Søren Huss

Det er en gammelkendt sandhed, at noget af den bedste musik udspringer fra sorg, og efter at have hørt ‘Troen og ingen’ vil man være enig i den betragtning. Saybia-forsangeren Søren Huss udgiver sin første soloplade efter at have mistet sin kæreste i en trafikulykke – en skelsættende begivenhed som har dannet grobund for de stærke følelser, sangene er præget af.

‘Troen og ingen’ er en smuk, personlig og selvreflekterende plade, som bærer præg af at have fungeret som terapi for ophavsmanden. Genremæssigt befinder Huss sig et sted mellem CV Jørgensen og Nikolaj Nørlund, og der er trods alt langt fra denne danske visetradition til Saybias patosrock. Han synger nu på dansk, og mange af teksterne rammer lytteren i solar plexus – men det kræver, at man kender til baggrunden for Huss’ sorg.

Sange som den fænomenale ‘Et hav af udstrakte hænder’ og ‘Troen og ingen’ demonstrerer på fornem vis, hvor nøgen og ærlig Huss’ sangskrivning er, den desperate ‘Fra tanke til…’ illustrer hans magtesløshed og sorg i forbindelse med ulykken, mens ‘Jeg finder vej…’ handler om kærligheden til datteren. Men de kraftige sindsstemninger, der præger pladen, kan være svære at følge, hvis man ikke er yderst opmærksom på teksterne. De er vitale for at opnå en ordentlig forståelse for albummet.