Årets bedste udenlandske sange – top 20-11

Årets bedste udenlandske sange – top 20-11
Rihanna.
Foto: Christopher Polk/Getty Images
Vi kigger tilbage på årets stærkeste sange fra det store udland. Vi starter med at tælle ned fra 20-11 – toppen af listen kommer i morgen.

20. Francis and the Lights feat. Bon Iver & Kanye West ’Friends’

Venskabet imellem Francis Starlite, Kanye West og Bon Iver kom i høj grad os andre til gode, da trekløveret i højsommeren berigede os med den fængende popsang ‘Friends’. Den minimalistiske produktion domineret af fingerknips og skinnende synths komplementeres af det iørefaldende omkvæd sunget i indfølt falset, og skønt den akavet charmerende synkrondans i den medfølgende video ikke har opnået ‘Macarena’-status, har ‘Friends’ været et lysende lille øjeblik på pophimlen i 2016.


19. Blood Orange ‘Better Than Me’

Videoen dukkede først op for to uger siden, men vi har skam grovlyttet ‘Freetown Sound’-albummet siden i sommer. Allerede da stod det klart, at Dev Hynes har god smag i gæster, og at ‘Call Me Maybe’-stjernefrøet Carly Rae Jepsen bare var ét af mange spændende krydderier på en langspiller med variationen i højsædet. Singlen gifter hektiske beats med Hynes og Jepsens duetterende vokaler og en synthunderlægning, der er så simpel og minimal, at den nærmest er definitionen på tidløs elegance: Minimum effort, maximum impact.


18. D.R.A.M. feat Lil Yachty ‘Broccoli’

90’erne til side er ‘Broccoli’ en af de mærkeligste sange, der har ramt top fem på USA’s singlehitliste i lang tid. En blokfløjte-befængt trap-flødeskumskage af en skunkhyldest, der virkelig er komplet uimodståelig i alle aspekter. Hvis rap-verdenen udelukkende bestod af Lil Yachtys og D.R.A.M.’er, ville man meget hurtigt blive sindssyg, men der er samtidig brug for de her skøre hoveder, der formår at vende det hele på hovedet engang imellem og bare have det sjovt.


17. Childish Gambino ’Redbone’

Sikke et år for Donald Glover. Han skabte en af årets bedste serier med den nedtonede hiphop-komedie ‘Atlanta’ og tog efterfølgende røven på hele musikbranchen med albummet ‘Awaken, My Love!’, der lagde den joviale rap på hylden til fordel for 70’er-smældende funk. Andensinglen ‘Redbone’ er næsten Prince-agtig med Glovers maskinelle, men samtidig sensuelle falset, der blidt humper den dampende funkbas og de glitrende keys. Et statement til alle de ikke-troende.


16. Maggie Rogers ‘Alaska’

Sommetider går det stærkt – rigtigt stærkt. I Maggie Rogers’ tilfælde var det hendes svineheld, at selveste Pharrell var gæstelærer i et masterclass på det sangskriverorienterede Clive Davis-institut, en gren af universitetet i New York. For Skateboard P’s forbløffede fjæs over skæringen, som Rogers efter sigende havde skrevet i løbet af et kvarters tid (det eneste materiale, hun havde under armen den dag!), gik verden rundt på viral vis, og sikrede hende lynhurtigt både pladekontrakt, management og et publikum på mange 100.000 ører. Men læg lige dine egne lyttelapper på ‘Alaska’ og fat hvorfor. Det er et lille pust af pophimlen, ganske enkelt.


15. Rihanna ’Needed Me’

»Didn’t they tell you I was a savage, fuck your white horse and your carriage«, vrænger Rihanna uimponeret på ‘Needed Me’ fra dette års ‘Anti’-album, der med sin stenede tone og fraværet af bangers har markeret et vendepunkt for popstjernen. ‘Needed Me’ fremstår næsten som en programerklæring for den nye stil med sin dystre, nedbarberede produktion, hvor Rihannas nærværende vokal – og hele person, føler man – træder helt frem foran lytteren. Mere attitude end nogensinde før, men i kombination med en ny sårbarhed.


14. Kanye West feat. Ty Dolla $ign ‘Real Friends’

Det er ikke rigtigt til at finde rundt i Kanye West mere. Hans mentale tilstand er ikke noget, man skal spøge med, men ‘The Life of Pablo’s rodede, småmegalomaniske miskmask virker mere som et øjebliksbillede af Kanyes sind her i retrospekt. Det bliver sangene dog ikke mindre fantastiske af, specielt ‘Real Friends’, hvor der skete noget hidtil uset: Kanye formåede at kigge indad, og med hjælp fra Ty Dolla $ign er nummeret en stærk historie om at miste kontakten med sin fortid. Og så er den skylette produktion endnu et genistykke fra Ye’s hånd.


13. Drake ‘Feel No Ways’

‘Views’ er måske Drakes første trin ned ad rangstigen. Altså i forhold til at lave gode, sammenhængende album – rent kommercielt har pladen klaret sig umanerligt stærkt. Men selv om ‘Views’ var lidt af en langgaber, så kan Drake selvfølgelig ikke udgive et album uden at ramme bull’s eye minimum et par gange. ‘One Dance’ og ‘Controlla’ var (udover sidste års ‘Hotline Bling’) de helt store hits, men albummets bedste sang var også dens mest poppede. ‘Feel No Ways’ tager teten op fra ‘Hold On We’re Going Home’, og hvis Drake laver én af den slags sange pr. album, så er det sådan set lige meget, hvor mange tracks der ligger rundt om.


12. Rae Sremmurd feat. Gucci Mane ‘Black Beatles’

Yes, ‘Black Beatles’ blev signatursangen til den heldigvis afdøde Mannequin Challenge-trend, men nummeret er meget mere end det. Balladen starter ud med ekkofyldte keys for derefter at gå til stålet i den modsatte grøft med neddykket og blinkende synth, der triumferer gennem hele den bassvælgende hymne, der sammenligner den ungdommelige duo med alle tiders mest fejrede rockband. Det sorgløse makkerpar veksler opildnende linjer gennem både sang og rap om mammon, celebrity-livet og, ej at forglemme, de evige hunkøn, og det er sådan set Mike Will Made-It’s idiosynkratiske og helt igennem fantastiske beat, der grundlæggende gør ‘Black Beatles’ til et unikum på årets hiphop-scene.


11. Kaytranada feat. Anderson .Paak ‘Glowed Up’

Wauw, sikke et år Anderson .Paak har haft. Vi har sagt det 20 gange nu, men han har ikke trådt ét trin forbi hele året: Soloalbummet ‘Malibu’, samarbejdet i NxWorries, og så skabte hans gæstevokal også det bedste nummer på Kaytranadas debutalbum ‘99.9%’. Kaytranadas kølige, spacy synths, pulserende beats og enkle percussions agerer her den helt optimale legekammerat for Paaks californiske, tilbagelænede linjer. Efter tre minutters chill-tid vender hele nummeret om på hælen og giver Paaks blide vokal plads til at kæle for den intensiverede, skarpe tromme-session, hvor det foruroligende march-element møder den helt blide, kærlige croon. Et nummer fuld af så mange spændende facetter og modsætninger, der spiller helt overlegent godt sammen.

Læs også: Årets bedste danske sange – top 10-1

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold