte nogle helt konkrete meninger, som ligger gemt inde bagved, da mine tekster altid handler om mennesker«.
Lau Pedersen: »Jeg har aldrig skrevet om fantasy. Jeg er langt mere interesseret i følelseslivet og i små fortolkninger af verden. Hvordan man kan sætte ord på de små episoder og lave kulturelle og litterære referencer eller ordspil hen over dem. Det handler ikke nødvendigvis om, at der er en pointe eller klar morale. Det er jeg ikke interesseret i. For mig handler det mere om at dekonstruere den virkelighed, man sidder overfor, og prøve at tage den ind og bearbejde den via ord«.
Begge bands spiller til Copenhagen Psych Fest i Huset-KBH den 10.-12. september.