Brockhampton leverede årets mest overbevisende boyband-koncert

Brockhampton leverede årets mest overbevisende boyband-koncert
5 6
Brockhampton

Koncert, Haven

En gruppe unge drenge (oftest sammensat af en producer), der synger kærlighedssange til unge kvinder. De skriver sjældent deres egen musik. Deres optrædener er skarpt koreograferede.

Det er rundt regnet den definition, man kan støve op af et boyband. Definitionen er vag, og den skeptiske undertone umiskendelig. En gruppe af unge drenge, som er blevet sat snedigt sammen af forskellige typer, så der er et pænt ansigt til alle teenagepigernes værelser – både dem, der er til prettyboy’en, bad boy’en eller den følsomme poet.

Brockhampton er et boyband. Hvorfor? »We’re a bunch of boys… and we’re in a band«, forklarede gruppens hovedperson Kevin Abstract knastørt i et MTV-interview sidste år.

Fair. Boys in a band: Boyband. Men Brockhampton er ikke en snedigt sammensat pengemaskine, der malker deres teenagefans. Brockhampton er en gruppe outsidere og ildsjæle, der brænder for musikken på hver deres måde. De synger ikke kærlighedssange til teenagepigerne – de synger og rapper om homoseksualitet, psykiske sygdomme og outsider-bekendelser. Tematikker, der er lige så skæve i det gængse boybands’ lyriske univers som i den ærketypiske hiphopgruppes ditto.

Jeg havde frygtet, at Brockhamptons koncert enten ville blive én stor kamp om spotlyset eller et halvhjertet hypeman-show. Men da det ikke bare er en hiphopgruppe, men et boyband, var min frygt ubegrundet. Da Brockhampton indtog Havens Mindfield-scene, tog de nemlig alt det bedste fra boybandets og hiphopgruppens universer med sig.

Sponsoreret indhold
Musik og design hænger uløseligt sammen
Sammen med Oh Land vil Bolia hylde det kreative krydsfelt og hæve barren for individuelt design – se mere her.
Bolia

Det ene øjeblik hvirvlede drengene højenergisk omkring hinanden på scenen, så deres sort-hvide outfits lignede myrekrig på en gammeldags tv-skærm. Det næste knælede halvdelen af holdet, når Bearface croonede c-stykket i ’1998 Truman’, eller Kevin Abstract lagde en autotunet andenstemme på Jobas linjer på ’Zipper’.

Brockhampton var skarpt koreograferede, og deres roller så klart definerede, at deres ansigter var direkte til at smække på teenagepigernes (og/eller -drengenes) sengetøj – fra den følsomme poet Bearface til bad boy (eller snarere batshit crazy-boy) Joba. Lige fra første øjeblik, da de med høje knæløft i ens outfits løb ind på scenen til det eksplosive possecut ’1998 Truman’, skinnede hvert af medlemmernes personlighed og styrker så klart igennem, at de hver især cementerede vigtigheden af netop deres rolle i gruppen.

Når en hiphopkoncert er allerbedst, er den fyldt af så rå energi og så ukontrolleret vildskab, at det kan føles som en mavepuster af ægthed. Når en popkoncert når sit ypperste, kan den være noget så følsomt medrivende, noget så professionelt underholdende.

Brockhamptons koncert scorede højt på begge parametre denne aften. Den rå energi (skud ud til Joba, aftenens mest sindssyge og overbevisende indslag) føltes som mit livs lussing, og den fik alle indie-hovederne til at give absolut zero fucks til hits som ’1997 Diana’, ’Gold’ og særligt afslutningsbraget ’Boogie’, mens pop-professionalismen fik forreste rækkes få inkarnerede hiphopfans til at svinge armene fra side til side til ’Queer’ og ’Face’.

Corny-niveauet kammede lidt over med Bearfaces solo ’Summer’. Men måden, hvorpå medlemmerne tog sig selv seriøst – selv med gruppens mest sky medlem i en regn af spotlys – gjorde alligevel momentet i al dets tåkrummende helhed sært overbevisende.

Det høje niveau af overbevisende arbejdsomhed, der lå i hele denne koreograferede optræden, og den dybtfølte respekt for hinandens indbyrdes talent og personlighed, er præcis det, der gav boybandet sin storhedstid i 90’erne. Og det er det los, livehiphop har brug for.

Læs også: Brockhampton smider Ameer Vann ud af gruppen efter anklager om seksuelt misbrug