Har man fulgt med på The Weeknds Instagram i den seneste tid, tyder meget på, at Abel Tesfaye er godt i gang med at indspille sit fjerde studiealbum. I vanlig hemmelighedsfuld stil har han dog ikke afsløret meget andet end et par billeder af sit studie og lydløse videoer af sangindspilninger.
Den nybagte far Travis Scott har dog fået lov at besøge The Weeknd i studiet og giver en mildest talt begejstret opdatering.
»Abels nye album er vanvittigt. Det er ligesom da jeg hørte ham for første gang. Fuckkkkkk !!!!!«, skriver Scott på Twitter.
Måske betyder det, at The Weeknd er ved at vende tilbage til de dystre r’n’b-produktioner fra de tidlige mixtape-dage, frem for den gennemproducerede superstjernepop fra det seneste album ‘Starboy‘? Under alle omstændigheder har Travis Scott i hvert fald sat hypen i gang nu.