Top Tracks: Her er ugens 10 bedste nye sange

Soundvenue 2 / 2 Soundvenue

6. The Stone Roses ‘All For One’

Man kan mene, hvad man vil, om comebacks fra bands, der har peaket, men når det er sagt, så er rock-rosernes nyeste single et solidt skåret rocknummer uden så mange prætentiøse dikkedarer og far-kiksede fikserier, som man kunne have forventet. Er man allerede fan af Madchester-scenens slut-80’er-lyd, bliver man nok ved med at være det, og var man aldrig rigtig fan, så bare glem det.


7. Nicholas Allbrook ‘A Fool There Was’

Stav til navnet! Han har allerede været medlem af Tame Impala og er forsanger i Perth-bandet Pond, men denne sprællemand laver musik, som vi andre laver… ingenting. Nyeste kreative anfald er på solohånd og udgør et halv-skabende og kakofonisk udbrud, der vralter af sted i Velvet Undergrounds kluntede fodspor, mens vokalen er en smule pissed off på en vis tendens: »I don’t want to go to Amerika«.


8. Communions ‘Forget It’s a Dream’ (Vicarage Remix)

Et godt track kan bære enhver forklædning, og det gælder i høj grad også Communions’ ‘Forget It’s a Dream’, der nu har fået en bastung overhaling af den unge, danske electroduo Vicarage. Måske begynder rockbandet fra Mayhem-miljøet fra nu af at indtage spritnye territorier rundt omkring på landets klubber – remixets potente og slagkraftige lyd er i hvert fald en appellerende pendant, der viser at Vicarage kan holde niveauet fra debutsinglen ‘Above This’.


9. LUH ‘Lament’

Man kan vel nærmest betragte LUH som en føniks rejst af asken. Projektet er et partnerskab mellem Ebony Hoorn og den excentriske Ellery Roberts, som før skreg sine lunger ud i den demaskerede og nu hedengangne kvintet WU LYF. ‘Lament’ er et prima eksempel på Roberts frygtindgydende vokal og store lyriktalent, der i mødet med The Haxan Cloaks massive lydflader endelig har fundet sin helt rette plads. Debutalbummet ‘Spiritual Song for Lovers to Sing’ er ude nu, og LUH kan opleves på årets Pop Revo.


10. Nico Yaryan ‘You Belong To Me’

Der er knuste hjerter i luften på L.A.-sangskriveren Nico Yaryans nyeste singleforsmag fra debutalbummet ‘What a Tease’. Fra de første surfguitar-anslag er man ikke i tvivl om, at det er alt eller intet for Yaryan, inden de simplistiske og mere postivt stemte klaverakkorder tager over i omkvædet. »Whatever I do / you belong to me«, synges der  – og selv om det nok grænser op til det tåkrummende naivistiske, formår det charmerende track alligevel at afbalancere den bitre sødme med dejligt skramlede slacker-vibes.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Apple Music HER og via Spotify HER.

Soundvenue 2 / 2 Soundvenue
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold