Rodebutikken ‘Liberation’ er Christina Aguileras mest personlige album til dato
Efter en albumpause på knap seks år kan man godt kalde Christina Aguileras ‘Liberation’ et comeback. Hun er tilbage med sit første fulde studiealbum siden det ikke voldsomt bemærkelsesværdige ‘Lotus’ fra 2012, og denne gang med en udgivelse, der lader til at være mere personlig end nogensinde før.
På ‘Liberation’ møder man både sårbarhed, frustration og kampgejst, mens Aguilera reflekterer over sin plads i showbiz og synger om sin kamp for at finde ind til et autentisk selv. Fortællingen er utrolig sympatisk, men desværre er den pakket ind i et musikalsk miskmask, hvor akavede feature-artister, genremæssige krumspring og endeløse powerfraseringer får Aguileras selvhøjtidelige frigørelsesnarrativ til at fremstå ufrivilligt komisk.
Efter 49 minutters genrerod er ens hjerne fuldstændig overstimuleret af de mange forskellige indtryk, og det virker som om Xtina ikke bare har frigjort sig fra sin omverdens forventninger, men også fra enhver forestilling om, hvordan et godt popalbum er skruet sammen.
Albummet åbnes med filmiske strygere og børnelatter, mens Aguilera spørgende leder efter sig selv: »Where are you… are you there?«. Før albummet for alvor sættes i gang med det Kanye-producerede nummer ‘Maria’ skal man igennem et par linjer fra musical-klassikeren ‘The Sound of Music’ – filmens protagonist, den forvirrede nonne Maria, bliver på mærkværdig vis billedet på Aguileras indre kamp for at finde sin plads i popverdenen.
Hvor Maria finder sin rette hylde i Von Trapp-familien, vandrer Aguilera dog stadig halvforvirret rundt på resten af ‘Liberation’, der byder på den rockede ‘Sick of Sittin’, powerballaden ‘Fall In Line’, de følsomme ‘Deserve’ og ‘Masochist’ og ikke mindst førstesinglen ‘Accelerate’ der nærmest kunne få en hel anmeldelse for sig. Med sin skizofrene og kaotiske lyd er den en af de dårligste popsange, der er blevet sat i verden i nyere tid.
Selv om albummet er en rodet omgang, er der dog enkelte lyspunkter undervejs. Fløjtenummeret ‘Like I Do’ feat. Goldlink lyder godt nok ret 2018-generisk, men det er en sofistikeret, fløjlsblød sang, hvor Aguilera skruer lidt ned for sin powerhouse-vokal og i stedet lader en forførende og rolig stemmeføring gøre arbejdet. På trods af, at hendes karakteristiske vokal er et imponerende apparat, stopper man som lytter med at høre efter, når alle ord råbes ind i øret på én – her er ‘Like I Do’ et tiltrængt pusterum. Balladerne ‘Deserve’ og ‘Twice’, der er ærkepoppede i deres udtryk, fungerer også ganske fint. ‘Masochist’ er ganske vidst ikke vildt revolutionerende i sin lyrik, men her mærker man faktisk en vedkommende Aguilera i en virkelig lækker poppet, næsten 80’er-agtig produktion.
De store armbevægelser og mystiske musikalske valg bliver dog den største hæmsko for ‘Liberation’. Fortællingen om at finde ind til sig selv og ikke lade sig kue af andre er som sagt sympatisk, men den musikalske indpakning gør det umuligt for alvor at blive rørt. Her kom Kesha langt bedre i mål med sit ret så fine ‘Rainbow’-album sidste år, der har et lignende narrativ om frigørelse og undertrykkelse i musikindustrien.
Man kan selvfølgelig kun bifalde, at Aquilera, der i den grad er et barn af underholdningsbranchen, er kommet til et sundt og komfortabelt sted rent personligt, men hendes musikalske søgen fortsætter stadig. Og når man tænker på, hvor mange stilarter hun har snuset til i løbet af sin karriere, skal man måske bare forene sig med, at hun ikke nogensinde kommer til at slå sig ned ét bestemt sted.
Kort sagt:
På ‘Liberation’ møder man både sårbarhed, frustration og kampgejst, mens Aguilera reflekterer over sin plads i showbiz og synger om sin kamp for at finde ind til et autentisk selv. Fortællingen er utrolig sympatisk, men desværre er den pakket ind i et musikalsk miskmask, hvor akavede feature-artister, genremæssige krumspring og endeløse powerfraseringer får Aguileras selvhøjtidelige frigørelsesnarrativ til at fremstå ufrivilligt komisk.