Merchandise har fundet formen som fuldblodsrockband

Ifølge guitarist Dave Vassalotti blev Merchandise genfødt som rockband på forgængeren ‘After the End’. En proklamering som understøttes af dette album, hvor trioen fra Florida afsøger et mere organisk rockende terræn samtidigt med, at de stadig har ben forankret i elektronikkens puls.

Det guitardrevne genreflor blomstrer dog op i de største knopskydninger, idet gruppen på ‘A Corpse Wired for Sound’ sætter sig i scene som et fuldblodsrockband.

‘Lonesome Sound’ fremmaner en klædelig lejrbålsstemning i sin enkle, men effektive four-to-the-floor-fremdrift, ligesom hihat-energien på den phaserindsvøbte ‘Flower of Sex’ plukker det bedste fra øverste Madchester-hylde. Helt klart succesrige dispositioner.

Det fremgår tydeligt, at bandet mestrer det melodiske på den akustiske ‘I Will Not Sleep Here’, hvor de også dyrker et mere organisk og bandorienteret udtryk. Hvilket absolut tjener dem til ære, for det er sådanne øjeblikke, der afholder albummet fra at implodere i rent blændværk og auditiv fernis.

Elementerne er effektive og veldoserede, uanset om det er de rumklangstunge klaverakkorder på ‘Crystal Cage’ eller ‘End of the Week’, der bevæger sig i bølgende ryk som et tætvævet væg-til-væg-tæppe af lyd. Man fornemmer Merchandises klare fokus på virkemidler og forvaltning af de komponenter, som udgør et overvejende overbevisende album.

Jeg slog hårdt ned på forgængeren, hvor bandet fremstod som mere form end indhold. Den slags ukrudt har de tre gutter fra Florida desværre ikke helt luget bort på dette album, og ‘Silence’ er netop et sådant moment, hvor Merchandise forsøger at maskere mangel på mindeværdige melodier i en grandiost opbygget lydkatedral. De taber ligeså retningen, når de begiver sig ind i elektronikkens vildnis på ‘Right Back to the Start’, hvor det er formfascinationen, der er i fokus.

Konklusionen bliver dog, at Merchandise her fremstår målrettede. Og at de både vil gabe over guitarrock og elektroniske fiksfakserier vidner såmænd blot om en kreativ energi, der fremadrettet bør tæmmes mere entydigt.


Kort sagt:
Florida-trioen afsøger et primært organisk rockende terræn på et velfungerende udspil, hvor elementerne er effektive og veldoserede og vidner om et band, der i overvejende grad har fokus på solide melodiske stunder, omend deres lyst til at afsøge elektronikkens puls også er til stede.

Merchandise. 'A Corpse Wired for Sound'. Album. 4AD/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af