Det er business as usual på Pixies’ ‘Beneath the Eyrie’ – men så alligevel ikke helt
Få bands har tegnet konturerne til alternativ rockmusik som Pixies. Det ikoniske firkløver fra Boston har kastet inspirationsglans på talrige musikere og har nærmest patent på ‘quiet-loud’-formulaen, som er blevet modus operandi i mangt et hjørne af indiescenen og som bandet selv har finkalibreret over foreløbigt syv album.
Derfor spidser man ører en ekstra gang, når ‘In the Arms of Mrs. Mark of Cain’ trækker tæppet fra på det nye album, for her overrasker Pixies med et nummer, der delvist lyder som et soundtrack til både en spaghetti-western og en spionfilm. Et spændende træk fra bandets hånd, som fungerer glimrende og placerer sig naturligt i deres udtryk. Ligeledes pløjer de shuffle-agtige ‘This is My Fate’ og ‘Bird of Prey’ nye furer i Pixies’ velkendte landskab.
Disse taktarter til trods cykler tingene dog også afsted på den gamle klinge. ‘On Graveyard Hill’ er så klassisk Pixies som tænkes kan. En pulserende basfigur, Joey Santiagos skærebrændende guitarhug og Black Francis, der synger en skæbnevanger fortælling, som inkluderer en forgiftet skov og øjne som UFO’er.
Frontmanden har altid haft blik for et surrealistisk billedsprog, og han har udtalt, at teksterne på det nye album er influeret af både den gotiske kirke, som indspilningerne fandt sted i, samt Francis’ (påståede) kontakt til åndeverdenen.
»I washed out with the greasy tide, I went down on the Selkie Bride / she lost her head, but I like her style«, er således et helt naturligt scenarie for den excentriske sangskriver i den frådende ‘St. Nazaire’.
‘Long Rider’ ligger sig også fint i bandets velkendte slipstrøm med associationer til klassikeren ‘Velouria’ (fra ‘Bossanova’, 1990). Et pudsigt sammentræf, idet jeg noterede, hvordan Pixies også lod sig inspirere af deres bagkatalog på forgængeren ‘Head Carrier’ fra 2016.
Ligesom på den deler Francis fortsat spotlyset med bassist Paz Lenchantin, og den døsigt drømmende ‘Los Surfers Muertos’ er en solid cementering af, at det var en helt perfekt disposition at lade den argentinske musiker tage over fra Kim Deal, som forlod Pixies i 2013.
Til gengæld bliver det for banalt og mageligt på ‘Ready for Love’, og omend den afdæmpede aura i ‘Death Horizon’ er kontrasterende til de energiske brag, fremstår nummeret uden nødvendighed og nerve. Netop disse karaktertræk er essentielle for Pixies’ udtryk, appel og fortsatte eksistensberettigelse. Og heldigvis gør de sig også gældende på størstedelen af ‘Beneath the Eyrie’.
Kort sagt:
De alternative rocklegender føjer et solidt kapitel til deres fortælling. Selv om der er klædelige antræk til nye tiltag, er det hovedsagligt business as usual for Black Francis og co. med masser af melodisk bas, flænsende guitarer og surrealistisk billedsprog.