Søren Huss forlader skyggesiden og forvalter perfekt det uperfekte
»Alt det uperfekte er kommet med. På ‘Et helt almindelig liv’ kan man sågar høre min mave rumle et sted«, har Søren Huss udtalt om sit tredje album i eget navn, der med den sigende og legende titel ’MidtlivsVisen’ udkommer efter en udgivelsespause på fem år.
Og netop sangviser om at stå midt i livet er, hvad der tematiseres i ti nye bidrag til den dansksprogede sangskat. I modsætning til Huss’ to foregående og fremragende soloudgivelser (’Troen og ingen’ og ’Oppefra og ned’) springer han denne gang ud som en nyudklækket neo-troubadour og samtidsskjald, der for alvor træder ud af skyggen og finder sjælefred i lyset – i modsætning til at befinder sig i det afgrundsdybe mørke, han famlede rundt i på de to foregående album.
Rent klangmæssigt folder Huss’ vokal sig ud som et metafysisk hologram af Poul Dissings åndelige visetalent. Guitaren, bassen, klaveret og trommesættet må vige pladsen til fordel for stemningen, stemmen og syntaksen, som stjæler al opmærksomheden. Musikken – der ikke byder på noget overraskende eller radikalt anderledes end forventet, ud over at være mere umiddelbar og organisk end tidligere – er fint afbalanceret i forhold til albummets mange smukke melodilinjer. Men som sagt er det stemmen og ordene, der er Huss’ store tyngde.
Albummets musikalske fundament har en lille risiko for at blive en kende for ensidigt og monotont, hvis ikke det var for et nummer som ‘Af sti af sted’, der med sin spoken-word sørger for, at man som lytter bevarer koncentrationen.
Selv beskriver Huss albummet således: »Det er en voksen plade til voksne mennesker. De yngre må selvfølgelig gerne lytte med, men jeg gider ikke lefle for dem eller radioen. Vi har overhovedet ikke tænkt i singler i den her proces, og det har været en befrielse. Det er en søndagsplade. En plade til dagen derpå. Dagen efter ungdommen«.
Søren Huss er far først og sangskriver bagefter, og derfor henvender albummet sig naturligt nok til et voksent publikum eller til dem, der mener, de står midt i livet. Men trods denne snævre målgruppe er der nok tonalt guf til at skabe ro, pusterum og livstaknemmelighed, så alle kan nyde viserne – forælder eller ej, gammel eller ung, tyk eller tynd.
Apropos tyk eller tynd er det næsten utilgiveligt ikke at kommentere albummets cover: Med en skjult hilsen til Michelangelos marmorstatue af David, før han skal ud i den tilsyneladende umulige kamp mod Goliat, lader Huss sin blotte og flotte statur fortælle en historie om at være komfortabel i en uredigeret krop, ligegyldigt hvor højt fitness-freaks og helsetyraner råber og skriger op om superfood, slankekure og fordømmende kogebøger. Måske et særligt dansk opgør, det må vi lade Huss’ dannebrogsunderbukser svare på.
Om ikke andet går det visuelle udtryk fint i tråd med de uredigerede, uforvanskede sange, der tilsammen udgør en kulturel milepæl for dem, der står med ungdommen bag sig og alderdommen foran sig. For sangene er netop livsviser og ikke livsvisdom, hvilket afværger faren for at tilte over i lommefilosofi og prætentiøs samfundsdiagnostik. Numrene er personlige, positive, smittende og jordnære. Og generelt set synes Huss at frigøre sig fra en opgivelse og en bitterhed, som (helt forståeligt) har plaget ham siden den ulykkelige dag i 2007, som ændrede sangeren og datterens liv for altid.
I analogiens platte vold kan man fristes til at foreslå, at man kan fornemme solens stråler trænge igennem fortidens tunge, tætte skyer og danse let på ens hud, mens man nynner: »Mere, jeg vil have mere, jeg vil have meget, meget mere«, fra ’Opvasken’.
Om ikke andet falder albummet på et tørt sted i en verden fyldt med katastrofer og politisk idioti, så hvis de ti sangviser afføder lidt perspektiv og livsglæde, mens man tager opvasken, eller kunne afholde en eller to fra at få en blodprop, hvis de bliver sprunget over i køen i Netto, så er jeg sikker på, at budskabet er trængt igennem.
Kort sagt:
Søren Huss’ tredje soloudspil føles som en kulturel milepæl for dem, der står med ungdommen bag sig og alderdommen foran sig, og som mangler et personligt, positivt, smittende og jordnært soundtrack til livet lige i midten – med alt dets uperfekte charme og hverdagslige iagttagelser.