Coco O. var en tilbagelænet diva i DR Koncerthuset
Coco O. er en af Danmarks bedste sangerinder. Punktum. Hendes luftige, men stadig kraftfulde klang, det brede vokalregister og hendes stemningsfulde artikulation er som balsam for sjælen, og derfor var det også en skøn overraskelse, da Coco O. tidligere i år udgav nyt solomateriale efter lang tids tavshed. Tavsheden havde også pirret nysgerrigheden i forhold til, hvilken type koncert, man skulle være vidne til i de ret højtidelige rammer i DR’s Koncertsal. Det eneste, man var blevet lovet i koncertbeskrivelsen, var intimitet, og at Coco O.’s flotte vokal ville være i fokus.
Netop de to ting viste sig også at være de bærende elementer i den halvanden time lange koncert lørdag aften. Coco var snakkende, overskudsagtig, og hun jokede afslappet med sit publikum og fortalte personlige anekdoter om, hvordan sangene var blevet til. Hun påtalte desuden også den undren, mange måske havde siddet med inden koncerten, og forklarede, at aftenen ville blive en blanding af ældre Quadron-numre og nyere solonumre.
Koncerten blev åbnet med en fin a cappella-intro til ‘1000 Times’, hvor Coco O. flirtede med en form for højtidelighed, som virkelig klædte hendes stemme og de flotte rammer ekstremt godt. Herefter tog hun publikum med gennem en håndfuld Quadron-sange med fuldt band, inden hun spillede de flotte solonumre ‘Bled For You’ og ‘Minor Detail’ i et mere nedbarberet setup. Mod slutningen blev der fyret op for Quadron-klassikere som blandt andet ‘Favorite Star’ og ‘LFT’.
Der var virkelig ikke en finger at sætte på den klingende musik, men alligevel var der et eller andet, der ikke helt spillede i Koncertsalen. For selv om Coco O. prøvede at etablere en form for intimitet med sin afslappede attitude, var det som om, rammerne modarbejdede hende: Det siddende publikum, det enorme rum til en relativt lille mængde lyd, afstanden mellem scenen og publikum, den lidt mærkværdige vekslen mellem højtidelighed og goofy jokes fra scenen.
Undervejs kunne jeg ikke undgå at tænke over, om koncerten havde fungeret bedre på et mindre spillested, hvor publikum havde haft lettere ved at give sig hen og bevæge sig til musikken. Det virkede næsten komisk under sange som ‘Favorite Star’, at publikum sad musestille og stirrede stift mod scenen. Enkelte publikummer kunne af samme grund heller ikke dy sig og rejste sig op blandt andet under det førnævnte nummer.
Coco O. burde måske have truffet et tydeligere valg om at arbejde med Koncertsalen, og der kunne sagtens have været gjort et større forsøg på at udnytte rummets potentiale. Den momentvise højtidelighed, man oplevede på ‘1000 Times’ og det flotte ‘Herfra hvor vi står’-cover, passede langt bedre til salen, og der fik man for alvor en fornemmelse af, hvor rørende koncerten kunne have været, hvis Coco havde ladet divaattituden og de skrabede arrangementer få mere plads i koncerten. Det føltes en smule fladt på flere af sangene med fuldt band, hvor lyden ganske enkelt fremstod for lav og for langt væk.
Publikums begejstring var dog ikke til at tage fejl af, da Coco O. og hendes band af hele to omgange blev klappet tilbage på scenen, og på ekstranummeret ‘Pressure’ leverede hun en fuldstændig overlegen vokalpræstation, der efterlod publikum måbende og i høje klapsalver. Der satte Coco O. en stor fed streg under, at hun på trods af sit fravær fra den danske musikscene stadig er en af de dygtigste sangerinder, vi har.
Kort sagt:
På trods af, at Koncertsalens højtidelige rammer af og til modarbejdede Coco O.’s relativt lille setup, beviste hun med en flot vokalpræstation, at hun absolut er en af Danmarks allerdygtigste sangerinder.