Kompromisløse Injury Reserve imponerer med hiphop i et utal af stilarter

Kompromisløse Injury Reserve imponerer med hiphop i et utal af stilarter
Injury Reserve.
Kompromisløse Injury Reserve imponerer med hiphop i et utal af stilarter - Injury Reserve
5 6
Injury Reserve
'Injury Reserve'

Album, Caroline

»Love the fans that say we don’t get enough shine / I mean… shit… well, they isn’t lyin’«.

Sådan rapper Stepa J Groggs på ‘Koruna and Lime’, det fremragende åbningsnummer fra Injury Reserves selvbetitlede debutalbum. Den skæve, punkede hiphoptrio har imponeret længe, men de har primært holdt sig i undergrunden.

Rammer de mainstreamen med deres debutalbum? Næppe. Det er de nok stadig for kompromisløse og eksperimenterende til. Men de tager på store dele af deres debutalbum de eksperimentelle greb, der dette årti har givet navne som Death Grips, Danny Brown og Jpegmafia kultstatus, og bruger dem til at skabe øjeblikkeligt inficerende bangers, der nægter at forlade hovedet.

Selv om Injury Reserve næppe bliver superstjerner, ville det dog undre mig, hvis deres fanskare ikke blev mærkbart udvidet med udgivelsen af dette album. For hvert eneste nummer sidder i skabet, er mindeværdigt og har noget unikt at byde på. Der er ikke ét track, der fører dig hen, hvor du allerede har været. Sådan noget gør lytteoplevelsen konstant spændende og engagerende.

Hvad end det er den aparte akustiske instrumentation på ‘Jawbreaker’, den psykedeliske nyfortolkning af klassisk boombap-lyd på ‘Gravy N Biscuits’ eller den jazzede, sentimentale eufori på ‘Three Man Weave’, syder Parker Coreys produktioner af liv, energi og stemning. Hertil kan de to rappere, Steppa J. Groggs og Ritchie with a T, levere lige præcis det, beatet forlanger, nærmest uanset hvor uortodokst det er. At rappe over eksempelvis den hektiske, mekaniske lyd på ‘Jailbreak the Tesla’ kan virke som noget af en mundfuld, men det er ikke noget problem her.

Er albummet en kende spraglet, når de bider over så mange forskellige stilarter? Ja, og det er nok den væsentligste hage. Men samtidig har trioen struktureret det ret godt. Albummet starter med grovkornet, skramlet instrumentation, derefter går vi over i nogle numre, der balancerer mellem at være tilbagelænede og attituderige. Herfra kommer et par numre, hvor angsten er i fokus, og slutteligt kommer nogle mere underspillede, følsomme, soulede numre. Albummet går fra at starte som ‘The Money Store’ til at slutte som ‘Flower Boy’, og det er imponerende, at det faktisk er lykkedes Injury Reserve at skabe sammenhæng mellem de lydbilleder.

Det er dog ikke kun på et sonisk plan, albummet veksler flot. Der er godt med humor på tracks som ‘Jailbreak the Tesla’, ‘Jawbreaker’ og interludiet ‘Rap Song Tutorial’, men som vi kommer længere ind i pladen, lukker rapperne os tættere på. ‘New Hawaii’ og ‘Best Spot in the House’ er oprigtigt rørende numre, og gruppen har skabt et album, hvor disse problemfrit står side om side med gode doser selvironi.

Der er så meget variation og så konsekvent høj kvalitet på Injury Reserves debutalbum, at det tåler mange, mange gennemspilninger. Der er personlighed, eventyrlyst, slagkraft, og i det hele taget nærmest alt, man kunne ønske sig fra et hiphopalbum.


Kort sagt:
Injury Reserves hiphop kommer vidt omkring på trioens debutalbum. Fra det hårdtslående og humoristiske til det soulede og følsomme – men hele vejen igennem er kvaliteten helt i top.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold