Søren Huss besynger tilværelsens dualitet på ‘Sort og hvid til evig tid’
Det var en afklaret Søren Huss, vi i 2017 stiftede bekendtskab med på ’Midtlivsvisen’; en samling modne og stærke sange om at stå midt i livet. I min optik virkede favntaget med den danske visetradition som en udtryksform, hvor såvel hans livserfaring som personlige touch i sangskrivningen fik de bedste betingelser og gjorde hans melodier tidløse og eviggyldige.
‘Sort og hvid til evig tid’ ligger i naturlig forlængelse og opleves nærmest som anden del i en levnedsbeskrivende roman. Som albumtitlen antyder, opererer Huss med tilværelsens dualitet i skarpt optrukne hjørner, hvilket afspejler sig i de nye sange, der spænder vidden på den emotionelle bue.
Optimismens lysstråler trænger igennem på den upbeat og forelskelseskåde ‘Romantikerens kile’, der viser, hvor virkningsfuldt Huss kan gribe sit materiale an, når han hengiver sig til det umiddelbare. En lys grundstemning kendetegner også ‘Postkort’, som driver afsted på en subtil understrøm af vocoder, der fusionerer det moderne og det rustikke.
I den anden ende af spektret formidler den fynske sangsnedker med ligeså myndig autoritet tilværelsens genvordigheder. Det er jo som bekendt kun det halve af livet, man får med, hvis man ikke lukker mørket ind. Hvilket han således gør i den ulmende ‘Smeltet kaktus i en vestvendt vindueskarm’, ligesom melankolien siver ind i ‘Fra støvfang til rod’, som er en fin påmindelse om Huss’ evne til at lade minimalisme brede sig flot og fuldendt ud.
Der er noget herligt prosaisk og altmodisch over disse sange, når ophavsmanden ikke danser efter tidens tendenser eller føjer flygtige luner. Han er nemlig ikke demonstrativt kontrær, men træffer snarere stille og velovervejede fravalg, hvilket vidner om et menneske og en sangskriver, der kender og hviler i sig selv. I den fremragende ‘Entreprenør’ lyder det blandt andet: »Spejlet er skåret og vanviddet vendt og hver eneste knogle på alteret er brændt / mærker suget i kødet, når lyset bryder med mørket«.
Omend et mere moderne produktionspræg kendetegner ‘Sort og hvid til evig tid’, er der også stunder, som nikker til den taktile traditionalisme fra ‘Midtlivsvisen’. Således er den samfundskommenterende ‘Blændværk’ blot iklædt klaver og strygere, ligesom der hviler en flegmatisk ro over ‘Veksleren’, som ligeledes anfægter tendenser i vor tid. Der ligger klart en pointe i den zen-agtige eksekvering i dette forsvar for at give sig hen til ingenting – en sund påmindelse i en verden forhippet på præstationer og resultater.
Et afklaret, udtryksfuldt og reflekterende menneske følger sit eget tempo, og således fortsætter Søren Huss på fornem vis sin musikalske rejse.
Kort sagt:
Den fynske sangskriver har for alvor fundet en udtryksform, hvor han med myndig autoritet tager afsæt i egne livserfaringer og gør disse stærkt vedkommende og eviggyldige i en række sange, som forener solid traditionalisme med et moderne touch.
Læs anmeldelse: Søren Huss ‘Midtlivsvisen’