Medina gav Grøn den slags popkoncert, man efterhånden oplever alt for sjældent
KONCERT. I andet afsnit af DR-podcasten ‘Hvem er Benjamin Hav?’ fortæller Benjamin Hav om, hvordan performance-coachen Kristian Koch instruerede ham i, at ikke én bevægelse på scenen skal være uovervejet.
Den mentalitet er udbredt på den danske popscene og havde tydeligt sat sit præg på mange af årets Grøn-navne. Og overordnet har den skam givet pote – det er imponerende at bevidne, hvordan selv vækstlagskunstnere i Danmark giver koncerter, hvor ikke ét øjeblik forekommer uovervejet.
Men Gud ske tak og lov for at det ikke er alle danske popkoncerter, der er skåret efter den model. For hvad man vinder på gennemførthed, kan man miste i umiddelbarhed.
Medinas optræden på Grøn i Tårnby var forfriskende, fordi hovedpersonen netop ikke fremstod stramt koreograferet og instrueret. Hun koncentrerede sig først og fremmest om at synge sangene, som hun selvfølgelig havde gennemøvet, men alt andet føltes intuitivt – hvilket skabte en intimitet, der ellers sjældent ses til så store popkoncerter.
Det betød, at når Medina smilede over publikums fællessang, føltes det oprigtigt. Når hun fyrede nogle moves af på scenen, virkede det som om, det var musikken frem for en scenecoach, der bevægede hende. Når hun slog over i et majestætisk rockstjernebrøl under broen til andet omkvæd af ‘Velkommen til Medina’, føltes det som et impulsivt tiltag, der var opstået ud af det specifikke øjeblik, vi befandt os i.
Det betød dog også, at sceneshowet ikke ligefrem var rigt på overraskelser eller øjeblikke, der tog pusten fra en. Jeg har ikke tal på, hvor mange af sangene, der kulminerede i, at Medina opildnede til fællessang, klap-med-stykker eller – særligt ofte – at få korvokalisterne til at synge melodien, mens Medina selv fyrede fraseringer af.
Det er på papiret nogle gode esser at have i ærmet, og hver eneste individuel frasering sad skam lige i øjet. Men disse tricks blev overbrugt, hvorfor de knap så kendte sange fik svært ved at markere sig i mængden.
Der kørte knivskarpe, nærmest medley-klingende direkte overgange mellem først ‘Danser for mig selv’, dernæst et EDM-klingende nummer, som jeg tror må være uudgivet, og slutteligt ‘Synd for dig’. Og selvom de alle havde stærke, dansable produktioner, var det først ved sidstnævnte, at publikum for alvor gav sig tid til at danse. En oldschool elspadesolo fra bandets guitarist gjorde sangen til et klart højdepunkt.
Bandet komplementerede i det hele taget Medina meget – de sørgede oftest for at holde sig i baggrunden og skabe dunkende, klubbede hjertesorgs-tapeter, men når der lige var brug for en lækker trommeoutro til ‘For altid’ eller lidt reverb-indpakket guitarriffing på ‘Giv mig alt’, leverede de varen.
Men Medinas glæde i mødet med sit publikum var det, der gjorde størst indtryk.
Da hun skulle til at introducere aftenens næstsidste nummer, hørte hun nogen i publikum råbe en sangtitel. »’Vi to’« kunne man svagt høre, at der blev råbt, fra hvor jeg stod. Medina stoppede sin tale og bad den råbende koncertgænger om at gentage ønsket. Hun kvitterede med at forme hænderne som et hjerte, og ‘Vi to’ begyndte.
Den slags øjeblikke ville rent ud sagt ikke have været muligt, hvis Medina havde fulgt et manuskript.
Kort sagt:
Medina bragte en løssluppenhed til Grøn, der sjældent ses blandt vor tids stramt opsatte popkoncerter. Det resultererede i en grad af nærvær og intimitet, som et koncertmanus aldrig ville kunne gengive – også selvom koncerten nok af samme årsag savnede lidt variation.