Kevin Morbys pseudo-religiøse slacker-gospel er fænomenal

Kevin Morbys pseudo-religiøse slacker-gospel er fænomenal
Kevin Morby.
Kevin Morbys pseudo-religiøse slacker-gospel er fænomenal - Oh My God
5 6
Kevin Morby
'Oh My God'

Album, Dead Oceans/Playground

Kevin Morby har udgivet sit mest ambitiøse album til dato. Den arbejdsomme musikers femte udgivelse er et helstøbt dobbeltalbum, der konceptmæssigt er en undersøgelse af religionens analogier set gennem og oplevet af et ikke-religiøst menneske. »En outsiders syn på det at være menneske i forhold til religion«, har han selv sagt om albummet.

I forhold til tidligere udgivelser som ’City Music’ (2017) og ’Singing Saw’ (2016) er Morbys nye sange mere kor og klaver end guitar og trommer, og resultatet fremstår solidt som en hybridlyd a la slacker-gospel eller lo-fi-salmer. ’Oh My God’ er en legende, moden, reflekteret og tematisk stram plade, der i sine klareste øjeblikke leder lytterens tanker hen på giganter som Leonard Cohen og Lou Reed.

Det tematiske lydlandskab er minimalistisk og effektfuldt som en art sonisk popkunst, hvor musikken med få farver og virkemidler fremstår uforurenet og med større gennemslagskraft end Morbys tidligere brug af den komplette rockpalet. Denne æstetik slås an fra allerførste klaverstrofe på titelnummeret, der på repræsentativ vis illustrerer, at albummet er spækket med ørehængere og smittende melodilinjer fra blandt andet saxofon, kor og orgel.

Efter den smukke åbning skifter Morby gear og glider over i førstesinglen ’No Halo’, der med sine spøgefulde håndklap, hvirvlende horn og nedtællingskor slentrer af sted og berører det indre lys, Morby ser hos mennesker, der ældes. Efter åbningssekvensen har Morby slået den dominerende tone an, som uden problemer kan rumme en god veksling mellem sarte hymner (‘Nothing Sacred/All Things Wild’) og skramlet storbyrock (‘OMG Rock n Roll’).

I ’Piss River’ får imperativet »oh my god!« cementeret, hvordan sprogets religiøse overtoner flettes ind i sekulariteten, og på selvsamme nummer rammer Morby en helt særlig spænding mellem den kropslige og åndelige samtid, han ser fra sin seng, sit fly, sin bus, når han turnerer verden rundt.

Desuden indarbejdes der både naturlyde (’Storm (Beneath the Weather)’), børnebøn (’Congratulation’) og et instrumentalt mellemspil (Ballad Of Faye), hvilket binder fortællingen om Morbys private, lille kirke godt sammen. Sagt med andre ord bruger Morby adskillige virkemidler til at pleje sine bibelske tømmermænd, dog uden at miste musikken og konceptets musikalske nerve.

Tekstmæssigt forvalter Morby verdslige problemstillinger som eksistentiel angst og fortvivlelse gennem et religiøst billedsprog. Han placerer sig som en spirituel sanger, der bearbejder det sjælefulde gennem en sekulær attitude mod livet, hvilket både ophøjer den musikalske grundstemning, mens jordforbindelsen dog bevares gennem hele albumet.

Når det er sagt, er det ikke alle 14 numre, der er lige stærke, interessante eller bidrager lige godt til den røde tråd, men albummet er uden tvivl et af Morbys bedste og klart det mest ambitiøse. Hvis der var skåret lidt mere ind til benet, kunne han have stået med et perfekt konceptalbum.


Kort sagt:
Kevin Morbys femte album er amerikanerens mest ambitiøse projekt til dato: En minimalistisk og effektfuld udgivelse, hvor musikkens få farver og virkemidler i form af blandt andet saxofon, kor, klaver og orgel fremstår uforurenet og med større gennemslagskraft end Morbys tidligere brug af den komplette rockpalet.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold