Hvem fanden er Coco uden Quadron?
Coco O.

Hvem fanden er Coco uden Quadron?

Quadron levede drømmen. I englenes egen by, i Guds eget land. Den danske duo havde scoret en major label-pladekontrakt. De lavede musik med Pharrell og Kendrick Lamar, og de gik i studiet med branchens vægtigste VIP’s.

Coco O. og Robin Hannibal havde forladt Danmark og fået luft under vingerne. Og de havde medvind.

Lige indtil vinden vendte, ensomheden meldte sig, og Coco rejste hjem. Alene. Uden Hannibal. Ude af Quadron.

Med det rette spin på fortællingen er det den helt perfekte historie til den lille andedam, der er den danske musikbranche. Hvor solstrålehistorien om danske navne på den internationale lystavle næsten er lige så god som den slet skjulte tilfredsstillelse i falliterklæringen om, at de vender duknakkede hjem til dammen igen.

Men virkeligheden var en helt anden. For selv om Quadron ganske rigtigt havde både pladekontrakten og alle de rigtige musikalske legekammerater ovre i L.A., var det i længden ikke dét, der var drømmen for Coco.

»Hvis det stod til omverdenen, havde jeg lavet ti sange a la ’Hey Love’ og var braget igennem i USA. Men det var aldrig nogensinde mig. Det er ikke den artist, jeg er. Folk havde håbet det for mig, men jeg havde ikke håbet det for mig selv. Det var ikke det, der tændte mig«.

For Coco var det faktisk blot begyndelsen på et langt større projekt: At finde sin helt egen stemme i musikken. Som Coco uden Quadron. Den musik, hun kan, vil og er nødt til at skabe på egen hånd, når hun finder fodfæstet til at slippe den fri.

Sindssyge stjerner og amerikanske drømme

»Der var ikke hul igennem herhjemme. Opmærksomheden kom først, da vi var flyttet derover, og der begyndte at komme nogle af de her kendishistorier. I Danmark følte vi, vores karriere handlede om, vi flyttede til L.A. Var det så bare dét?«, spørger Coco mig, da jeg møder hende en kølig efterårsdag. Under danske, grå himmelstrøg, vel at mærke.

Tiden var ikke den rette for Quadrons varme soulpop i det kølige Norden, da duoen udgav deres selvbetitlede debut i 2009. »Det var lige der, Trentemøller var størst. Alt var elektronisk. Den der retrosoul-lyd var ikke lige det hotteste«.

Ganske rigtigt. Året efter Quadrons debut stjal Trentemøller opmærksomheden med ’Into the Great Wide Yonder’. Quadrons store arrangementer af svingende souljams som ’Buster Keaton’ og catchy retroperler som ’Slippin’’ forsvandt i mylderet af mørkrandet electronica.

Coco O. (Foto: Rasmus Luckmann/Soundvenue)

»Der er mange begrænsninger i, hvordan folk tænker i musikbranchen herhjemme. Det er ikke så ambitiøst. Folk tænker ikke så innovativt, de tænker ikke i drømme«.

Men det gjorde de på den anden side af Atlanten. Hvor andedammen snarere er et mindre verdenshav, og hvor hele eksistensberettigelsen er baseret på en drøm. En amerikansk drøm. Hvor hårdt arbejde og en stålsat vilje lønner sig. Hvor man arbejder sig op fra bunden af – gerne så godt som 24 timer i døgnet, førend man når en prominent plads i pladeselskabshierarkiet.

Da de to danskere blev uenige med det lille hands on-agtige selskab, de var knyttet til i L.A., havde deres hårde arbejde allerede sikret dem, at de kunne blive købt fri af major label-pladeselskabet Sony Music. Med giganten i ryggen udgav de deres anmelderroste andet album ’Avalanche’, der sendte førnævnte single ’Hey Love’ i anselige rotationer – selv hjemme i det lille, elektriske Danmark.

Herfra begyndte tiden med de store studieture, celebre jamsessions og bosstyper, der praktiserede den helt høje cigarføring. Og en helt ny verden af indforståede regler og respekt.

»Pludselig var vi i et helt andet maskineri. En anden kultur og en anden måde at kommunikere med hinanden på. En major label-business, som var rimelig svær at navigere i. Der er en helt anden måde at kommunikere på med folk i pladebranchen, som er højt i hierarkiet. Måder at titulere på, du skal lære. Det er lige som at skulle lære at snakke til Dronningen i Danmark.

Folk siger ikke tingene direkte derovre. Og jeg tror, det er derfor, de meget kendte og rige amerikanske stjerner basically bliver sindssyge. Man kommunikerer ikke direkte. Du snakker ikke, hvis de ikke snakker til dig. Jeg oplevede også rigtig meget kønsrollefordeling. Der er en forventning om, at jeg er sangerinden, som er cute, og at Robin er businesstypen. Men sådan var vores arbejdsfordeling bare ikke rigtigt. Når jeg satte mig imod nogle ting, var det sådan: ’U-uh, Coco er feisty!’. Eller også jokede de med, at jeg var den sure. Men når Robin sagde sådan nogle ting, sagde de bare: ’I respect you, dog’«.

Alle de ældre mænd ved bedre

Som tiden gik i L.A., gik der for alvor business i musikken for Quadron. Forretningerne fyldte mere end fornøjelserne – og førstnævnte havde deres manager end ikke rigtigt tid til at dedikere sig til, da han netop var begyndt at arbejde med en ung knøs kendt som Childish Gambino.

Mens Coco turnerede med Quadrons varme toner på hjertet, blev Robin Hannibal hjemme i studiet, hvor der nu også blev knoklet igennem i selskab med Michael Milosh i r’n’b-projektet Rhye.

»Jeg tror altid, Robin har haft et ønske om at producere og ikke være i bands. Men han er kommet til at være i bands hele tiden«, forklarer Coco om sin makker.

Sammen havde Robin Hannibal og Coco udlevet deres begges barndomsdrømme om at lave helt store Michael Jackson-klingende arrangementer og smittende soul-udskejelser. Og når man lytter til Quadron, eller oplever Coco synge deres sange fra scenekanten, skulle man tro, det var netop denne stil, hun var skabt til at levere. Som en overlegen, forførende diva det ene øjeblik, med et brandvarmt blødende hjerte det næste.

Men selv lytter Coco mest til musik, der med hendes egne ord er mere »mellow«. Hun har altid fundet de mere stille sange sjovest at lave. Hvor den ærlighed og inderlighed, som er hendes store vokals allermest karakteristiske force, for alvor kan få frit løb i hver en frasering.

Måske det i virkeligheden var noget af det, der manglede. Friheden til det inderlige. Til at krænge hjertet ud, uden det nødvendigvis skulle have hitlistepotentiale. For hjertet havde også fået sine knubs undervejs i løbet af de seks år i L.A.. Turnélivet, flytninger og et forlist forhold satte sine indvendige spor, og rastløsheden meldte sig.

»Jeg så masser af talentfulde mennesker omkring mig, der alle sammen ville dø for at være i min situation. Være på et stort pladeselskab i USA og samarbejde med en masse seje mennesker. Men jeg følte mig bare ikke tilfredsstillet. Overhovedet. Jeg savnede at have følelsen af at mærke kærligheden. At mærke noget brændende i mig, der sagde, det her er jeg nødt til. Så jeg var nødt til at droppe det hele fuldstændigt for at kunne mærke mig selv igen«.

»Det lå aldrig i kortene, vi skulle lave Quadron for evigt. Det skete ved et tilfælde, og det bragte os sindssygt mange steder hen«.

Coco O. (Foto: Rasmus Luckmann/Soundvenue)

Quadron havde nået sin helt naturlige ende. De havde leget med barndomsdrømmene, store ideer og ditto egoer på den vilde, vestlige musiklegeplads. Så det sidste sted, tilfældene endeligt skulle bringe Coco hen, var tilbage til Danmark. Hjem til vennerne, familien, en lille lejlighed i Indre By og et helt nyt kapitel som solokunstner.

Og det er her, det store spørgsmål melder sig. Når du det meste af din karriere har været en del af en duo, hvem er du så, når du går solo? Hvad nu, hvis soloprojektet ikke er ensbetydende med et skelsættende stilskifte – er du så bare en discountversion af dit tidligere band?

»Jeg har været rigtig meget i konflikt efter Quadron. Jeg havde nok lidt undervurderet effekten af at have en makker. Jeg havde taget det for givet, fordi jeg altid havde haft Robin. Men jeg manglede sindssygt meget en sparringspartner, og jeg var vildt forvirret over det. I starten prøvede jeg at lede efter en, der kunne være en ny Robin-funktion for mig. Jeg troede, de hang på træerne. Men det var lige så svært, som hvis man skulle finde en kæreste. Man dater, men den er der ikke helt. Og har man lyst til at få en baby med en, hvis den kun er der halvt?

Der var rigtig mange ældre mænd, der gerne ville fortælle mig, hvad der var det fede for mig at gøre. Alle havde en mening, og alle ville fortælle mig, hvad der var det rigtige for mig at gøre. Really? Det er komisk og lidt cute, når folk prøver at fortælle mig, hvad der rykker, når – hvis man ser helt lavpraktisk på det – jeg måske har en del mere erfaring med nogle mennesker, der på verdensplan har været nogle af de største. Så er det lidt sjovt, jeg stadig skal høre på, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til mig«.

En ting, som de fleste var enige om, ville være det rigtige for Coco, var, at hun skulle være med i et tv-program. Som en helt selvfølgelig side revet ud af ’Sådan bliver du verdenskendt i Danmark’-håndbogen. Spis middag med nogle kendisser, lad folk kende din type, eller bliv vild med dans, så hele landet bliver vild med dig.

»Det er uambitiøst. Uambitiøst, at jeg skal indordne mig andres præmisser. Der er ikke så meget fokus på at skulle skabe kunst. Det handler mere om, at jeg skal være med i et tv-program, hvis jeg vil sælge billetter i udkantsdanmark.

I starten var jeg nok lidt for åben til at tage det ind. Jeg havde oplevelser, hvor jeg kom til møder med mennesker, der havde en position, der måske bare gjorde, at jeg troede på dem. Jeg tog det hele ind; jeg følte mig blottet for meninger. Jeg begyndte at tvivle helt vildt meget på, hvad jeg kunne, og hvem jeg var. Jeg var lidt igennem en slags identitetskrise – det skabte kaos i mit hoved. Hvem fanden er jeg uden Quadron? Jeg følte jo også, Quadron var mig. Men det betød ikke nødvendigvis, det var det, jeg ville lave«.

»Måske det ikke skal være så hemmeligt«

Én ting er at flytte fra land til land – fra store vidder hjem til snærende horisonter – for at skulle søsætte sin solokarriere på egen hånd. En helt anden ting er at skulle vænne sig til det sæt af nye spilleregler, der er kommet, siden Coco sidst spillede med uden et major label-maskineri, der styrede slaget.

»Det er vildt, hvor meget alt har ændret sig i løbet af de år, jeg har haft en karriere. Fra de trykte plader til i dag, hvor man nærmest ikke har brug for et pladeselskab længere, og hvor Instagram er blevet hovedmediet. Hvordan fanden får man opmærksomhed, når det føles som om, Instagram pludselig er den eneste source?

Nogle gange føler jeg mig så usmagelig, for jeg er jo fanme nødt til hver dag at fortælle mig selv, hvor fed jeg er. Ellers kan jeg hurtigt gå ned. Man skal hele tiden promovere sig selv. Har I lyttet til det her track, jeg har lavet? Har I lyttet til det, guys? Har I lyttet til det? LYT NU TIL MIN MUSIK!«

Coco O. (Foto: Rasmus Luckmann/Soundvenue)

Coco griner, mens hun under sin ivrige Instagram-opfordring hæver næverne i vejret.

Det lyder helt komisk. Blandt millionerne af memes, fitnessfreaks, fansider og bloggere på Instagram gemmer sig tusinde kunstnere, der prøver at få hul igennem til hashtag-generationen. Jeg ved fra mig selv, hvor meget, der i virkeligheden skal til, før jeg gider bruge mere end et øjeblik på et billede, når jeg scroller mig igennem min daglige dosis. Tænk, at et medie, der bruges så effektivt og så flygtigt, på nogen måde kan være et så essentielt talerør for så seriøs en kunstner.

»Jeg kan se effekten, når jeg lægger et billede ud, hvor jeg ser pæn ud eller har undertøj på – jeg får mange flere reaktioner, end hvis jeg dropper noget musik. Folk vil have den hurtige tilfredsstillelse. Så jeg har nogle gange svært ved at lure, hvordan jeg rammer folk. Jeg kan føle, jeg er ved at drukne, når jeg ser på, hvordan det fungerer i dag. Så jeg skal minde mig selv om på daglig basis, at der er folk, der lytter. Det er ikke lige meget, det hele.

Måske musik er for seriøst for mig. Jeg har brug for at tænke, at det ’bare’ er musik – og jeg har masser af det i mig. Der er meget, jeg hører, jeg synes er middelmådigt. Men folk har en karriere, og de kører på det. Så måske de ting, jeg laver, også er okay – det handler jo også om at være produktiv og udvikle sig. Jeg har bare været bange for ikke at være god nok«.

Da Coco var vant til at have en fast samarbejdspartner, hun kunne stole på, kunne hun vende tanker som disse. Hun kunne få at vide, at det, hun laver, er okay. At der er nogen, der lytter.

Men når man pludselig er alene om sin musik og alle de bekymringer og overvejelser, der opstår undervejs, har man i allersidste ende kun sig selv at dele tankemylderet med. Og så kan det komme til at veje rigtig, rigtig tungt.

»Grunden til, det her i nogles øjne er gået så langsomt for mig, er, at jeg tænker for meget. Jeg vil gerne være en autentisk artist, der føler alting. Men det tager fucking lang tid, når man vil føle alting«.

Ordene finder deres genklang i Cocos sang ’1000 Times’, som hun udgav tidligere på efteråret. Titlen kommer sig af, at hun ganske enkelt har lavet tusindevis af versioner af nummeret, siden hun fire år forinden skrev den første demoversion i L.A.

Man kan høre, hun har følelserne med sig på ’1000 Times’. Man er faktisk ikke et sekund i tvivl, som hendes indlevelsesrige, bedrøvede stemme kæler for de ømme, kærlighedsberøvede linjer. Coco føler alting.

Det forstås, det ikke just er en sang fra one take-hylden. Men det er heller ikke svært at forestille sig, at Cocos overtænkning har været en væsentlig medskyldig i de mange versioneringer.

»Jeg har et hav af sange liggende derhjemme. For et halvt år siden tænkte jeg bare, det skal ud, der skal ske noget. Det er jo fucking spild, de ligger derhjemme. Måske det ikke skal være så hemmeligt, alt det, jeg går og laver. Så må folk synes, det er fedt eller lade være. Jeg vil slippe det fri, så det får et liv«. 

Coco O. (Foto: Rasmus Luckmann/Soundvenue)

»Jeg gider ikke blive umyndiggjort i min egen musik«

Lettelsen over endelig at have fundet modet og roen til at turde lade sine solosange flyve fra reden er tydelig. Den gyngende grund, som Coco skulle finde sit fodfæste på, er blevet stabil. Usikkerheden, der begyndelsesvist hæmmede hende i at slippe musikken fri, forsvinder så småt. Og som usikkerheden fordufter, har hun kunnet få øjnene op for den kæmpestore frihed, der er i, at hun pludselig er sin egen faglige fortrolige – og ikke mindst sin egen chef.

»Jeg har troet for meget på, jeg ikke kunne gøre det. Som kvinde i musik er der ting, det ikke forventes, du gør, men som du godt kan gøre. Jeg oplever tit, man skal understrege, et nummer er produceret af mig. Ellers er det forudindtaget, at det er en dude, der har produceret det. Det er anstrengende. Jeg vil jo ikke tage credit’en væk fra dem, der har hjulpet med det. Men jeg gider heller ikke blive umyndiggjort i min egen musik.

Det er ligesom i 50’-60’erne, hvor manden altid blev spurgt om økonomien. Til sidst tror kvinden ikke på, hun ved noget. Det er en kliché, men alligevel kan det være så svært at snakke om. Det er bare noget, der ligger så systematisk i måden, man opfører sig på. Nogle gange er jeg virkelig nødt til at være en kælling, når jeg øver med et band. Selv med mine fucking tætte venner – som jeg ved, respekterer mig – er der nogle gange bare nogle samtaler, der går forbi mig. Jeg er ved at øve mig i at sige fra. Det er min musik. Punktum«.

Det er Cocos musik. Gennemsyret af den varme, som hun perfektionerede i Quadron – men uden at det føles som om, det er Quadron. Det er Coco. Med al hendes autenticitet og inderlighed i de lyriske bekendelser og fløjlsbløde leveringer, som i nye, klædeligt mere nøgne kompositioner for alvor får et kærkomment, kompromisløst fokus.

De kæmpestore kompositioner er veget for en helt nyfunden sårbarhed. På et nummer som ’I Bled For You’ kommer vi så tæt på Coco, at vi kan høre hendes vejrtrækning mellem tonerne. Fingrene på guitaren. Alle de organiske detaljer, der gør, at det føles som om, hun sidder lige ved siden af dig og hvisker dig hemmeligheder i øret.

Også visuelt er Coco forandret. Væk er roserne i håret og den knaldrøde læbestift fra Quadron-tiden. Coco er mere nøgen og mere sårbar end nogensinde før. Det, der for hende føltes som et kaos, fremstår som en styrke mere end noget andet.

»Det folk godt kunne lide mig for, var min ærlighed i musikken. Så det var nok lyset i mørket for mig – min intuition. Det eneste, der kunne guide mig i denne jungle«.

Læs anmeldelse: Coco O. var en tilbagelænet diva i DR Koncerthuset