Empress Of forlader det dragende til fordel for det driftsikre
Det er oplagt at opholde sig ved titlen på Lorely Rodriguez’ andet album under navnet Empress Of. ’Us’ skal åbenlyst ses i forhold til titlen på debuten, ’Me’, et ret bemærkelsesværdigt popalbum fra 2015, der var baseret på en forfriskende vilter do-it-yourself-æstetik.
Hvor den tre år gamle albumtitel kunne opfattes som en kommentar til dets hjemmegjorte karakter og kunstnerens fornemmelse for ejerskab over proces og produkt, kan titlen på det nye album jo tilsvarende ses som en (ufrivillig) kommentar til en langt mere strømlinet, nærmest fokusgruppeorienteret, type popudgivelse, hvor det personlige indhold til dels er udskiftet med et større antal producertemperamenter, der har frataget knaster og kanter fra en sangerinde, der ellers i høj grad lever ved ikke at gemme sine idiosynkrasier væk.
Det har naturligvis ikke været hensigten direkte at pege på antallet af samarbejdspartnere med titlen ’Us’, for titlen vidner nok snarere (i sangerindens selvforståelse) om en modningsproces, hvor man som ungt menneske i 20’erne vender sig udad mod verden i takt med, at man bliver mere bevidst om, hvem man egentlig er indadtil.
’Us’ kan således næsten, men ikke helt, høres som et slags konceptalbum om kærlighed og parforhold og de bugtninger over forelskelse til brud, der typisk følger den tematik. Der er ansatser til gode situationsbeskrivelser og interessante (eller bare tvetydige) metaforer i lyrikken på ’Us’, men det fæstner sig aldrig rigtig, bliver ikke for alvor til fængslende helheder eller statements. Den meget driftsikre popformel giver plads til kønsløs EDM-light (på den forglemmelige ’Love Over Me’), men gør sig mest i smagfuldt professionelle møder mellem pop og r’n’b, der lyder bekymrende meget som metervare.
Omkvædene sidder som de skal, produktionerne er velturnerede. Alligevel sidder man som lytter underligt upåvirket tilbage. Det kan skyldes flere ting, men indtrykket forstærkes uden tvivl af den langt mindre driftsikre, men langt mere dragende forgænger – og så det faktum, at albummets førstesingle, den fremragende ’When I’m With Him’, står så tydeligt ud som albummets mest inspirerede øjeblik. Albummet kommer simpelthen til at lide ved en sammenligning.
Det minder mig faktisk om dengang, jeg som præ-pubertær popdreng kastede mig over Shanice-albummet ’Inner Light’ på grund af radioens skamridning af den smittende ’I Love Your Smile’, og blev slemt skuffet (og ikke så lidt forvirret).
Det skulle nødig ende med Empress Of som med Shanice i start-90erne – i den ubønhørlige glemsel. Talentet er der, men fokus, identitet og personlighed er underligt fraværende på store dele af ’Us’.
Kort sagt:
På sit andet album har Empress Of allieret sig med et større antal producere, der desværre mestendels har medvirket til at fratage sangerinden de knaster og kanter, der prægede den forfriskende, hjemmegjorte debut (’Me’, 2015). Resultatet er et driftsikkert, velturneret popalbum uden de store spændingskurver, og desværre blottet for den personlighed, der er den gode popmusiks sine qua non.