»They say: ’Never leave things up to chance’. I say: ’Always leave things up to Chance’«, mumler Chance the Rapper bag sine solbriller med en hue trukket godt ned over ørerne. Selvom hans hints er mange (»Skal du til 65th & Ingleside?«, »No problem, big fella!«), er det så godt som ingen af hans passagerer, der lægger mærke til, de bliver kørt rundt af en af tidens allerstørste rappere.
Chance the Rapper har landet sig et job som Lyft-chauffør (en amerikansk lift-service a la Uber) i en ny video. Videoen er optaget i forbindelse med rapperens Socialworks, der donerer penge til de lokale folkeskoler i Chicago.
Det lader til, det umiddelbart kun er en enkelt passager, der med det første fatter mistanke – og dét på trods af, at flere af dem lister Chance op som en af deres yndlingsrappere. Men til deres forsvar spiller Lil Chano nu også sin undercover-rolle ganske udmærket – især når han gør et virkelig ynkeligt forsøg på at rappe. Dog burde tiøren falde, når han snakker om, hvor dejlig en dame, ham der Chance har scoret sig, hvor sød en mor, han har, eller hvor meget bedre, han er i forhold til Kanye.