Søren Huss

Var dit seneste møde med den nyborgensiske sanger Søren Huss hans solodebut – den elegiske og selvterapeutiske ‘Troen & ingen’ – vil dette andet album synes som en glædelig udvikling: Et naturligt toneforløb fra mørkt mod lysere. Men hvis man i stedet tænker tilbage på Saybia, vil de lyriske tænder, han nu blotter, være et chok.

Hvem ville på baggrund af deres ufarlige, middle-of-the-road-poprock have troet, at Huss ville rejse sig som et skarpt, dansksproget, lyrisk fyrtårn, der både hudfletter nyliberalismen beskt på singleforløberen ‘Den der isme’ (endda katten-om-den-varme-grød-elegant uden at nævne bæstet ved eget navn), transformerer ellers ligegyldige newspeak-fyldord til stor poesi på åbneren ‘Det er ganske enkelt’ og overbeviser efter sin egen tragedie om, at livet faktisk er værd at leve på skæringer som ‘De sorte tal’ og den hjerteknusende smukke lukker ‘Den smukkeste sommerdag’?

Læs anmeldelse: Søren Huss ‘Troen & ingen’

Jeg havde ikke. Og som adelsmærket for en god sanger og sangskriver er netop lyrikken og Huss’ røst en ubrydelig rød ledetråd gennem en meget varieret helhed, der spænder fra de første numres tændte, opløftende uptempo-rock over den salmeagtige ‘Fru Mørke’ til ‘Ambassade’, der med sin kolossalt veldrejede melodi og bjergtagende strygerarrangementer klinger som en fordanskning af noget, der blev tilovers fra Becks ‘Sea Change’-album.

Selvfølgelig er der blandt de ti numre sager, der ikke fænger helt så umiddelbart og effektivt som ovennævnte eksempler – især på albummets solnedgang – den slæbende, tungsindige ‘Koma’, den efterårs-vrantne ‘Adgang forbudt’ og ‘Øjeblikket’. Men ‘Oppefra & ned’ bliver heldigvis aldrig en ligegyldig lytteroplevelse. Langt fra.