S!vas er stadig et unikum i dansk hiphop

S!vas er stadig et unikum i dansk hiphop
S!vas er stadig et unikum i dansk hiphop - Familie før para
5 6
S!vas
'Familie før para'

Album, Sony

Ingen havde set revolutionen komme, men lige pludselig var den der. Ud af det blå dukkede S!vas op med ep’en ’d.a.u.d.a.’ i efteråret 2013, og med titelnummeret som altoverskyggende hit overhalede han alle andre danske rappere indenom. Med blød autotune, tunge og fyldige beats, multikulturel gadeslang, systemkritisk jargon og populærkulturelle referencer til Tony Montana (»Dony Mondana«), Postmand Per og Gasolin’ var Sivas Torbati i front, da han og resten af holdet stod for et decideret takeover af den danske hiphopscene.

I DR-dokumentaren ’Nyt blod’ fik man fortalt historien om Sivas’ rejse fra at være en underdog fra Vestegnen til at stå med en pris foran mainstream-eliten til Danish Music Awards. Det var tydeligt, at hovedpersonen selv havde svært ved at finde sig til rette med sin pludselige succes. At navigere i spændingsfeltet mellem at være gadens repræsentant og systemkritisk aktør og en ny gulddreng for musikindustrien må uden tvivl være konfliktfyldt. »Nu er det op til mig selv at fortsætte og blive virkelig etableret«, siger han på et tidspunkt i dokumentaren.

Hvis det ikke var sket i forvejen, så sker det eftertrykkeligt med ’Familie før para’. Debutalbummet understreger, at S!vas er en kunstner med en vision – og med en helt særlig lyd. Den faste partner Reza har stået for de fleste produktioner på albummet, men også Højer Øye, Hukaos’ Tais Stausholm og Sekuoia er at finde på producerlisten. Sammen har de formået at finde frem til et sammenhængende, stemningsmættet lydbillede, der er både betagende og inddragende, og som giver lytteren fornemmelsen af at stå halvt bedøvet i en røgfyldt klub, indtil solen står op. Ganske vist er inspirationen fra amerikanske Futures autotunede og tågede narko-trap til at tage og føle på, men hos S!vas får stilen en tungere og tykkere klangflade af melankoli og eftertænksomhed, der klæder hans slørede poesi.

S!vas’ helt store kunstgreb er, at han kan lægge nok så mange manipulerende effekter og filtre på sin vokal og alligevel lyde så ufiltreret. Autotunen er at finde overalt på ’Familie før para’, og det vil måske være for meget for nogen, men det fungerer, fordi vokalen er så blød, melodisk, kantet og velintegreret i det fulde lydbillede. Autotunen får sin helt egen ekspressivitet, og effekten får ham til at lyde både skarp, sløret, rådvild og reflekteret på én og samme tid. Uden at drage for mange sammenligninger var det det samme træk, Kanye West benyttede sig af på ’808s & Heartbreak’, der også brugte autotunen til at udtrykke den moderne popstjernes følelsesmæssige frustrationer.

Men betyder det så, at der ikke er en ny ’d.a.u.d.a.’ på ’Familie før para’? Tja, der er ikke endnu et karrieredefinerende hit, der bryder barrierer ned, men der er en lang række stærke, potentielle hits. S!vas laver stadig effektive bangers med storskrydende gangsta-attitude, såsom åbneren ’Nu vi her’, hvor han over trap-trommer og et klaverriff, der lyder så fyldigt, at det kunne være optaget i en elevatorskakt, kaster advarsler ud til alle konkurrenter. På den forrygende ’Teknik’ sendes der skud ud til Zlatan Ibrahimovic i omkvædet, mens der i versene fortælles om et indbrud, som meget vel kunne være en metafor for S!vas’ egne evner (»jeg har min egen teknik«) som rapper.

Sivas2

 

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

På ’Godfather’ gæster kumpanerne i MellemFingaMuzik, der her er særdeles veloplagte. Men sangen er ikke det forbryderhit, man skulle tro, for omkvædets linje »det’ ikk’ godfather« bliver nemt til »det’ ikk’ godt for dig«, hvilket potentielt kan vende sangens budskab helt på hovedet. I samme nummer er det også en sand fornøjelse at høre, hvordan Robert De Niros efternavn kan bruges som refræn, og hvordan navnet i S!vas’ mund kan omformes og få en ny udtale og en helt ny betydning. Det kan være en kamp at dechifrere, hvad der bliver sagt, men det er også underholdende og givende.

På mange måder indeholder ’Familie før para’ de kendetegn, som gjorde S!vas til et spændende navn til at starte med – med den undtagelse, at det politiske engagement og den systemkritiske jargon er væk. På trods af et par kommentarer til løgnagtige politikere (og en enkelt linje dedikeret til Dansk Folkeparti i ’Hva ska der ske’) er det for det meste en reflekteret og – tør man sige det – moden rapper, vi hører her.

Som albumtitlen antyder, har S!vas valgt side. »Hvem gider håndjern, der strammer igen / gør ikk’ alt for de para igen«, lyder det på den fænomenale ’Ung igen’, der er produceret af Tais, og som kan stå side om side med ’Det gode liv’ som S!vas’ bedste ballader. Det er en sang, der viser forcen i hans vokalføring, men som også indeholder en eftertænksomhed og melankoli, der sjældent kommer så stærkt til udtryk i denne historisk set meget maskuline genre.

Anderledes lyder det på ’Para noia’, hvor pointen blot er, at penge ikke er alt, men hvor omkvædet er en kulmination i smældende trommer og støjende synths, der emmer af tonstung desillusion og psykose. Det er vel nok det mest pågående og aggressive, S!vas har lavet til dato, og det klæder ham at gå i struben på lytteren.

Der, hvor det til gengæld halter, er på de mere dancehall- og reggae-inspirerede numre. ’Hva ska der ske’ lægger sig tæt op af reggaetonens karakteristiske dem bow-rytmik, og Højer Øye tager over i et omkvæd, der lægger sine intentioner så fladt ud på bordet, at alle ordspil og tvetydigheder forsvinder. På ’Kun hinanden’ står det klubvenlige beat i stor kontrast til de tidligere numres produktioner, især som den følger efter ’Para noia’s destruktion. Det sprængfarlige makkerskab mellem Gilli og S!vas, der fødte ’d.a.u.d.a.’ er her en skygge af sig selv, og det er en skam, men det er skønhedspletter i det store billede.

’Familie før para’ er ikke nogen revolution – den har S!vas allerede stået for – men albummet viser en kunstner, hvis stil er lige så skarp, som udtalen er sløret. S!vas er stadig et unikum i dansk hiphop og uden tvivl en af de mest spændende rappere at følge i de her år.


Kort sagt:
På ‘Familie før para’ tager S!vas skridtet fra ep til album og etablerer sig eftertrykkeligt som både stjerne og kunstner. Systemkritikken er gemt væk til fordel for en mere personlig eftertænksomhed, men S!vas laver stadig effektive bangers og solide ballader, der alle er pakket ind i ekspressiv autotune, der omformer sproget og omfavner lytteren.

Læs også: S!vas annoncer danmarksturné

Advertisement