Jens Unmack folder postpunk-drømmens faner ud på Love Shops nye album
»Det er vores luksus, at vi aldrig er blevet for populære. Vi er aldrig blevet fanget ind i en tidsperiode, som siden har kvalt os, fordi vi skulle prøve at leve op til det«.
Således opsummerer Jens Unmack i sidste søndags interview i Politiken Love Shops lettere udefinerbare placering i den danske offentlighed. For store til at være små, for små til at være store. Sådan kan man måske karakterisere dynamikken.
Jeg har gået og lyttet mig ind på ’Brænder boksen med smukke ting’ i god tid, inden jeg læste interviewet med Unmack, og jeg må konstatere, at jeg har en oplevelse af at få et større udbytte af det nye album ved at læse Unmack tale åbent og begavet om det, end jeg har fået ved rent faktisk at lytte til det!
Det skal ikke forstås som en diskvalificering af albummet, måske snarere som en indrømmelse af (eller opfordring til!), at andedammen godt kunne bruge en Unmack-selvbiografi inden for en overskuelig fremtid.
På ’Brænder boksen’ kommer Unmacks sproglige flair og tæft for melodi og stemningsopbygning indledningsvist til sin ret: Der lægges flot fra land med den næsten skeletale, men derfor desto mere indlevede ’Folkets hus’, hvor Unmack sender et lille stød gennem lytteren med et pludseligt politisk kommenterede jab til sinkadusen: »Socialdemokratiets kolde krop / hvor alt det gode rådnede langsomt op«.
Den mere rå, elektroniske udladning ’Århundredets sekund’ lever og ånder ved sine snitflader af stikkende og udflydende synths. Det samme gør selvmordshymnen ’Til jorden kommer’ og ’Underdanmark’ (med de sloganagtige linjer »lever for at sulte / sulter for at dø«), der trækker velkomne veksler på den glamrock-spankulerende højoktan-sangkunst, der kendetegnede bandets kreative metamorfose på ’Go!’, albumgennembruddet fra 1997.
Unmack er mest lytteværdig i det stemmeleje, hvor han tvinger sig selv til næsten at miste selvkontrollen. Lidt for ofte på albummets sidste fem sange lader han sig trække rundt i midttempo-balladeland (’British Racing Green’ er den værste synder). Hans vokal er mest interessant, mest levende, når den ikke lyder som om den hele tiden har tid til at smage på ordenes (ofte rigeligt velovervejede) fortræffeligheder. Unmack lyder for eksempel en kende salvelsesfuld, når han synger linjer som »gentagelsens tidsfordriv / kald det voksenliv« eller »At give sig verdens ro / men er det nok til to? / i det lange fald/ bag de unge pigers kald’« (’Leve er at dø med stil’).
’Brænder boksen’ er et katalog over vendinger, der bærer signaturen af Unmacks sprogtone som en fjerpryd: Der er ’natklubber i brand’ og ’plasticsjæl på kassettebånd’ og en dag ’kulsort som vinyl’. Signalord som ’plastic’ og ’vinyl’ peger i retning af Michael Strunges kuldslåede, urbane nattevisioner fra postpunk-storhedstiden først i 80’erne, hvilket er fint nok, men også lidt vel forudsigeligt. Vi kommer sandt for dyden rundt om emner, der ville have varmet mangt et koldt 80’er-hjerte (hvis de var katte ville de sågar spinde højlydt): Selvmordet, Berlin, det grimmes æstetik, sågar en Bowie-hyldest…
Unmack gør sig til tider skyldig i at vælge ord, der enten bare lyder godt, signalerer en stemning eller et miljø eller skaber et slagkraftigt rim snarere end de egentligt er meningsbærende eller peger på en dybde, der overskrider den kælne timing, hvormed han får linjerne til at lande. Der er noget rutineret i ordets ikke altid bedste betydning over Love Shop på ’Brænder boksen med smukke ting’.
Som dedikeret iagttager af Love Shop har jeg aldrig oplevet, at bandet – hverken i versionen med de to gange HH (Henrik Hall og Hilmer Hassig, æret være deres minde) eller i den ny, velsmurte aftapning med mere fokus på det tight elektroniske – for alvor har søgt grænsesprængende territorier eller opsøgt ukendt land. Unmack har altid båret den postpunk-arv, han er rundet af, som et adelsmærke, men det er en arv, som jeg har svært ved at se kommer til udtryk i Love Shops musikalske modus operandi.
Der er for eksempel ikke meget spræl i den ti minutter lange ’Druknet Senegal vin’, hvis titel er mere opfindsom end lyrikkens causerier om liv og død eller den slideguitar-garniture, der bryder med den underliggende motorik-puls, der får undertegnede til at tænke på en metaltræt campingvogn på en nordfynsk landevej frem for metalglinsende stålvogne på en tysk autobahn.
Bandet måtte for min skyld gerne skrue væsentligt op for postpunk-forbindelsen i forhold til de musikalske valg og skrue ned for den, når det kommer til lyrikken.
Det gør ikke ’Brænder boksen med smukke ting’ til et dårligt album. Så langt fra. Jeg tror, de fleste fans vil opleve, at der i høj grad stadig er liv inde under den gamle (men stilsikre) Fred Perry-jakke.
Unmack er fortsat – som en opdateret udgave af futurist-poeten Emil Bønnelycke – optaget af ’hastighedens pragt’, ’forvirringens skønhed’ og de ’halsløse fremskridt’. Men hvor Bønnelycke under et oplæsningsarrangement for næsten præcis 100 år siden – 4. februar 1919, for at være helt præcis – affyrede tre pistolskud (hvilket nok jog en skræk i bedsteborgerskabet), lader Unmack pistolen blive i bæltet, forsvarligt afsikret.
2019 er som 1918 (hvor Bønnelycke udgav signaturdigtet ’Aarhundredet’ i en samling med den så rigeligt Unmack’ske klang, ’Asfaltens sange’) »rig på aldrig før anede omskiftelser«. Unmack ville meget passende kunne sætte melodi til refrænet »Jeg elsker dig, du gådefulde tid«… men indtil det sker, må vi nøjes med ’Brænder boksen med smukke ting’, der altså ikke ganske lever op til sin titel, men som til gengæld godt kan være sig selv bekendt.
Kort sagt:
Der er i høj grad stadig er liv inde under den gamle (men stilsikre) Fred Perry-jakke, men Love Shop måtte gerne skrue væsentligt op for postpunk-forbindelsen i forhold til de musikalske valg og skrue ned for den, når det kommer til lyrikken.